Regeringschef

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En regeringschef er en person, der er indehaver af en stats højeste regeringsembede og som oftest leder et kabinet. I parlamentariske stater er der forskel på, hvem der er henholdsvis regeringschef og statsoverhoved, mens regeringschefen i en præsidentiel republik eller et absolut monarki kan være begge dele på samme tid. Hvis statsoverhovedet også leder regeringen, bruger man som regel ikke en særlig regeringschef-titel. Man taler således om møder for "stats- og regeringschefer", når regeringsledere mødes.

Embedets titel

Embedet som regeringschef har forskellige navne i forskellige lande og til forskellige tider:

Statsminister

Uddybende Uddybende artikel: statsminister

Statsminister bruges om regeringschefer i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. I Danmark blev statsministerembedet indført i Grundloven af 1915.

Konseilspræsident

Konseilspræsident er en fransk titel, der betyder formand for (minister)rådet og dermed understreger regeringenschefens rolle som leder af kongens el. fyrstens råd. Derfor forekommer titlen kun i monarkier med en ikke parlamentarisk statsskik, hvor regeringschefen udnævnes af kongen og står til ansvar over for denne. I Danmark blev regeringschefens titel i 1855 ændret til konseilspræsident efter indførelsen af A. S. Ørsteds konservative helstatsforfatning i 1854. Det vedblev at være regeringslederens titel under fællesforfatningen for Danmark og Slesvig af 1863 og Grundloven af 1866. Efter indførelsen af parlamentarismen som statsskik ved systemskiftet i 1901 var titlen konseilspræsident forældet og ved grundlovsrevisionen i 1915 fik regeringschefen den gængse nordiske titel statsminister, ændringen trådte i kraft efter det første valg under den nye grundlov i 1918. I perioder har titlen konseilspræsident også været brugt i Frankrig og Italien.

Udtale

Titlen kan på dansk både udtales med fransk udtale af første led (conseils-præsident) og i en fordansket form som konsejlspræsident.

Premierminister

Uddybende Uddybende artikel: Premierminister

Premierminister bruges i nogle lande som navnet på det embede, hvis indehaver er regeringschef. I Storbritannien bærer premierministeren titlen "The Right Honourable" som signalerer, at han er medlem af statsrådet. I Storbritannien er der ligeledes et vicepremierministerembede.

I Danmark blev titlen premierminister brugt i 1848-1855.

Førsteminister

Førsteminister (First Minister) bruges efter den britiske decentraliseringsproces om lokale regeringsledere i Skotland, Nordirland og Wales.

Ministerpræsident

Ministerpræsident bruges oftest i semi-præsidentielle republikker, så som Frankrig og Rusland. Det bruges også i tyske delstater.

Forbundskansler

En forbundskansler (Bundeskanzler på tysk) er en kansler i en forbundsstat.

Det kan således være

Taoiseach

Uddybende Uddybende artikel: Taoiseach

Regeringschefen i Irland.

SamfundSpire
Denne samfundsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.