Prins Gong

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Yixian, Prins Gong, fotograferet af Felice Beato

Prins Gong (forenklede tegn: 恭亲王; traditionelle tegn: 恭親王; pinyin: Gōng Qīnwáng; Wade-Giles: prins Kung), ofte omtalt som den sjette prins (六王爺), født Yixin (奕欣 / 奕訢; Yìxīn; Wade-Giles: I-hsin, mandsju: Isin) af Aisin-Gioro-klanen (født 11. januar 1833 i Beijing, død 29. maj 1898 samme sted) var en manchuisk prins og statsmand under den senere del af Qing-dynastiet.

Yixin var halvbror til Xianfeng-kejseren og fremtrådte først som diplomat under anden opiumskrig mod Storbritannien og Frankrig, da han fik til opgave at undertegne Pekingkonventionen, som satte stop for fjendtlighederne. Kejseren selv havde efterladt ham i Beijing for at forhandle med de fremrykkende britiske og franske styrker, mens han selv med det meste af hoffet havde trukket sig nordover til paladset i Rehe.

I 1861 blev han leder af Zongli Yamen, det regeringsorgan, som Kina i konventionerne forpligtede sig til at oprette for udenrigssager.

Efter Xianfengs død samme år blev han efter en statskuplignende manøvre i ly af de to enkekejserinder Ci'an og Cixi den egentlige regent under sin brorsøn Tongzhi-kejserens umyndighedstid.

Han grundlagde i 1862 en skole for kinesiske lærde med navnet Tongwen Guan for studier af fremmedsprog og teknologi.

Han tabte senere væsentlig anseelse og fik et varigt knæk, da Qingstyrkerne tabte den fransk-kinesiske krig. Han kom da i skyggen af sin yngre halvbror, førsteprins Chun 醇賢親王).

I 1894 blev Yixin igen leder af Zongli Yamen.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Hummel, Arthur William, red. Eminent Chinese of the Ch'ing Period (1644-1912). 2 bind. Washington: United States Government Printing Office, 1943.