Renault Master

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Renault Master
Producent Renault
Model Master
Type Varebil
Teknik Tvær- eller langsliggende frontmotor,
for-, bag- eller firehjulstræk
Produktionsår 1980
Forgænger Renault Estafette
Karrosseriformer Kassevogn
Minibus
Ladvogn
Chassis
Konkurrenter Fiat Ducato
Ford Transit
Mercedes-Benz T1/Sprinter
Volkswagen LT/Crafter

Renault Master er en mellemstor varebil fra Renault. På grund af joint venture'et Renault-Nissan blev anden generation af Master også solgt som Nissan Interstar og den aktuelle, tredje generation som Nissan NV400.

Derudover er Master siden anden generation blevet udviklet og produceret i samarbejde med General Motors Europa, hvilket har resulteret i Opel Movano.


Master I (1980−1997)[redigér | redigér wikikode]

Renault Master I
Renault Vitamin Water - multicolore - Strasbourg.JPG
Renault Master I (1980−1994)
Produktionsår 19801997
Motoralternativer Benzin:
2,0−2,2 liter (59−75 kW)
Diesel:
2,1−2,5 liter (44−69 kW)
Produktionssted Batilly, Frankrig
Længde 5000 mm
Bredde 2000 mm
Højde 2415 mm
Akselafstand 2870−3700 mm
Beslægtede Renault Messenger

Som efterfølger for Renault Estafette kom Renault Master på markedet i sommeren 1980 sammen med den mindre Renault Trafic. Master dækkede den større vægtklasse fra 2,8 til 3,5 tons.

Master blev bygget på den i 1980 åbnede SoVAB (Société des Véhicules Automobiles de Batilly)-fabrik i Meurthe-et-Moselle, hvor visse varianter af Trafic senere også blev bygget. Den første serie var præget af lange linjer og en kvadratisk front med subtile forlygter samt de cirkelformede dørhåndtag. Usædvanligt i dette segment var forhjulstrækket med langsliggende motor, som gav førerkabinen en høj position.

Modellen fandtes i tre forskellige akselafstande (2,87, 3,23 og 3,70 m) og som minibus, kassevogn, ladvogn og chassis til opbygning og i to forskellige taghøjder. Kassevognen kunne have et lastvolume fra 9 til 12,7 m³. Den tilladte totalvægt kunne være 2,8, 3,0, 3,1 eller 3,5 tons. Modellen kunne fås med en 2,0-liters benzinmotor med 59 kW/80 hk fra Renault 20 eller en 2,55-liters dieselmotor med 52 kW/71 hk. Denne motor kom fra Sofim og blev også benyttet i de tidssvarende Iveco Daily og Fiat Ducato. Master kunne også fås med baghjulstræk eller firehjulstræk. Disse versioner med lidt højere nyttelast blev solgt som Renault Messenger, som afløste Renault Super Goélette SG2.

Fra 1984 kunne modellen ligeledes fås med en 2,1-liters dieselmotor med 44 kW/60 hk og en 2,2-liters benzinmotor med 66 kW/90 hk.

I 1989 introduceredes den modificerede dieselmotor fra Sofim med 55 kW/75 hk eller med turbolader 65 kW/88 hk. Fra 1990 ydede den 69 kW/94 hk.

Master fik et let facelift i midten af 1994, og turbodieselmotoren kunne nu også fås med katalysator og en effekt på 66 kW/90 hk, og samtidig fik 2,2-liters benzinmotoren øget sin effekt til 75 kW/102 hk.

I slutningen af 1997 indstilledes produktionen af første generation af Master, som specielt i 1980'erne, også i eksport, på grund af de mange variationsmuligheder i forhold til opbygning, vægt og drivlinjer havde været meget succesfuld.

På det franske var modellen hovedkonkurrenten Citroën C35 meget overlegen.

Master II (1997−2010)[redigér | redigér wikikode]

Renault Master II
Renault Master SP229 de soutien des pompiers de Paris.JPG
Renault Master II (1997−2003)
Produktionsår 19972010
Motoralternativer Diesel:
1,9−3,0 liter (59−107 kW)
Længde 4899−5899 mm
Bredde 1990−2361 mm
Højde 2053−2717 mm
Akselafstand 3078−4078 mm
Beslægtede Nissan Interstar
Opel Movano
Renault Mascott

Udviklingen af en ny Renault Master begyndte allerede i 1987, men blev på grund af høje omkostninger stoppet igen.

I 1989 lavede Renault en aftale om udvikling af en varebil sammen med Leyland DAF som efterfølger for DAF 400 og udviklingen blev igen igangsat. Efter Leyland DAF's konkurs i 1993 overtog Renault igen hele udviklingsprojektet selv.

I 1995 underskrev man en aftale med Iveco om udvikling af et førerhus til bilmodellerne Master II, Messenger II og Iveco Daily III. På grund af de stigende omkostninger besluttede man at finde en ekstra partner og fandt i 1996 General Motors Europa. Dermed blev Renaults varebilsmodeller også solgt i omdøbte versioner af GM-mærkerne Opel og Vauxhall. Det første resultat af dette joint venture var Vauxhall/Opel Arena.

Det samlede udviklingsprojekt mellem de tre bilfabrikanter blev lukket i slutningen af 1997 med introduktionen af Master II, i midten af 1998 med introduktionen af Opel Movano A og i 1999 med introduktionen af Iveco Daily III og Renault Mascott (efterfølger for Messenger).

I 1998 sikrede Renault Master sig titlen Van of the Year (årets varebil). Ud over de allerede fra forgængeren kendte versioner fandtes der nu også fra fabrikken en minibus med 16 siddepladser. Lastrummet i kassevognen kunne rumme 8 til 13,9 m³. Master II fandtes udelukkende med forhjulstræk, mens de baghjulstrukne versioner var forbeholdt Renault Mascott. Modellen fandtes kun med dieselmotorer, i starten Sofims 2,5 D med 59 kW/80 hk og 2,8 dTi med 84 kW/114 hk. Senere introduceredes en af Renault selv udviklet 1,9 dTi med 59 kW/80 hk. Allerede i udviklingsfasen blev der tænkt på miljøet med næsten 90% genbrugelige materialer. For at holde omkostningerne for forbrugeren nede var de nederste karrosseribjælker, som tit var offer for kørselsskader, presset specielt og kunne let skrues af og på.

Ved årsskiftet 2000/01 introduceredes af Renault nyudviklede dCi-motorer med commonrail-indsprøjtning. 1,9 dTi blev afløst af 1,9 dCi med 60 kW/82 hk, 2,5 D af 2,2 dCi med 66 kW/90 hk og 2,8 dTi af 2,5 dCi med ligeledes 84 kW/114 hk. Alliancen Renault-Nissan startede i 1999, hvilket førte til at diverse Renault-varebiler fra starten af 2002 også blev solgt under mærket Nissan. Master II fik dermed med Nissan Interstar en yderligere søstermodel.

Renault Master (og dens søstermodeller) fik i efteråret 2003 et omfattende facelift. Designmæssigt blev fronten og kabinen modificeret og undervognen forbedret. Derudover blev 1,9 dCi-motoren optimeret. Nyt var en 3,0 dCi med 100 kW/136 hk fra Nissan, som også benyttede den i Nissan Patrol. Den faceliftede Master kunne som ekstraudstyr fås med elektronisk stabilitetsprogram (ESP). Ligeledes hørte bremseassistent til standardudstyr ligesom de hidtil monterede ABS-bremser. Udover den manuelle femtrinsgearkasse kunne modellen også fås med en automatiseret manuel gearkasse kaldet Tec-Shift.

I de følgende år ændrede motorprogrammet sig gennem videreudvikling af 2,5 dCi. En 74 kW/100 hk-version afløste 2,2 dCi, 84 kW/114 hk-udgaven fik sin effekt øget til 88 kW/120 hk, og 3,0 dCi afløstes af en 107 kW/145 hk-udgave af 2,5 dCi.

Master III (2010−)[redigér | redigér wikikode]

Renault Master III
Renault Master III front 20100501.jpg
Renault Master III (2010−)
Produktionsår 2010
Motoralternativer Diesel:
2,3 liter (74−110 kW)
Længde 5048−6848 mm
Bredde 2070 mm
Højde 2307−2815 mm
Akselafstand 3182−4332 mm
Beslægtede Nissan NV400
Opel Movano

Tredje generation af Renault Master kom på markedet i foråret 2010 og afløste såvel anden generation af Master som Renault Mascott. Dermed findes Master ligesom i første generation igen både med for- og baghjulstræk. Den forhjulstrukne version findes i vægtklasserne 2,8, 3,3 og 3,5 tons, med baghjulstræk 3,5 og 4,5 tons tilladt totalvægt. Versionen med 3,5 tons tilladt totalvægt kan som ekstraudstyr udstyres med tvillingebaghjul, som er standardudstyr på 4,5 t-modellen som også har en tilladt anhængerlast på 3 tons. Master III kan igen bestilles med firehjulstræk.

Motoren er en ny 2,3-liters dCi-motor i tre effekttrin, 74 kW/100 hk, 92 kW/125 hk og 110 kW/150 hk. Gearkassen kan enten være sekstrins manuel eller automatiseret manuel. Også denne generation af Master er udviklet i joint venture med Opel og Nissan, hvilket har resulteret i modellerne Opel Movano B og Nissan NV400.

Tekniske specifikationer[redigér | redigér wikikode]

Model Cylindre Slagvolume
cm³
Maks. effekt
kW (hk) / omdr.
Maks. drejningsmoment
Nm / omdr.
dCi 100 4 2298 74 (100) / 3500 285 / 1250 − 2000
dCi 125 4 2298 92 (125) / 3500 310 / 1250/1500 − 2500
dCi 150 4 2298 110 (150) / 3500 350 / 1500 − 2750

Tilbagekaldelse[redigér | redigér wikikode]

I december 2010 blev modellen som følge af problemer med bagakslen og utilstrækkelig styrke af sikkerhedsselerne tilbagekaldt[1].

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]