Radioforsats

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En radioforsats (en tuner) fra Sony.

En radioforsats er en radiomodtager uden udgangsforstærker (eng. tuner). Radioforsatsen består af elektronik, som modtager et signal fra en valgt radiokanal i et eller andet frekvensbånd via radioantennen eller kabel-tv. Forsatsen foretager detektering af det indmodulerede signal og sender det ud som et linjesignal.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Eksempler på elektronik, som indeholder en radioforsats: Transistorradio, Ghettoblaster, Trådløs telefon, Mobiltelefon, Walkie-talkie, trådløst LAN, Bluetooth, radiour.

Analog, digital, frekvensbånd[redigér | redigér wikikode]

En analog radioforsats er designet til at kunne modtage en radiokanal i en eller flere af disse frekvensbånd, næsten kun i mono. Dog blev der i en årrække i 1990'erne i USA testet et stereosystem ved navn C-QUAM AM-stereo. Stereo-systemet anbefalede at AM-radiomodtageren opfyldte AMAX kravene:

En digital radioforsats er designet til at kunne modtage en radiokanal i en eller flere af disse frekvensbånd:

Teknisk[redigér | redigér wikikode]

Der er flere forskellige måder at lave en radioforsats på:

  • Diodemodtager, Krystalmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun stærke stationer kan modtages. Få komponenter. Ingen strømforsyning nødvendig undtagen radiosenderens modtagne energi.
  • Retmodtager – Anvendes til visse radioure f.eks. OZ9HBO, EDR Holstebro, Experimenterende Danske Radioamatører (pdf) Citat: "...Program 1 på langbølge med 150 kW,245 kHz [2004: 243 kHz]. Langbølgens frekvens er så nøjagtig, at den af videnskab og industri benyttes som normalfrekvens. Dens afvigelse er mindre end én svingning for hver milliard svingninger...".
  • Neutrodyn modtager – Anvendt i radiofoniens barndom – ca. 1923-1926.
  • Refleksmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen og den anvendes også som LF-forstærker og AM-detektor. Lavt strømforbrug.
  • Superregenerativ modtager – Anvendt i radiofoniens barndom (1920'erne-1950'erne. Forbavsende god selektivitet og forstærkning. Kan være et godt undervisningseksempel. Kan være svær at benytte, da den let går i selvsving. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen. Lavt strømforbrug.
  • Superheterodyn modtager – Mest anvendt i dag. Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere. Billig i dag.
  • Software Defineret Radio – Bliver anvendt flere og flere steder (2010). Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Særligt egnet til modtagelse af digital signaler. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere. Relativt dyr i dag (2010).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: