Regina Maria Pia (1863)
_crowned.svg){kind=small} Regina Maria Pia | |
|---|---|
.jpg) | |
| Klasse | |
| Type | Panserskib |
| Klasse | Regina Maria Pia-klassen |
| Søsterskibe | San Martino, Castelfidardo, Ancona |
| Historie | |
| Værft | La Seyne, ved Toulon, Frankrig |
| Påbegyndt | 22. juli 1862 |
| Søsat | 28. april 1863 |
| Taget i brug | 17. april 1864 |
| Udgået | 1904 |
| Skæbne | Ophugget |
| Tekniske data | |
| Deplacement | 4.201 t. |
| Længde | 75,5 m |
| Bredde | 15,2 m |
| Dybgang | 6,4 m |
| Fremdrift |
Maskineri: 2.924 HK. Sejl: tre-mastet skonnert, senere tre-mastet bark. |
| Fart | Maskine: 13,0 knob |
| Rækkevidde | 2.600 sømil ved 10 knob |
| Panser | 120 mm støbejern |
| Besætning | 480 |
| Artilleri |
4 styk 20,3 cm riflede forladere 22 styk 16,4 cm riflede forladere Senere: 2 styk 22,0 cm riflede forladere 9 styk 20,3 cm riflede forladere Endnu senere: 8 styk 15,2 cm riflede 5 styk 12 cm riflede 4 styk 57 mm hurtigtskydende 8 styk 37 mm revolverkanoner |
| Torpedoer | Tre torpedoapparater ved sidste omarmering |
Panserskibet Regina Maria Pia lagde navn til den fjerde og hidtil største serie af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De fire skibe i Regina Maria Pia-klassen blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog, der alle holdt i 40 år eller mere. Navnet Regina Maria Pia (dronning Maria Pia) var til ære for kong Viktor Emanuel 2.'s datter Maria Pia, der var gift med den portugisiske konge Ludvig 1.
_Plan.jpg)
Tjeneste[redigér | rediger kildetekst]
Regina Maria Pia deltog lige som de øvrige italienske panserskibe i slaget ved Lissa mod den østrigske flåde i juli 1866. Skibet lå som nummer to i den agterste 3. division af den italienske flåde, efter Re di Portogallo og deltog i kampen mod det østrigske skrue-linjeskib Kaiser.[1]
Efter krigen mod Østrig fik skibet nyt artilleri i to omgange. I 1888-90 blev det ombygget for sidste gang, og fik ved den lejlighed rigningen erstattet af militærmaster. Det velbyggede skib holdt helt til 1904.
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
- Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Lybeck, s. 162