Religionshistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 02:45 af 188.177.0.55 (diskussion) 188.177.0.55 (diskussion) (Tilføjet faglig forening)

Religionshistorie er en humanistisk orienteret videnskabelig disciplin, som studerer religionerne i deres historisk kendte former og undersøger såvel den enkelte religion i sig selv, såvel som religionernes indbyrdes historiske afhængighed og gensidige påvirkning. Det udforskes ofte gennem komparative studier af forskellige religioner, således kaldet komparative religionsstudier. Religionshistorie er gennem årene blevet påvirket af forskellige teorier af både indefra- og udefrakommende teoretiske strømninger. Eksempelvis kan strukturalismen nævnes i denne sammenhæng, ligesom marxismen har haft stor betydning for fagets forståelse af religion. Flere forskere og tænkere har haft stor indflydelse på fagets udvikling. Følgende kan nævnes som eksempler:

Etableringen af faget i Danmark

I Danmark blev religionshistorie etableret som universitetsfag på Københavns Universitet i efterårssemesteret 1900, hvor studerende for første gang kunne studere religionshistorie hos teologen Edvard Lehmann (1862-1930). Ansættelsen af Lehmann, der allerede var internationalt kendt for sit religionshistoriske forfatterskab, betød at Københavns Universitet kom på forkant med udviklingen af det nye fag. Teologen Edvard Lehmann (1862-1930) blev den konstituerende skikkelse i skabelsen af faget religionshistorie ved Københavns Universitet og var en utrættelig formidler af kulturhistoriske, religionshistoriske og teologiske emner, hvilket tydeliggøres i Lehmanns mange publikationer, internationalt såvel som nationalt.

I 1915 blev Vilhelm Grønbech (1873-1948), ansat som professor i religionshistorie ved Københavns Universitet, hvilket han var indtil 1943.

I Danmark udbydes religionshistorie som fag på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Se også

Eksterne henvisninger