Ragnarok

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Ragnarok (flertydig). (artikler, som begynder med Ragnarok).

Ragnarok (oldnordisk: Ragnarökr) er i germansk og nordisk religion betegnelsen for en række fremtidige begivenheder, som vil føre til verdens undergang. Ordet betyder Gudernes skæbne og er en hentydning til, at de magtfulde guder vil dø under det sidste og afgørende slag mellem dem og deres fjender. Ragnaroksmyten er beskrevet i det anonyme digt Völuspá og Snorre Sturlasons Edda,^[2] men der kan findes mange flere referencer til eskatologiske forestillinger i kildemateriale fra hele det germanske område.

Ragnarok vil blive indledt af en serie naturkatastrofer, der kulminerer i en fimbulvinter, som vil vare i tre hele år. Herefter vil der blive udkæmpet et kæmpe slag mellem guderne på den ene side og jætterne sammen med kaosuhyrerne på den anden. Hovedparten af de kæmpende vil dø, heriblandt de største guder. Slaget vil blive afsluttet af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i oceanet. En ny og frisk Jord vil derpå stige op, den vil blive befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar. Ragnarok var et vigtigt element i den nordiske verdensforståelse, der har betydning for tolkningen af mange forhold i den nordiske kultur. Betegnelsen blev gjort berømt af Richard Wagner, der brugte den som titel på den sidste del af Nibelungens ring.^[3]

Indholdsfortegnelse 1 Etymologi 2 Overlevering 2.1 Ældre Edda 2.2 Helgakviða Hundingsbana II 2.3 Yngre Edda 2.3.1 Gylfaginning kapitel 25 og 33 2.3.2 Gylfaginning kapitel 50 2.3.3 Gylfaginning kapitel 51 og 52 3 Arkæologiske levn 3.1 Thorvalds kors 3.2 Gosforth Cross 3.3 Ledberg stenen 3.4 Skarpåker stenen 4 Teorier 4.1 Muspille, Heliand og kristendom 4.2 Protoindoeuropæisk basis 4.3 Vulkanudbrud 5 Referencer 6 Litteratur

[redigér] Etymologi

Det nordiske ord "ragnarökr" består af to led. Det første, ragna, er en genitivform af regin i flertal, som betyder "guder" eller "herskende magter" (protogermansk: *ragenō). Det andet led er rökr, som har flere betydninger, fx årsag, bane, skæbne, domsfældelse, relation og afslutning. Ragnarok bliver derfor i reglen oversat med Gudernes skæbne eller Dom.^[4] Rökr stammer fra *rakō.^[5]

I digtet Lokasenna og i Yngre Edda optræder formen ragnarøk(k)r, hvor andet led røkkr betyder "mørke", hvilket tilsyneladende er en beskrivelse af det mørke, der vil herske i verden, når guderne er forsvundet. Det er usikkert om denne form skyldes en misforståelse eller en lærd omfortolkning af det oprindelige navn.^[5] I moderne tid bliver ordet ragnarok i Skandinavien også brugt til at beskrive en katastrofe eller ulykke med meget store konsekvenser.^[5]

I kilderne bruges også andre betegnelser som synonymer for begivenhederne omkring ragnarok:Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Ugyldige navne, fx for mange

• Aldar rök (verdens afslutning) i Vafþruðnismál strofe 39
• Tíva rök (tíva = gudernes) i Vafþrúðnismál strofe 38 og 42
• þá er regin deyja (der guderne skal dø) i Vafþrúðnismál strofe 47
• Unz um rjúfask regin (når guderne ødelægges) i Vafþrúðnismál strofe 52, Lokasenna strofe 41 og Sigrdrífumál strofe 19
• Alder rof ("verdens ødelæggelse") i Helgakviða Hundingsbana II strofe 41
• Regin þrjóta ("gude-afslutning") i Hyndluljóð strofe 42
• þá er Muspellz-synir herja ("når Muspellsønnerne går i krig ") i Gylfaginning

kapitel 18 og 36

[redigér] Overlevering

[redigér] Ældre Edda

Teksterne i Ældre Edda indeholder flere referencer til Ragnarok. I digtet Völuspá er der en lang beretning om de begivenheder, som i digtets forestillingsverden vil finde sted ved afslutningen af verden. Den strækker sig fra strofe 40 til 58. I digtets rammefortælling har guden Odin genopvækket den døde Vølve, for at hun skal fortælle ham verdens skæbne, herunder dens undergang og hans egen død. Citat fra strofe 40:

Frem ser jeg længer, meget kan jeg sige om Ragnarok, Faldets Rædsel.[6]

Brødre vil dræbe brødre, søstre og brødre vil bryde slægtskabets bånd, og hor sprede sig; dvs. at samfundets orden vil bryde sammen, da de regler, som normalt regulerer det ikke længere gælder (strofe 40-45). Denne beskrivelse af sammenbruddet af menneskenes verden afsluttes på følgende måde:

Hugtid, Hærtid, halve Skjolde, Vindtid, Ulvtid, saa vælter Verden.[6]

Vølven fortæller videre, at haner vil gale (strofe 42-43). Derpå vil hunden Garm hyle og bryde den kæde, han er bundet med. Míms sønner, som nævnes efterfølgende, findes der ellers ingen bevarede referencer til, og deres rolle er derfor ukendt.^[7] Så løfter Heimdall Gjallarhorn og blæser dybt i det, og Odin rådspørger Míms hoved, mens verdenstræet, Yggdrasil, skælver og ryster, og vejen til Hel opsluges i flammer. Fra øst kommer jætten Hrym med sit skjold foran sig. Midgårdsormen vrider sig rasende og oprører oceanet. Hresvælg skriger op, mens han sønderriver ligene af døde mænd, og skibet Naglfar river sig løs for at sejle mod vest med ildjætterne fra Muspelheim som besætning og med Loke ved roret.

Vølven fortæller videre, at mens hele Jotunheim skælver, vil guderne holde ting, og dværgene vil stå jamrende udenfor deres bjerghuler af frygt. Nu vil Surt ankomme fra syd med sit brændende sværd i hånden, klipperne vil sprække og himmel og Jord bryde i sønder.

Da begynder det sidste slag, hvor guderne vil kæmpe mod de indtrængende fjender. Odin vil dø i kamp med ulven (Fenris), hvilket vil påføre hans hustru Frigg sin anden store sorg (den første var sønnen Balders død. Odins søn, Vidar, vil derpå hævne sin fader ved at dræbe ulven. Frej skal kæmpe mod Surt, og de vil dræbe hinanden. Midgårdsormen vil åbne sit gab, så det når fra himlen til jorden, og vil møde Thor i kamp. Ormen bliver dræbt, men Thor vil kun gå ni skridt, før han selv falder om, dræbt af ormens gift. Da verdens store beskytter er død, vil alle flygte fra deres hjem, solen blive mørk, jorden forsvinde i havet og stjernerne forsvinde fra himlen. Damp vil da stige op, og flammer vil nå himlen.^[8]

Nu ser Vølven en ny Jord stige op af havet, der vil være et vandfald, og en ørn ovenover vil jage fisk på et bjerg. De overlevende aser vil atter mødes på Idasletten, hvor de vil tale om de store begivenheder i fortiden, de vil tale om Midgårdsormen og om runerne. I græsset vil de finde de gyldne spillebrikker, som det blev fortalt i begyndelsen af digtet, at guderne lykkeligt havde spillet med i urtiden (strofe 9). Markerne vil blomstre usåede, og Høder og Balder vil vende tilbage fra dødsriget og vil udsonede leve igen sammen.

I den udgave af digtet, der findes i Hauksbók, er der i strofe 65 en svært tolkelig hentydning til den "Almægtige, der hersker over al ting", som vil stige ned til gudernes hov fra oven.^[9] Dette er blevet tolket som en senere kristen tilføjelse.^[10] Vølven afslutter sin fortælling med en beskrivelse af dragen Nidhug, som flyver over himlen med lig i kløerne, hvorpå hun synker tilbage til dødsriget. Det er usikkert, om hun her refererer til en nutidig hændelse i rammefortællingen eller til en hændelse i hendes beretning om verdens skæbne.

[redigér] Helgakviða Hundingsbana II

I digtet Helgakviða Hundingsbana II er der en reference til ragnarok (strofe 40), her passerer valkyrien Sigrúns tjenestepige den afdøde Helge Hundingsbanes gravhøj. Pigen overraskes af Helge sammen med sine mænd, hvorpå hun spørger, om hun ser syner, siden hun ser døde mænd ride, eller om ragnarok er begyndt. Helge svarer hende, at ingen af delene er sande.^[11]

[redigér] Yngre Edda

Snorri Sturluson brugte meget materiale fra bl.a. Völuspá til sin egen fremstilling af Ragnarok i Yngre Edda, men hans tekst bidrager også med mange forklaringer på de ellers dunkle tekststykker i det ældre digt; nogle elementer i Snorris tekst er dog i konflikt med, hvad der står i Völuspá.

[redigér] Gylfaginning kapitel 25 og 33

I Gylfaginning fra Yngre Edda er der flere referencer til ragnarok, første gang i kapitel 25, hvor Høj fortæller Gangleri, kong Gylfe i forklædning, om gudinden Ydun, herunder at hendes æbler vil holde guderne unge indtil ragnarok. ^[12] I kapitel 34 beretter Høj, hvordan Fenrisulven blev bundet, og at den vil forblive det indtil ragnarok. Høj forklarer også, at grunden til at guderne ikke straks dræbte ulven, var at de respekterede deres hellige steder så meget, at de ikke ville besmudse dem med ulvens blod, selvom den ville blive Odins død.^[13]

[redigér] Gylfaginning kapitel 50

Kapitel 50 indeholder en detaljeret gengivelse af ragnaroks forløb suppleret med dele af Völuspá. Her forklarer Høj, at det første tegn på ragnaroks komme vil være Fimbulvinteren (”mægtige vinter”^[14]), hvor tre vintre vil komme uden sommer imellem. Før da vil tre andre vintre komme med store kampe, hvor brødre vil kæmpe mod hinanden, og det normale slægtssamfund vil bryde sammen. Derpå fortæller Høj, at ulven vil sluge solen, og hans bror vil sluge månen, hvilket menneskene vil føle som en stor ulykke. Stjernerne vil forsvinde, jorden og bjergene vil skælve, og alle bånd og lænker vil brydes; derfor vil Fenris slippe fri og løbe frem med åbent gab, og Naglfar vil rive sig løs med jætten Hrym ved roret. Havet vil oversvømme jorden, når Midgårdsormen går på land og spreder edder og gift omkring sig. I det øjeblik revner himlen, og Muspellsønnerne rider ud deraf med Surt i spidsen med sit sværd, der vil lyse klarere end solen. De vil ride over Bifrost, der vil bryde sammen under dem, til slaget på Vígríðr. Her vil de samles med de øvrige kaosmagter. Samtidig vil Heimdall rejse sig og blæse i sit horn, så guderne vækkes. Odin rider til Mimers brønd for at søge råd, og træet Yggdrasill vil skælve, og alle på hele jorden ryster af angst.

Aserne og einherjarne vil ruste sig og drage frem mod slagmarken, med Odin i front iført en gylden hjelm, ringbrynje og med spyddet Gugner i hånden. Odin går frem mod Fenris med Thor ved sin side, men Thor kan ikke hjælpe, da han må kæmpe mod Midgårdsormen. Frej kæmper bravt med Surt, men falder, fordi han mangler det sværd, han gav Skirnir. Garm kæmper mod Tyr, og den kamp ender med begges død. Det vil lykkes Thor at dræbe ormen, men han når kun ni skridt væk, før han selv dør af dens gift. Odin sluges af ulven, men hans søn, Vidar, dræber den iført sko med tykke såler og hævner dermed sin far. Loke og Heimdall dræber hinanden i kamp. Surt dækker nu hele jorden med sin ild, så hele verden brænder op. Herpå citerer Snorri strofe 46 og 47 fra Völuspá og strofe 18 fra Vafþrúðnismál, som fortæller om slagmarken.^[15]

[redigér] Gylfaginning kapitel 51 og 52

I begyndelsen af kapitel 51 spørger Gangleri, hvad der vil være, efter at himmel og jord er blevet brændt, og alle guderne er døde, sammen med einherjerne og hele menneskeheden. Tridi svarer, at der vil være både gode og dårlige boliger, og det bedste sted vil være Gimle i himlen, hvor hallen Brimir med rigeligt drikke også vil befinde sig. I Niðafjöll vil salen Sindri, bygget af rødt guld, ligge; her vil gode og brave mænd bo. På Náströnd ligger imidlertid en hæslig sal, hvor edsbrydere og mordere må vandre hen. Derpå citeres Völuspá strofe 38 og 39, afbrudt af oplysningen om at Hvergelmir, hvor Nidhugg hakker i de døde, er det værste sted.^[16]

Kapitel 52 indledes med at Gangleri spørger om nogen af guderne vil overleve, og om noget af himlen og jorden vil være tilbage. Høj svarer, at jorden atter vil komme til syne fra havet, smuk og grøn med selvsåede marker. Der hvor Asgård engang var, vil Iðavöllr ligge, urørt af Surts flammer, og her vil Odins sønner Vidar og Vale bo. Thors sønner Mode og Magni, der nu besidder Mjølner, vil møde dem der. Og fra Hel vil Balder og Høder komme, og de vil sætte sig sammen og tale om fortidens begivenheder. De vil finde de guldbrikker, aserne havde haft i urtiden. Völuspá strofe 51 citeres derpå. Høj fortæller videre, at to mennesker, Liv og Livtraser har overlevet, og deres afkom vil genbefolke jorden. Dernæst fortælles det, at Sol på forunderlig vis har fået en datter, der vil følge hendes spor, hvorefter Vafþrúðnismál strofe 45 citeres. Hvad der videre vil ske, er der ifølge beretningen ingen, som ved.^[17]

[redigér] Arkæologiske levn

En række udgravede objekter er blevet tolket som afbildninger af begivenheder, der skulle finde sted i forbindelse med ragnarok.

[redigér] Thorvalds kors

Thorwald's Cross er et fragment af en runesten fra Isle of Man, rejst ved Kirk Andreas, og på den er der afbildet en skægget mand, som holder et spyd mod en ulv, der bider hans ene fod. På mandens skulder sidder en stor fugl.^[18] Stenen dateres af Rundata til 940^[19], mens andre daterer den til 11. århundrede.^[18] Selv om billedet er placeret ved siden af et kors, så tolkes det almindeligvis som en afbildning af Odins død i ragnarokslaget.^[18][20] Et andet billede på stenen tolkes som Kristus triumf over satan,^[21] og den betegnes derfor som et eksempel på den synkretistiske kultur der fandtes i forbindelse med religionsskiftet i Norden.^[18]

[redigér] Gosforth Cross

Gosforth Cross fra 11. århundrede blev rejst i Cumbria, England. Pga. kombinationen af nordiske og kristne symboler er den blevet beskrevet som en parallel til Thorwald's Cross. Billederne på korset er i Borrestil, og de forestiller sandsynligvis scener fra både den kristne dommedag og det nordiske ragnarok.^[18] Et af billederne viser en mand, der med den ene fod træder et uhyres underkæbe ned og med den anden holder overkæben oppe, mens han holder et spyd; dette er sandsynligvis Vidar, der dræber Fenris.^[18]

[redigér] Ledberg stenen

På den svenske Ledberg sten fra 11. århundrede er der, i lighed Thorwald's Cross, et billede af en mand, hvis ene fod er placeret i munden på et firbenet uhyre; det kunne være Odin, der fortæres af Fenris i ragnarokslaget.^[20] Nedenunder er et billede af en mand med hjelm, men uden ben, som rækker armene frem. Det er usikkert, hvem denne figur forestiller, og derfor kan motivet på stenen også være en fremstilling af en anden kamp.

[redigér] Skarpåker stenen

På Skarpåker Stenen fra begyndelsen af 11. århundrede i Södermanland er der en runeindskrift, hvor en fader begræder tabet af sin søn vha. stroferne fra et digt, der også kendes fra Ældre Edda:

Iarð skal rifna ok upphiminn

"Jord skal sønderrives også over himlen."

Jansson (1987) bemærker, at enhver i samtiden, som læste denne inskription, ville blive mindet om ragnarok og derved vide, hvor stor en sorg denne fader havde følt over sønnens død.^[22]

[redigér] Teorier

[redigér] Muspille, Heliand og kristendom

Opdagelsen af det oldhøjtyske digt Muspilli fra 9. århundrede har medført flere teorier om forholdet mellem det og den nordiske forestilling om ragnarok. Muspilli er et kristent digt, der omhandler dommedag, men forekomsten af ordet Muspille er måske forbundet med Muspell. I det oldsaksiske digt Heliand fra 9. århundrede om Kristi liv forekommer samme ord i forskellige former. I begge digte bruges ordet til at beskrive verdens undergang gennem ild, hvilket kan være et tegn på, at forestillingen om ragnarok også var udbredt blandt sydgermanerne.^[23] I andre nordiske tekster optræder beslægtede ord i beskrivelsen af ragnarok, men der er endnu ikke blevet påvist nogen etymologisk forbindelse mellem dem. ^[23]

[redigér] Protoindoeuropæisk basis

Der er blevet påvist flere paralleller mellem den nordiske idé om ragnarok og forestillinger fra andre indoeuropæiske kulturer. Det er derfor blevet foreslået, at fortællingen om ragnarok repræsenterer en senere udvikling af en gammel proto-indoeuropæisk idé om verdens undergang, i lighed med andre beslægtede kulturer. Lighederne indbefatter bl.a. en langvarig kosmisk vinter. Den findes også blandt oldiranerne, bundashihn og Jamshid.^[24] Vídar er blevet sammenlignet med den vediske gud Vishnu, der ligesom Vidar brugte specielle sko i sin kosmiske kamp mod en enorm ulv. ^[24]

[redigér] Vulkanudbrud

Hilda Ellis Davidson har fremført den teori, at begivenhederne i Völuspá efter gudernes død, da solen bliver sort, og damp og flammer stiger mod himlen, er inspireret af vulkanudbrud på Island. Ældre beskrivelser af historiske udbrud har store ligheder med beskrivelsen i digtet, især udbruddet ved Laki i 1783.^[25] Bertha Phillpotts mener ligefrem, at figuren Surt selv er blevet inspireret af sådanne udbrud, og at han derfor var en vulkandæmon.^[26] Surts navn forekommer i nogle islandske stednavne, heriblandt lavagrotterne Surtshellir i det centrale Island.

[redigér] Referencer

[redigér] Litteratur

• Bellows, Henry Adams (2004). The Poetic Edda: The Mythological Poems. Dover Publications. ISBN 0-486-43710-8
• Bjordvand, Harald; Lindeman, Fredrik Otto (2007). Våre arveord. Novus ISBN 978-82-7099-467-0.
• Davidson, H. R. Ellis (1990). Gods and Myths of Northern Europe. Penguin Books. ISBN 0-14-013627-4.
• Fazio, Michael W. Moffett, Marian. Wodehouse, Lawrence (2003). A World History of Architecture. McGraw-Hill Professional. ISBN 0-07-141751-6
• Hunter, John. Ralston, Ian (1999). The Archaeology of Britain: An Introduction. Routledge. ISBN 0-415-13587-7
• Jansson, Sven B. (1987). Runes in Sweden. Stockholm, Gidlund. ISBN 917844067 X
• Larrington, Carolyne (Trans.) (1999). The Poetic Edda. Oxford World's Classics. ISBN 0-19-283946-2
• Lindow, John (2001). Norse Mythology: A Guide to the Gods, Heroes, Rituals, and Beliefs. Oxford University Press. ISBN 0-19-515382-0.
• Macleod, Mindy. Mees, Bernard (2006). Runic Amulets and Magic Objects. Boydell Press. ISBN 1-84383-205-4
• Mallory, J.P. Adams, Douglas Q. (1997). Encyclopedia of Indo-European Culture. Taylor & Francis. ISBN 1-884964-98-2
• Phillpotts, Bertha (1905). "Surt" in Arkiv för Nordisk Filologi, volume 21, pp. 14 ff.
• Pluskowski, Aleks. "Apocalyptic Monsters: Animal Inspirations for the Iconography of Medieval Northern Devourers" as collected in: Bildhauer, Bettina. Mills, Robert (2004). The Monstrous Middle Ages. University of Toronto Press. ISBN 0-8020-8667-5
• Rundata 2.0 for Windows.
• Schapiro, Meyer (1980). Cain's Jaw-Bone that Did the First Murder, Selected Papers, volume 3, Late Antique, Early Christian and Mediaeval Art. Chatto & Windus, London, ISBN 0-7011-2514-4.
• Simek, Rudolf (2007) translated by Angela Hall. Dictionary of Northern Mythology. D.S. Brewer. ISBN 0-85991-513-1

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Ragnarok