Prærafaelitter

Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået sammenskrevet med Det Prærafaelitiske Broderskab.   (Diskutér forslaget). Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Prærafaelitterne er en kunstretning i England, der fremstod i midten af 19. århundrede med den italienske prærafaeliske malerkunst som forbillede. (Deraf navnet) Prærafaelitterne satte redelighed indtil det minutiøse i naturgengivelsen på sit program. For prærafaelitter begynder den italienske kunsts forfald med Rafaels rejse til Firenze; fra den tid er ifølge prærafaelitter den kunstneriske naivitet gået tabt: den rafaelske overmodne blomstring giver ikke ny vækstmuligheder og ender i manér.

I Tyskland havde en med prærafaelitter åndsbeslægtet skole tidligere været fremme i nazarenerne som Johann Friedrich Overbeck og fæller; flere af prærafaelitters førere står åbenbart i gæld til dem: Dante Gabriel Rossetti var fx dybt grebet af Joseph von Führichs kunst, om end deres kunst i praksis kom til at forme sig væsensforskelligt fra den, der stillede sig ligegyldig over for et indgående naturstudium. I selve England har den naturlyriske digtning: William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge med flere haft sin betydning for det prærafaelitiske syn. John Keats' Beauty is truth, truth is beauty hører netop med til prærafaelitters program, som John Ruskin skrifter i 1840'erne også har været med til at bygge op. Var vejen således end på sin vis forberedt for prærafaelitter, også spredtvis gennem selve kunstudøvelsen, maleren Joseph Noel Paton og andre, vakte dog deres debut med dens villede ensidighed stor opsigt og snart kunstnerisk bestyrtelse i den akademiske lejr.

Hunt, Rienzi

Millais, Isabella, 1848

Den egentlige prærafaelitiske periode var kun kort; dens eftervirkninger så meget varigere. 1848 dannede de tre malere John Everett Millais, William Holman Hunt og D.G. Rossetti et kunstnerisk fostbroderskab, Det Prærafaelitiske Broderskab (selv betegnede de sig, signerede, med P. R. B.). Grebne af, hvad de havde set af ældre italiensk kunst som freskerne i Pisas Campo Santo, besluttede de i deres fælles atelier at ville virkeliggøre en lignende ægte og oprindelig, fra alle akademiske fraser frigjort kunst; som quattrocentisterne ville de nu rådspørge naturen. Snart supplerede de sig med fem fæller: billedhuggeren Thomas Woolner, der senere tog til Australien, maleren Frederic George Stephens, der senere især virkede som kritiker, Rossettis bror William Michael Rossetti, James Collinson, der siden gik i kloster, og Walter Deverell. 1849 mødte de frem for offentligheden: Millais med Isabella, Hunt med Rienzi, D.G. Rossetti med Maria’s Ungdom. Uviljen steg dog først til en sand storm, da de udstillede næste år: Millais Tømmerværkstedet, Hunt Kristne Missionærer og Rossetti: Bebudelsen. Akademiets porte lukkede sig for dem. Kritikken over deres arbejder var hånende, indigneret rasende, Charles Dickens. Ved deres side stod maleren Ford Madox Brown, der uden at høre til selve broderskabet malede i dets ånd, i øvrigt allerede før dets stiftelse. I det af prærafaelitter oprettede tidsskrift The Germ (som stiftet 1850 kun oplevede fire hæfter, senere hed det Art and Poetry) skrev Brown om historiemaleri, medens W.M. Rossetti udviklede prærafaelitters grundsætninger i en artikel i The Critic. Strømkæntringen i publikums og de toneangivendes stilling til prærafaelitter skyldes dog særlig Ruskins indgriben. 1851 tog han sig for i Times, "Pre-Rafaelism, its principles and Turner", at retlede den offentlige mening og påviste, at de fejl, man bebrejdede prærafaelitter, netop var heldige nydannelser. Stemningen slog om; akademiet i Liverpool gik i spidsen, og efterhånden lystes prærafaelitters sære arbejder i kuld og køn.

Det ny i prærafaelitters kunst, der i dets tilspidsede servering nok kunde forbavse, desorientere og udæske kritikken, var i malerisk henseende bandlysningen af alt clairobscur og den traditionelt forskønnende ateliertone; i stedet for: klare, ubrudte, ofte grelle lokalfarver og en belysning, der intet skjulte. Det omhyggeligste, mest pertentlige naturstudium skulle træde i stedet for den herskende flotte rutine, i menneskefremstillingen skulle man holde sig til een og samme model, i landskabet skulde alle småtingene, plantevegetationens enkeltheder, behandles med den største omhu (heraf folkevitsen: tag et græsstrå og mangfoldiggør det, så har du et landskab efter prærafaelitters metode). Naturen krævede overalt den største respekt for enkelthederne. På alle områder var det prærafaelitters parole: hellere stamme end at bruge fraser. Hvad billedernes åndelige indhold angik, gjaldt det om at gengive de sande lidenskaber uden hensyn til gratie; det tankefulde og mystiske i sjælelivet skulle opdyrkes. Naturligvis træder disse forskellige egenskaber frem med forskellig styrke hos de enkelte prærafaelitter. (punktum?) De sidstnævnte gør sig i stærkest grad gældende hos D.G. Rossetti. Selve The Brotherhood opløstes snart. Den standhaftigste og mest udprægede W.H. Hunt rejste til Palæstina; de stærkt idealistiske momenter i D.G. Rossettis kunst viste på en måde ud over selve prærafaelitters kunst. Millais’ senere kunst blev delvis en desavouering af hans fortid. Men blandede med andre strømninger har den prærafaelitiske retning fortsat sig op til den seneste nutid. Det er under dens påvirkning, at engelsk kunst, ikke mindst i dens talrige forgreninger som ”anvendt kunst”, i sidste fjerdedel af 19. århundrede er kommen til at indtage en delvis førende stilling i kunstlivet. Fra Rossetti går tråde til den af Sandro Botticelli påvirkede Edward Burne-Jones, som i sine dekorative grundsætninger også går tilbage til tiden før højrenæssancen, således allerede 1858 i glasmalerier i Oxford Katedral, og hvis "Ny-Prærafaelisme" har videre udviklet prærafaelitters følelsesværdier. Burne-Jones’ retning fortsattes ofte i maniereret form af elever som Evelyn De Morgan, ? Strudwick ?(måske John Melhuish Strudwick ?), Marie Spartali Stillman, John Roddam Spencer Stanhope. Som udprægede prærafaelitter kan Arthur Hughes og N. Paton betegnes. Også for den berømte W. Morris har prærafaelitter haft afgørende betydning. I Frederick Sandys, Simeon Solomon og G. Wilson brydes prærafaelitters retning med romantiske strømninger. Walter Crane , Frederic Shields og William Bell Scott overfører prærafaelitters principper på den dekorative kunst. James Clarke Hook er med mange andre repræsentant for det prærafaelitiske landskab. Blandt andre kunstnere, for hvem den prærafaelitiske indflydelse har været af betydning, kan nævnes William Blake Richmond, i hans ældre arbejder, James Tissot, ? Lewis ?, Henry Moore, Valentine Cameron Prinsep etc. I fjernere forbindelse med prærafaelitter står den berømte, særprægede George Frederic Watts.

Ældre litteratur

• Percy H. Bate, The English preraphaelite painters, their associates and successors [1901, ny Udg.];
• Ruskin, Rossetti, Pre-Raphaelitism. Papers 1854 to 1862, arrang. a. edit. by W. M. Rossetti [Lond. 1899, righoldig Brevsamling];
• "The Pre-Raphaelite Brotherhood. A Fight for Art" [Artikelserie i Contemporary Review, 1886];
• E. Hannover, "Prærafaelitter" [Tilskueren, Juli 1901];
• W. Fred, Die Präraphaeliten« [1900];
• H. Hunt, Preraphaelitism [1905];
• Jessen, Prärafaelismus [1906];
• H. W. Singer, Der Prae-Raphaelitismus in England [Berlin 1912]).

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.