Præstekongen Johannes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
"Preste" afbilledet på et kort over Østafrika som kejser af Etiopien, 1558. (British Library)

Legenderne om Johannes Præstekonge (alternativt: Johannes Presbyter, Præstekongen Johannes eller Jon Præst) var populære i Europa især fra det 12. indtil det 17. århundrede. De fortalte om en kristen patriark og konge, om hvem det blev at han regerede over et stort kristent rige mod øst, mellem de ellers muslimske og hedenske lande der. Skriftlige beskrivelser af dette fantasirige var fyldt med folkelige sagnforestillinger og eventyrvæsner. En af de udbredte forestillinger om Johannes var, at han var efterkommer af en af biblens tre mager og derfor en stor hersker over et stort og rigt kongedømme. Det husede mange undere og fabeldyr, og det var her patriarken Sankt Thomas var kommet til. Andre undere inkluderede ungdommens kilde og porten til Paradisets have.

I begyndelsen mente man i Europa at Præstekongen Johannes’ rige befandt sig i Indien; efterretninger om nestorianske kristne der og beretningen om Thomas’ missionsrejser i østen i det apokryfe skrift Thomasakternes fungerede formodentligt som inspirationskilder. Da mongolerne dukkede op i Europa i begyndelsen af 13. århundrede, begyndte mange i stedet at placere riget i Centralasien, mens portugisiske opdagelsesrejsende efterhånden blev overbevidste om at de havde fundet ham i Etiopien. Johannes’ kongerige var en idé, der tændte en gnist hos mange mennesker, som de så drog i ud i verden for at finde. For den kristne kirke var han også et symbol på kristendommens universalitet, i en verden der ellers var præget af etniske og interreligiøse stridgheder[1].

Legendens oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Præstekonge Johannes fra Hartmann Schedels Nürnberg-krøniken, 1493

Historierne om sankt Thomas mission i Indien, som kan dateres tilbage til 3. århundrede, har haft afgørende betydning for udviklingen af forestillingen om en østlig kristen konge. Andre fragmenterede efteretninger om kristne samfund i Asien, kendt som nestorianerne i vesten, må også have bidraget til den.[2] Dertil kan traditionen delvist være opstået i biskoppen og historikeren Eusebius’ gengivelse af hvad Irenæus havde fortalt om Presbyteren Johannes, en tåget figur fra de tidligste kristendom i Syrien.[3] Han er måske forfatteren til to af Johannesbrevene.[4] Udover et sammenfald i navne er der dog ikke meget der forbinder de to skikkelser.[5]

Uanset ophav, så begyndte legenden at sprede sig i begyndelse af 12. århundrede, da forlydender om et besøg af ærkebiskoppen af Indien i Konstantinopel, og af patriarken af Indien i Rom hos paven florerede på Callixtus II’s tid (1119 – 1124).[6] Det er dog uvidst om disse besøg af Indiske kristne nogensinde har fundet sted, da alle beretningerne om dem er andenhånds. Om ikke andet så skriver Otto af Freising i Chronicon fra 1145, at han det forgående år ved Eugenius III’s hof i Viterbo havde mødt en person ved navn Hugo, som var biskop i Jabala i Syrien.[7][8] Hugo fungerede som udsending for Raimond fyrste af Antiokia, som søgte assistance fra de vestlige kongeriger efter belejringen af Edessa. Dette møde fik Eugenius til appellere til et nyt korstog til det Hellige land. Otto skrev, at Hugo fortalte paven at Johannes, en nestoriansk kristen der både fungerede som konge og præst, havde erobret byen Ecbatana fra perserne under et stort slag få år før. Efterfølgende forsøgte Johannes tilsyneladende at nå frem til Jerusalem for at frelse Kongeriget Jerusalem fra dets fjender, men de opsvulmede vande i Tigrisfloden havde forhindret ham i at nå frem, og han var nu vendt tilbage til sit eget land.

Ottos beretning er tilsyneladende en lidt mudret version af faktiske begivenheder. I 1141 besejrede den mongolske khan Yelü Dashi de seljukkiske tyrkere ved Samarkand. Seljukkerne kontrollerede på dette tidspunkt Persien og var på dette tidspunkt den stærkeste magt i den muslimske verden, nederlaget ved Samarkand svækkede dem dog mærkbart. Mongolerne var dog på inegn måde kristne, og det er helt usandsynligt at Yelü Dashi nogensinde var blevet kaldt Johannes. Flere af hans vassaller var dog praktiserende kristne, hvilket kan have ført til den version Otto gengav.[9][10]

Legenden afvises[redigér | redigér wikikode]

Da forskere i 17. århundrede som den tyske orientalist Hiob Ludolf kunne bevise at der ikke var nogen forbindelse mellem præstekongen Johannes og de etiopiske konger[11] forsvandt sagnriget efterhånden fra verdenskortene. Men indtil da havde legenden direkte eller indirekte inspireret europæiske opdagelsesrejsende og skattejægere i århundreder til at udforske de ukendte lande på den anden side af oceanerne.

Litterære referencer[redigér | redigér wikikode]

Selvom udsigten til nogensinde at finde Præstekongens rige for længst var forsvundet gav legenden stadig inspiration til forfattere og kunstnere langt op i det 20. århundrede. Fx indeholder William Shakespeares skuespil fra 1600 Much Ado About Nothing referencer til legenden.[12] I 1910 brugte den engelske forfatter og politiker John Buchan legenden til at underbygge plottet i sin roman Prester John om et zuluoprør i Sydafrika. Buchans bog blev meget populær og den var måske medvirkende til at Præstekongen ofte kom til at optræde i populærkulturelle værker og tegneserier i hele dette århundrede. I Charles Williams roman War in Heaven optræder Johannes som en messiasfigur og beskytter for den hellige gral. Og i Umberto Ecos roman Baudolino fra 2000 er fabrikationen af legenden i midten af 12. århundrede en vigtig del af bogens plot, da hovedpersonen sammen med sine venner selv opfinder legenden, men efterfølgende rejser ud for at finde riget.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/oh/teologi.PDF
  2. Silverberg, p. 20
  3. Eusebius. Historia Ecclesiastica, book III, xxxix, 4.
  4. Ifølge Decretum Gelasianum fra 5. århundrede.
  5. Silverberg, pp. 35–39.
  6. Silverberg, pp. 29–34.
  7. Halsall, Paul (1997). "Otto of Freising: The Legend of Prester John". Internet Medieval Sourcebook. Retrieved June 20, 2005.
  8. Silverberg, pp. 3–7
  9. Silverberg, pp. 12–13
  10. Idéen blev fremført første gang af Lev Gumilev i bogen "Searches for an Imaginary Kingdom" fra 1970.
  11. Ludolf, Hiob (1681). Historia Aethiopica.
  12. Shakespeare, William (1600). Much Ado About Nothing, II akt, 1. scene

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arrowsmith-Brown, J. H. (translator), Prutky's travels to Ethiopia and other countries. London: Hakluyt Society, 1991. Om Johannes: pp. 115–117.
  • Wilhelm Baum, Die Verwandlungen des Mythos vom Reich des Priesterkönigs Johannes, Klagenfurt 1999
  • Charles Beckingham, Prester John, the Mongols and the Ten Lost Tribes, Aldershot 1996, ISBN 0-86078-553-X — Assembly of the essential source texts and studies.
  • Umberto Eco, Baudolino dansk version fra 2003 ISBN 87-553-3085-1
  • Nicholas Jubber, The Prester Quest, Doubleday, 2005, ISBN 0-385-60702-4
  • Robert Silverberg, The Realm of Prester John, Ohio University Press, 1996 (paperback edition) ISBN 1-84212-409-9
  • Lynn Thorndike, A History of Magic and Experimental Science: During the First Thirteen Centuries of Our Era, Volume II, pp. 236–245, Columbia University Press, 1923, New York and London, Hardcover, 1036 pages ISBN 0-231-08795-0

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]


Mytologi Stub
Denne artikel om mytologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.