Rød dansk malkerace

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Tamkvæg ?
Rød dansk malkeracepå Vorup enge, Randers.Foto: Malene Thyssen
Rød dansk malkerace
på Vorup enge, Randers.
Foto: Malene Thyssen
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Artiodactyla
(Parrettåede hovdyr)
Familie: Bovidae
(Skedehornede)
Slægt: Bos
Art: B. taurus (Tamkvæg)
Race
Rød dansk malkerace
RDM i det danske sommerland.

Rød Dansk Malkerace (RDM) var tidligere den mest udbredte kvægrace i dansk landbrug. Men den røde danske malkeko – førhen kendt som rødt fynsk kvæg – er nu ved at forsvinde.

Ligesom de fleste andre danske husdyr er den røde malkeko opstået ved krydsning mellem hjemlige og importerede dyr. Der forekom altid røde dyr blandt det meget fåtalige spraglede "økvæg" på øerne øst for Lillebælt, men det røde farveslag blev først enerådende efter en kraftig indkrydsning med 3 forskellige slesvigske kvægracer – alle røde. Der var dels tale om det nu uddøde midtslesvigske kvæg, det store, ligeledes sidenhen uddøde, Ballum kvæg og det mindre, men godt malkende, Angler kvæg.

Der førtes en del kreaturer af disse racer til København, hvor de hovedsagelig opstaldedes i brændevinsbrænderier og bryggerier, hvor dyrene fededes op med masken, hvilket også gav god mælk. Nogle af dyrene har givetvis også fundet vej til bøndernes stalde, og indkrydsningen i økvæget må sikkert have forbedret dette. Den bevidste avl med de røde køer startede – ifølge traditionen – netop da en sådan slesvigsk kvægdrift omkring 1840 passerede Ryslinge. En rød ko kælvede ud for smedens hus, og da kalven ikke kunne vinde med, fik han den. Denne røde tyrekalv blev sidenhen stamfar til en berømt slægt af røde køer, og i sidste halvdel af det 19. århundrede opstod der tilsvarende stammer andre steder på øerne. Den røde malkeko slog dog først for alvor igennem i det 20. århundrede.

RDM på Birkholm

Racen blev fra omkring 1970 stærkt opblandet med amerikansk og canadisk brunkvæg, og i dag er der kun ca. 150 rene dyr tilbage.

Grunden til fortrængningen var en delvis fejlslagen forædling: Yver og patter var blevet alt for store, mælken var tynd og malkningen sen, kødsætningen for dårlig, og blandt andre skavanker som følge af indavlen havde mange køer efterhånden også fået svært ved at kælve. Det kneb også efterhånden med forplantningsevnen, fordi mange tyres sperm var for spaltede i hovedet så de ikke kunne gennembryde æggets membran.

Kilde/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]