Realisme (international politik)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Realisme.

Realisme er en teoriretning indenfor International politik.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Realismen arbejder med en grundlæggende antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig (eller trusler derom). Det væsentligste hensyn for den enkelte stat bliver dermed at sikre sin egen overlevelse. Realismen mener således, at international politik først og fremmest handler om magtforholdet mellem staterne i det internationale system.

Realismen arbejder med kerneantagelsen, at det internationale system er et anarkisk system; der er ingen internationale organisationer, der har autoritet over staterne. Mens realismen anerkender, at der er andre aktører end staterne i det internationale system, betragtes disse ikke som væsentlige – flere realister mener, at internationale organisationer bedre kan betegnes som arenaer for staternes handlinger end som selvstændige aktører.

Realister og neorealister[redigér | redigér wikikode]

Realisme opdeles typisk i klassiske realister og neo-realister. Klassiske realistiske værker omfatter blandt andre Thukydid og hans klassiske studium af den peloponesiske krig, Niccolo Machiavellis Fyrsten og Thomas Hobbes' Leviathan. Fælles for de tre forfattere er, at de betragter menneskets i en uløselig situation, hvor usikkerhed og konflikt er væsentlige elementer. De tre værker betragtes ofte som umoralske, men man kan betragte værkerne som højst moralske: I og med, at statens overlevelse er det væsentligste element i international politik, vil det være umoralsk at håbe på, at andre stater ikke vil gøre alt for at udrydde éns egen stat. Statslederen kan derfor komme i situationer, hvor det vil være nødvendigt at handle mod sin egen moral for at sikre statens overlevelse, og klassisk realisme betragter dette som en nødvendighed.

Realismen og den kolde krig[redigér | redigér wikikode]

Realismen fik sit egentlige moderne gennembrud i den indledende fase af den kolde krig. Realisterne opfatter magt som et nulsumsspil i et anarki, hvor staterne som de egentlige aktører kæmper om de givne positioner. For realismens ”fader” Hans Morgenthau var magt det umiddelbare mål for staters adfærd i international politik. Disse måtte ses i lyset af den faktiske bipolaritet under den kolde krig. Polariteten var således givet og i princippet ubevægelig. Konkret betød dette, at studierne især rettede sig mod sikkerhedspolitik og magtbalance. I dette rum ville de enkelte aktører (primært staterne) positionere sig med udgangspunkt i nationale interesser. Positioneringen kunne være aktiv i form af en udvidelse af statens egne magtressourcer eller passiv ved tilpasning til andre staters positionering. Overstatslige og mellemstatslige organisationer opfattes derfor af realister som et instrument for statslige positioneringer. [1]

Neorealismen[redigér | redigér wikikode]

Neo-realismen er mindre normativ i sin tilgang til studiet af internationale relationer. Kenneth Waltz, den ledende neo-realist, forsøger at beskrive staters handlinger ud fra den internationale struktur. Det normative element forsvinder dermed; staterne handler på en given måde, fordi strukturen nødvendiggør disse handlinger.

Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner – inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes kapabiliteter. Strukturen i det internationale samfund ændres, når fordelingen af kapabiliteter forandres. Hans betydning for forskningstraditionen omfatter især en udvidelse af det oprindelige felt til at omfatte strukturen i det internationale system, som antages at skabe rummet for magtudøvelse. Waltz har bl.a. analyseret, hvordan stater indgår i alliancedannelse, krigsførelse og fredsslutning i et forsøg på at forklare strukturelle betingelser for staters handlerum. Han anskuer internationale organisationers muligheder for at handle i internationale anliggender for at være begrænsede af staternes brug af disse organisationer som et middel til at opnå egne mål.

Det helt afgørende for Waltz er fordelingen mellem de største magter. Han sondrer mellem bipolære systemer – såsom systemet under den kolde krig – og multipolære systemer, såsom systemet før afslutningen på 2. verdenskrig. Et tredje system, det unipolære system, betragtes som et system, der kun kan overleve en kort overgang. Kenneth Waltz har derfor forudset, at USA’s stilling som eneste supermagt ikke kan fortsætte og forventer, at der vil opstå en multipolaritet i det internationale system i løbet af en kortere årrække. [2] Den førende danske neorealist, Bertel Heurlin, er ikke enig med Waltz i dette spørgsmål:

”Der er intet der tyder på, at denne forudsigelse vil blive til virkelighed. Tværtimod tyder alt på, at unipolariteten har bidt sig fast: Der er ingen klare kandidater til nye supermagter, og der er ingen tegn på, at det vil kunne betale sig for større magter at danne modalliancer mod USA” [3]

Waltz betragter det bipolære system som det mest sikre. Når der kun er to magter, så vil begge arbejde på at bevare det eksisterende system, da de derigennem vil sikre deres egen overlevelse.

Teoretikere[redigér | redigér wikikode]

Klassiske realister[redigér | redigér wikikode]

Neorealister[redigér | redigér wikikode]

Neoklassiske realister[redigér | redigér wikikode]

Strategisk realisme[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jf. Petersen, Nikolaj og Mette Skak (1998) s. 18-22
  2. I en samtale med Ole Wæver på Københavns Universitet 11. juni 2005 fremhævede Kenneth Waltz, at problemet ved fravær af konkurrerende magtpoler er, at en stat, som besidder overvældende magt opfører sig egenrådigt og umådeholdent i international politik.
  3. ""USA som militærmagt"". http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/USA-webfinal.pdf/2005. Hentet 2011-11-19. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]