Primitiv religion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Primitiv religion er en samlebetegnelse for en række religioner, som er blevet dyrket eller stadigvæk dyrkes af samlere, jægerfolk, agerbrugerfolk og nomadefolk. Man taler også om skriftløse folks religion eller naturfolks religion. Udtrykket 'primitiv' bruges her, fordi det er det oftest benyttede udtryk blandt lægmænd og også benyttet af markante religionsforskere som Vilhelm Grønbech. Med udtrykket 'primitiv' menes 'oprindelig' og ikke 'simpel'.

Der har fandtes hundredvis af primitive religioner, f.eks. blandt eskimoerne, de nord- og sydamerikanske indianere, afrikanske stammer og aboriginere. De er meget forskellige, men har bestemte fællestræk, som denne artikel vil fremføre. Beskrivelsen skal forstås som en meget grov generalisering.

Kaos og kosmos[redigér | redigér wikikode]

For det primitive menneske er verden kaos. Vilhelm Grønbech beskriver det primitive menneskes oplevelse af kaos som ”et kaos af lyd og lys og former, som vælder frem i uskelnelige masser. Skyer og træer, springende, krybende og flyvende dyr kommer til syne blinkagtigt, for straks at tabe sig i intet”. Det primitive menneske oplever i øvrigt, at det selv er en del af af dette kaos – som ifølge Grønbech udmønter sig i angst.

Det primitive menneske søger at skabe orden i kaos. Det sker ved at skabe en verdensopfattelse, det som religionsforskere kalder for kosmos. Det primitive menneske mener bogstaveligt, at det skaber verden. Verden skabes i kulten, dvs. i et indviklet system af ritualer. Et meget vigtigt ritual i kulten er således nytårsfesten, hvor det primitive menneske sammen med sin stamme fornyer verden efter det forløbne års udgang. Hvis ritualet ikke udføres korrekt, vil verden iflg. det primitive menneske gå under, for kaos truer konstant.

Mana og væsen[redigér | redigér wikikode]

For det primitive menneske er kaos fyldt med kraft. Kosmos, der er bygget på kaos, får kraft fra kaos, men har som nævnt brug for fornyelse. I den verden, som møder det primitive menneske, er hver ting båret af kraft – eller med et udtryk, lånt fra polynesisk religion, mana. Nogle ting har mere mana end andre, f.eks. en sjælden sten eller et særligt højt bjerg eller en særlig betydningsfuld person som høvdingen. Ting af samme art deler samme slags mana. Alle ulve har samme mana: de er snu. Derfor er en ulv ikke kun en ulv, men for det primitive menneske snarere en repræsentation af Ulven og dens kraft. I den enkelte ulv er Ulven.

Tilsvarende gælder for mennesker. Et menneske er ikke et unikt væsen, men en repræsentation af sin familie, sin stamme, og har i sig sin stammes særlige kraftfulde egenskaber som f.eks. evne til at jage, til at skabe fred eller til at fortælle myter. Det primitive menneske er sin stamme, så at sige. Det kan derfor ikke komme på tale, at man danner sin egen mening om tilværelsen, sådan som moderne mennesker antages at gøre. Det er traditionen, der fortæller det primitive menneske, hvad det skal tro på og især hvad det skal gøre, nemlig opretholde kulten.

Det primitive menneske mener, at der hører en kraftsfære eller manasfære til hver ting. En bison og dets omgivelser: græsset og bjergene, hører sammen. Bisonen og dens bevægelser hører sammen – gentager indianeren bisonens bevægelser, vil indianeren få kontakt med Bisonen og dens kraft.

Det samme gælder for mennesker: menneskets kraft overføres til dets tøj, til dets redskaber, til dets ord og dets navn. Udveksling af gaver er ikke blot et symbolvenskab: de primitive giver gaver for at forene hinandens mana. Det primitive menneske bærer amuleter – en ting, der ligner noget, fx et billede af en ørn, eller har været del af noget, som en bjørneklo – for at få del i mana. Eller man dyrker genstande, som særlige sten eller træfigurer, fordi man mener, der er stor mana i dem – de såkaldte feticher.

Tabu[redigér | redigér wikikode]

For det primitive menneske er det store skel mellem kosmos og kaos. Hvor der ikke er kosmos, er der kaos. Der er steder, dyr og genstande, som ikke er inddraget i den primitives kosmos – de er fyldt med kraft, som er farlig og som bør undgås eller som man kan møde hvis man har sikret sig i forvejen. Et klassisk eksempel på et kaos-sted er ørkenen, som jo netop er ubeboelig, som altså ikke kan omformes til kosmos.

Men der er også skel mellem manasfærer. Nogle genstande, steder, ord eller perioder har mana, der er farlig. I så fald er der bestemte regler, der skal overholdes for at omgås disse genstande. Måske er det helt forbudt at røre eller se dem – de er i så fald tabu. Høvdinge betragtes ofte som mennesker, der har meget stor kraft og som derfor skal omgås med varsomhed. Kvindearbejde og mandearbejde kan være skarpt adskilte. I mange stammereligioner er kvinders menstruationsperiode farlig. Et menneskes eksistens er delt op i perioder: barndom – manddom – ægteskab – død, og hver periode har sit område. Der skal særlige handlinger til – de såkaldte overgangsritualer – for at sikre, at man kommer sikkert over i den næste periode.

Bliver reglerne brudt, overtrædes tabu, betyder det død og ulykke – ikke blot for den enkelte, men for hans klan eller måske for hele klansamfundet, stammen. Død betragtes i øvrigt typisk som netop en ulykke: noget, der ikke er naturligt, men forårsaget af forkert eller ond handling.

Animisme[redigér | redigér wikikode]

I ældre religionsforskning, repræsenteret ved E.B. Tylor, mente man, at primitive mennesker anså hver en ting – en sten, luften, solen osv. – for at være besjælet med sin særlige ånd. Dette har blandt andet Gerardus van der Leeuw afvist. Man gør i dag gældende, at primitive mennesker både ser naturen som fyldt med upersonlig kraft, den såkaldte dynamisme, og at der også er ånder – teorien om animisme.

I de (mange) tilfælde, hvor primitive mennesker taler om ånder, er ånderne ikke ubetinget gode eller onde. De er snarere usynlige væsener – der dog kan vise sig i visioner eller drømme – som har stor mana og som man kan ofre til og få til at hjælpe med at opretholde kosmos.

Mange naturfolk mener, at når man dør, vil sjælen forlade kroppen og få sin egen eksistens. Nogle af disse ånder kan have stor mana. Det gælder især stammens forfædre, som derfor kan hjælpe stammen til at bevare kosmos, hvis man sørger godt for dem i deres efterliv.

Totemisme[redigér | redigér wikikode]

Et særligt forhold er totemisme: forholdet mellem en gruppe mennesker og et dyr. Mange stammer mener, at et dyr er deres stamfader. Dyret bærer stammens mana – hvis dyret forsvinder, må stammen derfor dø. En særlig form for totemisme er nagualisme, som betegner forholdet mellem en bestemt person og et dyr. Hos indianerne er der ritualer, hvor et dyr gerne skulle vise sig for den enkelte unge indianer i en vision eller drøm – det er så den unges særlige totemdyr, som han deler mana med og som beskytter ham i hans liv videre frem.

Magi[redigér | redigér wikikode]

På grund af tingenes sammenhæng kan det primitive menneske udøve magi. Magi er en rituel handling, hvor man forsøger at påvirke den fysiske virkelighed. Hvid magi er magi, der benyttes til gode resultater, hvilket i primitiv tankegang især er at sikre sin stammes overlevelse. Sort magi er magi der anvendes for at skade andre.

Ifølge den primitive tanke er del lig helhed, f.eks. er bjørnens sjæl (dens kraft) tilstede i bjørnens klo. Ved at bære en bjørneklo har man derfor del i bjørnens kraft. Eller når man brænder et hår af et menneske, skader man hele mennesket.

Ifølge den primitive tanke vil ligeartet fremkalde ligeartet. Danser man regndans, dvs. bevæger man sig som regn, vil man fremkalde regn. Skader man en dukke, der ligner en person, skader man personen selv. Sådan magi kaldes imitativ magi.

Ifølge den primitive tanke har en genstand del i ejerens kraft. Ved at eje noget fra en person, kan man skade vedkommende.

En amulet er en genstand, der skal beskytte en eller bringe en held. Et billede af ens gud eller et religiøst symbol (f.eks. et kors) kan være en amulet. Hos primitive kan en amulet have været del af en genstand, hvis kraft man vil have skal beskytte en, f.eks. en bjørneklo.

Shamanen[redigér | redigér wikikode]

Shaman er et sibirisk ord, der betyder ’den, der ved’. Shamanen er en åndemaner, dvs. en mand eller kvinde, der med sin vilje ændrer sin bevidsthedstilstand, så han eller hun kan kontakte ånderne eller rejse rundt i deres verden for at få kraft eller visdom.

Shamanens ændrede tilstand sker gennem ekstase. Ekstase fremkaldes i den primitive kultur gennem rytmisk musik, sang og dans – ofte med trommen som et vigtigt instrument, som f.eks. hos eskimoerne. I ekstasen rejser shamanen rundt i åndeverden, som er yderst farlig. Her kan han kontakte ånder og spørge dem til råds, f.eks. om hvorfor stammen har dårligt jagtudbytte, eller hvordan man skal helbrede en syg, eller få nye kræfter og indsigter. Derefter vender shamanen tilbage til sin normale tilstand for at videregive sin nye viden eller kraft.

Festen[redigér | redigér wikikode]

I religiøs forstand er en fest en ritualiseret begivenhed, hvor man markerer overgangen fra én tidsperiode til en anden. I festen genskaber man kosmos, som f.eks. i nytårsfesten, hvor man fornyer verden, så man er sikret mod kaos. I festen træder man udenfor den daglige rutine og genoplader sin energi. Hos primitive mennesker holder man fest for at markere overgang fra barndom til ungdom; man holder årtidsbestemte fester (f.eks. solhverv, fuldmånefester); og man holder fester for tidspunkter, der er vigtige for et bestemt erhverv: hos indianere, der har bjørne som totemdyr, holder man fest om foråret, hvor bjørnen kommer ud af sit hi, for at give det fornyet energi.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Grønbech, Vilhelm: Primitiv Religion. Hans Reitzel, København 1967.
  • Stefánsson, Finn & Sørensen, Asger (red.): Gyldendals Religionsleksikon. Gyldendal, København 1998.
  • Van der Leeuw, Gerardus: Mennesket og Mysteriet. Gyldendal, København 1969.