Prinsesse Margaretha, fru Ambler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Prinsesse Margaretha.

Prinsesse Margaretha, fru Ambler født 31. oktober 1934Haga slott i bydelen Solna i Stockholm som prinsesse Margaretha Désirée Victoria af Sverige. Hun er også kendt som Margaretha Désirée Victoria Ambler.

Søster til den svenske konge

Prinsesse Margaretha er det ældste barn og den ældste datter af arveprins Gustav Adolf af Sverige og prinsesse Sibylla af Sachsen-Coburg og Gotha. Hun er sønnedatter af kronprinsesse Margareta af Sverige og kong Gustav 6. Adolf af Sverige.

Prinsesse Margaretha er kusine til dronning Margrethe 2. af Danmark, prinsesse Benedikte af Danmark og Dronning Anne-Marie (tidligere af Grækenland).

Prinsesse Margaretha er også søster til kong Carl 16. Gustav af Sverige.

Britisk arveret

Begge prinsesse Margarethas forældre nedstammede fra dronning Victoria af Storbritannien. Derfor indgår hun og hendes efterkommere i den britiske tronfølge.

Kvindelig arveret til den svenske trone gælder kun for efterkommere af kong Carl 16. Gustav. Derfor har prinsesse Margaretha og hendes efterkommere ikke arveret til Sveriges trone.

Forlovelse

Som 22-årig var prinsesse Margaretha forelsket i den skotske jazz-pianist og adelsmand Robin Douglas-Home (1932 – 1968).

Robin Douglas-Home var storebror til Charles Cospatrick Douglas-Home (1937–1985), der var chefredaktør for The Times i 1982-1985. Robin Douglas-Home var brorsøn til sir Alec Douglas-Home (1903–1995), der var britisk premierminister i 1963–1964.

Romancen ebbede efterhånden ud, og parret blev aldrig gift.

Ægteskab

I 1964 giftede prinsesse Margaretha sig med den engelske forretningsmand John Ambler (1924 – 2008). Brylluppet fandt sted i Gärdslösa kirke nær den kongelige villa Solliden på Öland.

Ved sit ægteskab med en mand, der ikke var kongelig, måtte prinsesse Margaretha efter datidens praksis give afkald på sin stilling som kongelig prinsesse. Hun fik i stedet ærestitlen Prinsesse Margaretha, fru Ambler (Prinsessan Margaretha, fru Ambler (Princess Margaretha, Mrs. Ambler)).

Parret boede forskellige steder i England. De blev separerede i 1996, men de vedblev at være gift frem til John Amblers død i 2008.

Børn og børnebørn

Prinsesse Margaretha og John Ambler fik tre børn:

  • Friherreinde Sibylla Louise Ambler (født i London den 14. april 1965), opkaldt efter sin mormor prinsesse Sibylla. I 1998 giftede hun sig med friherre Henning von Dincklage (født i Esslingen am Neckar den 29. april 1971). Indtil deres separation i 2005 boede parret i München. De har to børn:
    • Friherreinde Madeleine Charlotte Margaretha von Dincklage, f. 1999. Hun var brudepige ved kronprinsesse Victoria af Sveriges bryllup den 19. juni 2010.
    • Friherre Sebastian Eric Henning von Dincklage, f. 2000.
  • Charles Edward Ambler (født i London den 14. juli 1966). I 1999 giftede han sig med Helen Jane Ross (født i Huddersfield den 3. marts 1969). De har to børn:
    • Sienna Rose Ambler, f. 2000.
    • India Tani Ambler, f. 2003.
  • James Patrick Ambler (født i Oxford den 10. juni 1967). I 2001 blev han gift med Ursula Mary Shipley (født i Cornwalls største by (St Austell) 9. juli 1965). De har to børn:
    • Lily Ambler, f. 2003.
    • Oscar Rufus Ambler, f. 2004.

Ordner

Sammen med sin mor og sine søstre blev prinsesse Margaretha ridder af Serafimerordenen i 1952. Hun er også dekoreret med andre svenske ordner.

Fodnoter

Eksterne henvisninger

KroneSpire
Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi