Retningsplan
| Artiklen indgår i serien om |
| Emner |
|
|
En retningsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der alene skulle sikre en hensigtsmæssig udformning af nye gader og veje i byområder. I nutiden er retningsplanen i praksis afløst af lokalplanbestemmelser.
Baggrund og lovgrundlag[redigér | rediger kildetekst]
Baggrunden for retningsplaner var ønsket om at sikre at de veje, som private grundejere lod udlægge ved udstykning, lod sig indpasse i vejnettet på en hensigtsmæssig måde og i forhold til den tilknyttede bebyggelse[1].
Retningsplaner indførtes ved byplanloven 1938 og gentoges i landsbyggeloven 1960[1].
Retningsplaners indhold[redigér | rediger kildetekst]
Retningsplanen har karakter af et matrikelkort, hvorpå planlagte nye vejskel er vist[2].
Gyldighed[redigér | rediger kildetekst]
En retningsplan har efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet vejskellene tinglyses på de berørte ejendomme[3].
Ophævelse[redigér | rediger kildetekst]
En tinglyst retningsplan kan kun ændres ved ny detailplanlægning (i dag i form af en lokalplan).
Magelægsplaners omfang[redigér | rediger kildetekst]
Retningsplaner har i praksis kun fundet anvendelse i København, hvor der frem til 1965 blev godkendt mere end 100 sådanne planer[1].
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.