Reconquista

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 16:16 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Mens moskeerne for det meste blev revet ned, omskabte man minareterne til klokketårne. Her ses tårnet i byen Ronda.

Reconquista'en er historien om den langsomme generobring af den Iberiske halvø (dvs. det nuværende Portugal og Spanien), som folk fra de kristne kongeriger udførte i tidsrummet mellem 722 og 1492, og som medførte fordrivelsen af de muslimske maurerere fra halvøen.

Baggrund

I 711 invaderede araberne for første gang Den Iberiske Halvø fra Nordafrika. I løbet af 3 år underlagde de sig halvøen og oprettede riget al-Andalus, som opfattede hele den Iberiske halvø med undtagelse af et lille hjørne op mod Biskayen. I dette restområde opstod en række kristne kongedømmer, der siden blev udgangspunkt for en ekspansion mod syd på bekostning af det muslimske herredømme.

I Asturiens bjerge gjorde de kristne den første sejrrige modstand mod de indtrængende arabere i slaget ved Covadonga i 722, men trods de mange væbnede konflikter mellem fyrster, der tilhørte henholdsvis islam og kristendommen, dukkede begrebet "religiøs krig" først op i den anden halvdel af det 11. århundrede, langt inde i korstogenes tid.

De ældste krøniker skrevet i Asturien, der beskriver den konflikt, der senere blev kendt som La reconquista, stammer fra 9. og 10. århundrede, og de lægger stor vægt på det asturiske kongehus forbindelser til de visigotiske konger og at al-Andalus derfor var deres retmæssige men nu tabte ejendom, og at det var kongernes pligt at generobre det. Disse krøniker blev ikke skrevet af lokale, men af mozarabere, dvs. kristne fra al-Andalus, der havde måtte forlade deres hjemegn og flygte mod nord. Denne gruppe havde rødder i den visigotiske overklasse og havde bevaret forbindelsen til dens traditioner. Beskrivelsen af denne evige konflikt mellem to civilisationer; én oprindelig men nu fordreven og en fremmede invaderende, blev modsvaret af krøniker fra al-Andalus, der fokuserer på den muslimske fyrstes pligt til at erobre og omvende nabofolket til islam. [1]

Idéen om de to adskilte og evigt kæmpende kulturer har i høj grad det billede eftertiden har fået af forholdet mellem de muslimske og kristne stater i Spanien. Den har længe været så fasttømret at den er blevet selvforklarende; dvs. det har længe ikke været nødvendigt at forklare baggrunden for konflikten som andet end en konflikt mellem to stridende civilisationer, mellem øst og vest.[2]

Kilder tilbage fra den visigotiske periode viser at regionen omkring Asturien, der blev beboet af folkeslagene vasconi, cantabri og asturi, aldrig blev fuldt ud kontrolleret af dem, og at det samme var tilfældet i den sidste del af det romerske herredømme.[3] Asturien var allerede før 711 reelt et selvstændigt område. Covadonga lå derfor i et område, der aldrige havde været en del af det gamle visigotiske kongerige. Desuden tyder alt på at den konge, Pelayo, der anførte de kristne tilhørte en lokalt asturisk dynasti, og at han derfor i realiteten fortsatte den kamp for landets selvstændighed, hans forgængere havde ført mod romerne og visigoterne.[4]

Kulturelle forhold under reconquista'en

Det område, der var erobret af muslimerne, blev kaldt al-Andalus. her fandtes der stadigvæk kristne samfund, de blev mozarabere, og fik tilladelse af deres muslimske herrer at beholde deres egen religion, eget sprog og egne love. Den tolerance gik dog tabt, efterhånden som reconquista'en bredte sig (som følge af arvingernes generobring af de landområder, som tidligere havde tilhørt vestgoterne) og med ankomsten af almoraviderne og almohaderne fra Nordafrika.

Ligeledes levede der fortsat muslimer i de landområder, som omvendt kom under de kristne konger. På den måde skabtes der en vigtig kulturel udveksling mellem muslimer og kristne. Til de to nævnte kulturer føjede sig jødernes. De talte, bortset fra hebraisk, også arabisk og castiliansk (spansk), hvad der gav dem en vigtig rolle i oversættelsen af tekster på de forskellige sprog (sammen med de kristne oversættere på tolkeskolen i Toledo). Takket være oversættelser til latin nåede teksterne ud til de andre europæiske lande.

Ændrede krigsmål

Kampen mod maurerne forhindrede ikke de kristne kongeriger i at strides indbyrdes eller at have forbindelser til de islamiske kongehuse. Eksempelvis nedstammede de første konger af Navarra fra familien Banu Qasi fra Tudela. Mauriske konger havde ofte hustruer eller mødre, som var opvokset i kristne familier, og de kristne helte som El Cid lavede aftaler med kongerne af Taifa om at bekæmpe deres naboer.

I højmiddelalderen blev kampen mod de spanske maurere gjort ensbetydende med den samlede kristenheds kamp. Ridderordner som "Den Hellige Jakobs Orden", "Montesa-ordenen" og "Tempelridderne" blev grundlagt eller indkaldt. Paverne kaldte de europæiske riddere til korstog på halvøen, og hære fra Frankrig, Navarra, Castillien og Aragonien kæmpede sammen i slaget ved Las Navas de Tolosa i 1212.

Isabella I af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien, de "katolske monarker", afsluttede den kulturelle udveksling mellem muslimer og kristne, da de fordrev araberne og jøderne fra Spanien efter Granadas fald i 1492. Dermed afsluttede Reconquista’en.

Minder om den arabiske tid i dagens Spanien

Sociale grupper på reconquista’ens tid

Efter sejre og nederlag opstod der nogle særlige, sociale grupper:

  • Mozaraberne: Efterkommere efter den romerske befolkning, som ikke konverterede til Islam. I forfølgelsestider udvandrede en del af dem nordpå.
  • Muladierne: Kristne, som konverterede til Islam efter erobringen af Spanien.
  • Renegaterne: Enkelte kristne, som gik over til Islam og ofte tog del i kampene mod deres tidligere trosfæller.
  • Mudejarerne: Muslimer som blev tilbage i de områder, der blev erobret af de kristne. Deres efterkommere blev kaldt "moriscos" efter 1492.
Kortet er kopieret og redigeret efter den tilsvarende artikel på nl.wikipedia.org.

Tidslinje

Noter

  1. ^ Moreno; 1996, pp. 87-88
  2. ^ Moreno; 1996, pp. 83
  3. ^ Notitia Dignitatum fra c. 400 f.v.t. beskriver bl.a. de romerske befæstninger på grænsen til asturernes område
  4. ^ Moreno; 1996, pp. 90

Se også

Litteratur

  • Moreno, Eduardo Manzano, Chrsitian-Muslim Frontier in al-Andalus: Idea and Reality, pp. 83 – 99, i Agius & Hitchcock ed.: The Arab Influence in Medieval Europe, Ithaka Press, 1996.
  • Notitia dignitatum: accedunt Notitia urbis Constantinopolitanae et Laterculi provinciarum, edidit Otto Seeck, Berolini: Weidmann, 1876.
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Reconquista&oldid=7762285"