Republikken Karelija

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Republikken Karelen)
Gå til: navigation, søg
Republikken Karelija
Респу́блика Каре́лия
Karjalan tazavaldu
Republik
Flag of Karelia.svg
Coat of Arms of Republic of Karelia.svg
Nationalsang: Republikken Karelijas nationalmelodi
Land Rusland Rusland
Føderal distrikt Nordvestlige
Økonomisk region Nordlige
Officielle sprog russisk
Annerkendte mindretalssprog:[1][2]
*Finsk[3]
*Karelsk[3]
*Vepsisk[3]
Hovedstad Petrozavodsk
Areal 172.400 km² (nr. 20)
Indbyggertal 643,548 (nr. 68)
Grundlagt 16. juli 1956
Lovgivende forsaml. Lovgivende Forsamling
 - Præsident Alexander Khudilaynen
Tidszone UTC+4
Republikken Karelijas beliggenhed i Rusland
Republikken Karelijas beliggenhed i Rusland
Hjemmeside: http://www.gov.karelia.ru


Republikken Karelija (russisk: Республика Карелия, tr. Respublika Karelija, karelsk: Karjalan tazavaldu, finsk: Karjalan tasavalta, vepsisk Karjalan Tazovaldkund) er en af 21 autonome republikker i den russiske føderation og beliggende i føderationens nordvestre hjørne. Republikken Karelija udgør den østlige del af området Karelen, som er delt mellem Rusland og Finland. Området kaldtes tidligere Østkarelen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Karelens historie

I middelalderen var Karelen en region i den nordvestlige del af Rusland, øst for nutidens Finland, som kontrolleredes af Republikken Novgorod. I 1200-tallet og fremefter, blev forskellige dele af Karelen invaderet af Sverige og indlemmet i Svensk Karelen. I 1478 blev Novgorod en del Storfyrstendømmet Moskva, forløber for Zar-rusland, og Karelen blev et svensk-russisk grænseland indtil området igen blev afstået til Rusland ved Freden i Nystad i 1721.

I 1784 blev Petrozavodsk formelt hovedsæde for en egen russisk provins.

Den russiske revolution[redigér | redigér wikikode]

Under den russiske revolution sammentrådte en folkeforsamling den 12-14. juli 1917 i Uhtua og antog en deklaration om autonomi, som efterfølgende blev antaget i andre centrale byer[4]. Efter Finlands selvstændighed opstod en stemning for forening af Karelen med Finland, og i juli sammentrådte et antal repræsentater fra karelske sogne i Viena, og flere sogne med Repola i spidsen erklærede sig rede til at gøre sig fri af Rusland og forene sig med Finland[5], men i efteråret 1918 fik Den røde Hær forstærkninger, og de finske og karelske hærenheder måtte trække sig tilbage til finsk område.[6] Allerede den samme sommer blev de de nordlige dele af Karelen invaderet af udenlandske interventionsstyrker fra USA, Storbritannien og Frankrig, som støtte til "de hvide" under den russiske borgerkrig. Interventionsstyrkerne modarbejdede blandt andet finske forsøg på at tage kontrollen over Karelen fra bolsjevikkerne. Da den svage hvide russiske kontrarevolution brød sammen i foråret 1920, indtog Den røde Hær hele Østkarelen, og den 8. juni 1920 udråbtes Den karelske Arbejderkommune som et autonomt område. Denne status blev indskrevet i 1920 ved freden i Tartu mellem Sovjetunionen og Finland.[7][8]. Da karelerne anså, at bestemmelsen ikke var blevet efterlevet, gjorde de oprør i efteråret 1921 og vinteren 1922 med en vis fremgang. På initiativ af Finland blev spørgsmålet drøftet i Folkeforbundet, hvor man i en resolution[7] [Kilde mangler](der skal være link til resolutionen, ikke en omtale af den) udtrykte støtte til karelernes krav om autonomi. I praksis fik det dog ingen betydning, og de fleste[7] af de 30.000 karelere[7], som under krigsbegivenhederne var flygtet til Finland, vendte aldrig hjem. Der var endnu omkring 14.000[7] karelske flygtninge i Finland ved udbruddet af 2. verdenskrig.[7]

Karelske ASSR[redigér | redigér wikikode]

Den 25. juli 1924 blev Den karelske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik (Karelske ASSR) oprettet[7], som en del af Russiske SFSR. I mellemkrigstiden udsattes den karelske befolkning for undertrykkelse og russificeringspolitik; således blev Karelen lagt sammen med russisk sprogede områder øst for Onega [Kilde mangler](tal, hvornår), mens finsksprogede områder [Kilde mangler](tal, hvornår) ved Svir blev overført til Russiske SFSR[9], en stor del af skovarbejderne og arbejdere på strategiske byggeprojekter kom fra Rusland[10] [Kilde mangler](tal, hvornår) således bygningen af Hvidehavskanalen[11] (dens oprindelige navn var Belomorsko-Baltiyskiy Kanal imeni Stalina eller Stalin Hvidehavet-Østersøen kanalen), dele af den finsksprogede befolkning [Kilde mangler](tal, hvornår) blev deporteret til områder øst for Onega[10] og i 1938 blev finsk sprog frataget status som officielt sprog (der var på det tidspunkt omkring 8000 finner i republikken), til fordel for karelsk. Undervisning i finsk i skolerne blev afskaffet, finske bøger, tidsskrifter og tryksager blev beslaglagt og de finske biblioteker lukket[12]..

Karelsk-finske SSR[redigér | redigér wikikode]

Efter Vinterkrigen, den 31. marts 1940, blev Karelen en selvstændig sovjetrepublik Den karelsk-finske Socialistiske Sovjet-Republik og Det karelske næs blev indlemmet i republikken[7].

Den 20. juli 1941, da Finland var trængt ind i Karelen, sammentrådte en østkarelsk folkeforsamling i Vuokkiniemi ved Uhtua og erklærede sit ønske om at blive forenet med Finland.[13]

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 2. verdenskrig blev store dele af området besat af finske styrker under fortsættelseskrigen. Finnerne afskaffede under deres herredømme 1941-1944 landbrugskollektiverne og genindførte privatøkonomi. Skole- og retsvæsen blev indrettet efter finsk forbillede, en stedligt valgt rådgivende forsamling blev udset, men området blev forvaltet under Finske Militærforvaltnings kontrol. Finske sprogforskere og etnografer benyttede mulighederne for at bedrive forskning.[7]

1945-1991[redigér | redigér wikikode]

Efter befrielsen i slutningen af 2. verdenskrig blev Det karelske næs overført til Leningrad oblast. Karelen havde status som sovjetrepublik til den 16. juli 1956, da den blev indlemmet i Den russiske føderation igen som en autonom republik, og ordet "finsk" blev fjernet fra navnet[7].

Siden 1991[redigér | redigér wikikode]

Fra 1991 er "Republikken Karelija" en af 21 autonome republikker i den russiske føderation. I praksis har karelerne imidlertid aldrig opnået det selvstyre, de blev lovet[7] i 1920.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Den Karelske Republik ligger mellem Østersøen mod sydvest og Hvidehavet i nordøst. De store indsøer Ladoga og Onega afgrænser republikken mod sydøst. Formelle grænser er mod Finland og de russiske oblaster Murmansk, Arkhangelsk, Vologda og Leningrad.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Republikken Karelija har fastlandsklima. Den gennemsnitlige temperatur i januar er -8 °C og 16,4 °C i juli. Den gennemsnitlige årlig nedbørmængde er 500-700 mm.

Vandfaldet Ljaskelja ved vandkraftværket Malyje GES Karelii
Petroskoi-kliima.svg KemiKarjala-kliima.svg
Petrozavodsk (i syd) Kem (ved Hvidehavet)

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over Karelens administrative inddeling

Republikken Karelija er inddelt i 16 rajoner (russisk: районов) og 2 byområder (russisk: городских округа tr. gorodskich okruga)

Byområder:

Rajoner


Demografi[redigér | redigér wikikode]

Siden folketællingen i 1926 har russere udgjort befolkningsflertallet og ved folketællingen i 2010 udgjorde folk, der selv betragter sig som russere det langt overvejende flertal på 82,2% af den samlede befolkning. Karelere, finner og vesper udgjorde tilsammen 9,3% i 2010.[14]

Den nationale fordeling af indbyggerne ifølge folketællingerne var således:

Etnisk
gruppe
folketælling i 1926 folketælling i 1939 folketælling i 1959 folketælling i 1970 folketælling i 1979 folketælling i 1989 folketælling i 2002 folketælling i 20101
Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  %
Russere 153,967 57.2% 296,529 63.2% 412,773 62.7% 486,198 68.1% 522,230 71.3% 581,571 73.6% 548,941 76.6% 507,654 82.2%
Karelere 100,781 37.4% 108,571 23.2% 85,473 13.0% 84,180 11.8% 81,274 11.1% 78,928 10.0% 65,651 9.2% 45,570 7.4%
Hviderussere 555 0.2% 4,263 0.9% 71,900 10.9% 66,410 9.3% 59,394 8.1% 55,530 7.0% 37,681 5.3% 23,345 3.8%
Ukrainere 708 0.3% 21,112 4.5% 23,569 3.6% 27,440 3.8% 23,765 3.2% 28,242 3.6% 19,248 2.7% 12,677 2.0%
Finner 2,544 0.9% 8,322 1.8% 27,829 4.2% 22,174 3.1% 20,099 2.7% 18,420 2.3% 14,156 2.0% 8,577 1.4%
Vepser 8,587 3.2% 9,392 2.0% 7,179 1.1% 6,323 0.9% 5,864 0.8% 5,954 0.8% 4,870 0.7% 3,423 0.5%
Andre 2,194 0.8% 20,709 4.4% 29,869 4.5% 20,726 2.9% 19,565 2.7% 21,505 2.7% 25,734 3.6% 16,422 2.7%
1 25.880 blev registreret fra administrative databaser, det medførte at etniciteten ikke kunne fastslås. Det anslås, at nationaliteterne i denne gruppe fordeler på samme måde som for den øvrige gruppe.[15]

Indbyggertal i større byer[redigér | redigér wikikode]

Petrozavodsk
Kondopoga
Segezja

Omkring tre fjerdedele af befolkningen bor i byer. De største byer i henseende til indbyggertal i 2010 var:

Dansk navn Russisk navn Befolkning (2010)
Petrozavodsk Петрозаводск 263.540
Kondopoga Кондопога 32.978
Segezja Сегежа 29.660
Kostomuksja Костомукша 28.433
Sortavala Сортавала 19.215
Medvezjegorsk Медвежьегорск 15.536
Kem Кемь 13.061
Pitkjaranta Питкяранта 11.484
Belomorsk Беломорск 11.217
Suojarvi Суоярви 9.763
Pudozj Пудож 9.698
Olonets Олонец 9.060
Nadvoitsy Надвоицы, Nadvoitsy 8.380
Lachdenpochja Лахденпохья 7.818
Louchi Лоухи 4.778
Pindusji Пиндуши 4.599
Kalevala Калевала 4.528
Prjazja Пряжа 3.675
Mujezerskij Муезерский 3.328
Vjartsil Вяртсиля 3.081
Tjupa Чупа 2.923
Cheljulja Хелюля 2.793
Povenets Повенец 2.209
Pjaozjorskij Пяозёрский 2.099

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. "О государственной поддержке карельского, вепсского и финского языков в Республике Карелия (dansk: Anerkendte mindretalssprog i Republikken Karelija karelsk, vepsisk og finsk)" (på russisk). Gov.karelia.ru. 2004-04-02. http://gov.karelia.ru/Legislation/lawbase.html?lid=1751. Hentet 2013-09-13. 
  2. ЗАКОН РЕСПУБЛИКИ КАРЕЛИЯ О государственной поддержке карельского, вепсского и финского языков в Республике Карелия (dansk: ~ Samlet lovtekst om beskyttelsen af mindretalssprogene på Gov.karelia.ru (Russisk) Hentet 2013-09-20
  3. 3,0 3,1 3,2 Ethnologue Hentet 2013-09-20 (Engelsk) Finsk tales af 38.900 i de russiske områder: Ingermanland og Sankt Petersborg, karelsk tales af 25.600 i de russiske områder: Republikken Karelija, Sankt Petersborg, Murmansk oblast og Tver oblast, vepsisk tales af 3.610 i de russiske områder: Republikken Karelija, Sankt Petersborg og Vologda oblast, der findes ikke særskilt opgørelse for Republikken Karelija på Ethnologue
  4. Uibopuu, s. 150
  5. Uibopuu, s. 150f
  6. Uibopuu, s. 151
  7. 7,00 7,01 7,02 7,03 7,04 7,05 7,06 7,07 7,08 7,09 7,10 Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk. Kapitel om de finsk-ugriska folkens förflutna och nutid; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3, s. 152. (Svensk) Hentet 2013-09-20
  8. Gadolin, s. 134
  9. Gadolin, s. 111
  10. 10,0 10,1 Gadolin, s. 112
  11. Gadolin, s. 38
  12. Gadolin, s. 113
  13. Gadolin, s. 117f
  14. Всероссийская перепись населения 2010 года. Том 1 (engelsk: 2010 All-Russian Population Census, vol. 1). Føderal Statslig Statistikservice. 2011. (Russisk) Hentet 2013-09-20
  15. Перепись-2010: русских становится больше

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. A. J. Gadolin: "Ostkarelen – det finska gränslandet" (Vår nya värld, bd. XI); Dagens Böcker, Lund 1941
  • Margus Kolga, Igor Tõnurist, Lembit Vaba, Jüri Vilkberg: Vene impeeriumi rahvaste punane raamat; Tallinn 1993 (estisk)
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk. Kapitel om de finsk-ugriska folkens förflutna och nutid; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]