Retsforbundet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti
Partileder Kollektiv ledelse
Partiformand
Næstformand
Talsmand
Partisekretær
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 1919
Nedlagt
Partiavis
Hovedkontor Lyngbyvej 42
2100 København Ø
Antal medlemmer
Ungdomsorganisation RFU
Studenterorganisation
Pladser i Folketinget
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Georgisme (retsliberalisme)
Politisk placering Centrum
Internationalt samarbejdsorgan
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan
Partigruppe i Europaparlamentet
Partifarve(r) Lilla
Partibogstav E
Website www.retsforbundet.dk

Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti, i daglig tale blot Retsforbundet, er et parti på den politiske midte med liberale og sociale træk. Partiet var repræsenteret i Folketinget fra 1926 til 1960 og igen fra 1973-75 og 1977-81. Partibogstavet E bruges stadig ved kommunalvalg.

Ved valget i 2005 deltog partiet i samarbejdet bag Minoritetspartiet. Partiet deltog ikke i 2007-valget, men opfordrede til, at folk måtte stemme på partier, der ønsker en folkeafstemning om EU-reformtraktaten.[1] Ligesom det heller ikke opstillede ved Folketingsvalget i 2011. I 2012 besluttet Retsforbundets kollektive ledelse, at det skulle søge opstilling til næste follketingsvalg. Partiets program, samt dets hjemmeside, logo og øvrige eksterne kommunikation blev moderniseret i samarbejde med en gruppe kommunikationsstuderende fra Københavns Universitet og det indsamler pt. underskifter for at blive opstillingsberettiget.

Ved EF-valget i 1979 var der opstillet 21 retsstatsfolk, én på Folkebevægelsen mod EF's liste og resten på Retsforbundets liste. Ved alle de efterfølgende EU-valg er der blevet opstillet retsstatsfolk på Folkebevægelsens liste.

Historie[redigér | redigér wikikode]

1919-1957[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundet blev stiftet den 21. oktober 1919 af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen. En del af medlemmerne havde baggrund i Kristeligt-Socialt Forbund, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, de politiske ungdomsforeninger samt tidsskrifterne Ret og Retsstaten. I begyndelsen var det meningen at skabe en fri, politisk forening og ikke et parti – deraf navnet.[2]

I 1922 ændrede man kurs og besluttede sig for at stille op til valg. Retsforbundet kom i Folketinget i 1926. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde man en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog selv at have nogen ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i det såkaldte samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.

Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at man markerede sig stærkt imod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde dengang, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år under ledese af lægen Viggo Starcke en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer. Gennem 1950'erne blev Retsforbundet af mange nærmest opfattet som et borgerligt protestparti.

Trekantsregeringen og dens følger[redigér | redigér wikikode]

Til de flestes overraskelse gik Retsforbundet sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957-1960. Den radikale leder Bertel Dahlgaard blev før valget spurgt, om han ville danne regering med Retsforbundet. Han svarede: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.

Selv om trekantsregeringen havde vendt økonomisk stagnation til vækst, faldt Retsforbundet ved valget i 1960 for den nyindførte spærregrænse. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels, at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater, og endelig utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".

Trekantsregeringen forberedte bl.a. jordlovene, som ville begrænse muligheden for jordspekulation, men lovene faldt ved en folkeafstemning i 1963. I de følgende årtier påpegede Retsforbundet det samfundsøkonomiske problem i, at man kunne tjene mere ved passiv investering i grundværdier end gennem aktive investeringer i erhvervslivet. Partiet gik væk fra princippet om en minimalstat og formulerede i 1960'erne et nyt, socialliberalt partiprogram, hvor velfærdsstatens omfattende offentlige serviceydelser skulle opretholdes.

Partiet var ude af Folketinget fra 1960 og helt til 1973. Man diskuterede et samarbejde med Liberalt Centrum, som ikke blev realiseret. Fra slutningen af 1960'erne blev modstand mod dansk EF-medlemskab et vigtigt element i partiets politik.

Fra EF-folkeafstemingen til 1990[redigér | redigér wikikode]

Ved afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972 markerede Retsforbundet sig som det eneste borgerlige EF-modstanderparti og deltog i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF.

Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstandere, der ikke ville stemme på venstrefløjen. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981.

Systematiske analyser af stemmeafgivning i Folketinget i 1970'erne placerede Retsforbundet lidt til højre for det Radikale Venstre (som da støttede en socialdemokratisk regering), men til venstre for de borgerlige partier. Retsforbundet stemte ofte sammen med Fremskridtspartiet imod love og indgreb, som blev betragtet som overflødige eller formynderiske, men som havde konsensus blandt de øvrige partier.

Fra 1984-1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke repræsentation.

Samarbejde med andre partier[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundet er stadig deltager i Folkebevægelsen mod EU, hvor man har kontakt til både venstrefløjens folk og mere alternative ideologiske grupper.

Partiets ide om alle borgeres fælles ret til samfundets naturværdier førte i 1980'erne til et øget fokus på miljøpolitik, og der blev taget initiativ til et formelt valgsamarbejde med De Grønne i de første år af 1990'erne. Projektet måtte dog opgives, først og fremmest på grund af intern uenighed i De Grønne. Retsforbundet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.

Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005.[3] Heller ikke denne gang formåede man at appellere til vælgerne, og Minoritetspartiet fik kun få promiller af stemmerne.

En ny start[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundet deltog ikke i folketingsvalgene i 2007 og 2011, men i 2012 besluttede partiet at forsøge at blive opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg under eget navn (hvilket det ikke havde været siden 1990). I den forbindelse har partiet udarbejdet en ny kommunikationsstrategi med fokus på fire kerneområder: skattepolitik, EU-modstand, miljøpolitik og en humanistisk udlændingepolitik.

Ideologi og politik[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundets ideologi og program deler punkter, som normalt henregnes til venstre- eller højrefløjen. Det regnes normalt for et midterparti. Partiet selv mener ikke, at det kan indordnes på en højre/venstre-skala.

Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiet bygger traditionelt på fire hovedpunkter: personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel og fuld grundskyld.

Fuld grundskyld indebærer, at den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, skal tilhøre fællesskabet. Ingen kan skabe flere naturressourcer og mere grundejendom, end der er i forvejen, og væksten i grundværdiernes pris skyldes samfundsudviklingen og ikke ejerens indsats. Derfor skal jordrenten komme fællesskabet til gode og være statens retmæssige indtægtskilde. Partiet lægger vægt på, at den egentlige tilvækst i ejendomspriserne ligger i grundværdien og ikke i bygningerne. Derfor tager man afstand fra begrebet ejendomsskat som sådan og taler hellere om grundskatter eller grundskyld.

Til gengæld skal mennesket have ret til at beholde sin individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal derfor nedskrives og helst afvikles.

Retsforbundets ideologi er altså en humanistisk begrundet liberalisme, i tråd med en lang række liberale og humanistiske tænkere, der har støttet fællesskabets ret til jordrenten.[4]

Nogle af partiets øvrige programpunkter er:

  • restriktiv miljøpolitik med fremme af økologi og dyrevelfærd
  • afvikling af erhvervs- og landbrugstilskud
  • ligestilling af offentlig og privat service på bl.a. skole- og sundhedsområdet
  • øget kontrol med monopoler, herunder at olie- og naturgasressourcerne i Nordsøen skal udnyttes til gavn for samfundet frem for kontrakthaverne
  • kollektiv trafik skal styrkes, men ikke nødvendigvis være i rent offentligt regi

På det statsretslige område ønsker partiet:

  • adskillelse af stat og kirke
  • øget offentlighed i forvaltningen
  • flere folkeafstemninger
  • en magistratsregering sammensat i forhold til partiernes størrelse (efter schweizisk model)

Udenrigspolitisk er partiet:

  • anbefaler en rekonstruktion af EU
  • fortaler for FN-samarbejde og ulandsbistand
  • for NATO-medlemskab, men var imod dansk deltagelse i Irak-krigen på grund af det manglende FN-mandat

En mindre del af partiet har traditionelt været pacifistisk præget og engageret i fredsbevægelsen.

Retsliberalisme og socialliberalisme[redigér | redigér wikikode]

Siden begyndelsen af 1990'erne har der eksisteret en fraktion i partiet, de retsliberale, som ønsker en opstramning af det ideologiske grundlag med fokus på de liberale værdier. Udtrykket "retsdemokrat" bruges også. De nye udtryk afspejler samme idé, som partiet har bygget på siden sin grundlæggelse, nemlig at at politik skal tage udgangspunkt i retstanken, ikke i magtkampe, klasser og særinteressegrupper, men der er en diskussion om hvor liberal man skal være.

Det afspejler en generel ideologisk konflikt i partiet, som begyndte med partiets deltagelse i trekantsregeringen (1957-1960). Siden da har det hyppigt været diskuteret, om grundskylden kan slå til, dvs. kan finansiere den moderne velfærdsstat. I 1960'erne blev der vedtaget et nyt program, der accepterede indkomstskat som et eventuelt supplement til jordskatter. De retsliberale afviser indkomstskatten og ønsker en tilbagevenden til et minimalstatsprogram baseret kun på grundskyld. De anser den blandede finansieringsmodel for uetisk og ideologisk inkonsekvent, og de mener, det er hovedårsagen til, at Retsforbundet ikke fremstår som et klart alternativ for vælgerne.

De retsliberale kan, forsigtigt anslået, regnes for at udgøre mellem en fjerdedel og en tredjedel af partiet. Fortalere for den retsliberale tanke er bl.a. Thorkil Sohn, Ejnar Pedersen og Lars Bækgaard. Fraktionen har været meget aktiv og bl.a. fået gennemført, at Retsforbundets ideologi officielt beskrives som retsliberalisme. Heri ligger en afstandtagen fra de eksisterende danske partier fra SF til Venstre og Dansk Folkeparti, der betegnes som socialliberale. Kun Enhedslisten opfattes som egentlig socialistisk, og kun Fremskridtspartiet som kapitalistisk.

De retsliberale opfatter "socialliberalismen" som en blanding af socialismens formynderi og kapitalismens sociale uretfærdighed):

Den socialliberale velfærdsstat er et velment uheld. Ud fra et solidarisk barmhjertighedsprincip søger politikerne at opbygge et samfund uden socialismens tvang og uden kapitalismens uret.
Meningen er altså god nok, men politikerne er ikke opmærksomme på, at behovet for barmhjertighed er skabt af uret. Jo mere uret, des flere fordelingspolitiske og sociale "ordninger" er der brug for.
Og netop uretten sørger socialliberalismens politikere selv for. Man finansierer nemlig barmhjertigheden ved at øge løn- og produktionsbeskatningen, og køber stemmer ved at formindske jordafgifterne (grundskylden).
Uden at tænke over det, vender politikerne derved ejendomsretsbegrebet på hovedet, og resultatet er den socialliberale formynderstat, hvor en øget negativ anvendelse af produktionsapparatet i omfordelingens tjeneste bevirker, at velfærden gradvist må ofres for selve systemets opretholdelse - sådan som vi nu oplever det.[5]

Heroverfor stilles retsliberalismen:

I det retsliberale samfund ejer samfundet det naturgivne produktionsgrundlag, og den private sektor ejer de menneskeskabte produktionsmidler.
Det retsliberale udgangspunkt er, at vi alle har lige ret til naturgrundlaget og til værdier, vi skaber i fællesskab.
Det enkelte menneske har den fulde ejendomsret til værdien af sin egen arbejdsindsats og sine produktive investeringer. De fællesskabte beliggenhedsværdier skal bruges til at finansiere fælles opgaver, og resten uddeles i lige portioner til alle som en borgerløn.
Når alle mennesker på denne måde får deres andel af de samfundsskabte beliggenhedsværdier og retten til værdien af eget arbejde, vil de flestekunne klare sig selv i frivillige fællesskaber.
På dette retfærdige grundlag kan vi skabe et harmonisk samfund.[6]

Kritikere af de retsliberale, bl.a. tidligere folketingsmedlem og EU-parlamentsmedlem Ib Christensen, mener, at den retsliberale ideologi er alt for forenklet og ikke giver et bud på reelle politiske løsninger. Kritikerne afviser en naturgiven sammenhæng mellem statens udgifter og jordrenten (dvs. de samlede værdistigninger på jord og naturressourcer, som er det beløb, der tænkes opkrævet som grundskyld). Retsforbundets idéprogram indeholder da også stadig muligheden for indkomstskat.

Idéen om borgerløn er forholdsvis ny i partiet og deles generelt ikke af de retsliberale og partiets "højrefløj", som af den grund var særlig skeptisk over for samarbejdet med Minoritetspartiet i 2005.

Strategiske problemer[redigér | redigér wikikode]

Partiets idealistiske præg har gjort det svært at gøre sig gældende i den daglige politiske debat. "Grundskyld" og de øvrige etisk-filosofiske begreber rammer ved siden af det blandingsøkonomiske system, som de øvrige partier ønsker bibeholdt.

Retsforbundet er ikke præget af nogen bestemt vælgergruppe. Fra starten i 1920'erne indgik der dels husmænd, en af datidens dårligst stillede grupper på landet, og dels en kreds af ideologisk interesserede akademikere og højskolefolk. Siden kom især selvstændigt erhvervsdrivende og en del arbejdere til. I 1970'erne havde partiet den højeste relative andel af førstegangsvælgere. Andre partiers målbevidste appel til bestemte befolkningssegmenter har ikke været forsøgt af Retsforbundet. En årsag kan ligge i, at partiets politik netop skal bekæmpe privilegier og særinteresser.

Siden partiet gled ud af folketinget i 1981, er presseomtalen blevet meget beskeden. Allerede i 1950'erne var manglende eller negativ pressedækning dog et problem for partiet, idet man ikke havde noget eget dagblad, sådan som de fire gamle partier og DKP havde.

Samlet set har Retsforbundet opnået mest succes som modspiller. Det skete i første omgang gennem modstand mod markedsrestriktioner, planøkonomi og statslige indgreb fra 1945 til 1957 og i anden omgang som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti i 1970'erne. Ved deltagelsen i trekantsregeringen 1957-1960 opnåede Retsforbundet en del konkrete resultater, men her blev man straffet af vælgerne og røg ud af Folketinget.

Skatteforslag 2009[redigér | redigér wikikode]

I de senere år har Retsforbundet kritiseret de voldsomme værdistigninger på fast ejendom og den skadelige effekt for den enkelte og samfundsøkonomien. Partiet fremlagde den 12. januar 2009 et forslag til regeringens skattekommission. Ifølge Retsforbundet skal fremtidens skattepolitik være baseret på følgende:

Hovedprincippet må være, at enhver skal betale grundskyld til samfundet, i forhold til den plads og beliggenhed, som den enkelte optager.
Først og fremmest gennemføres, at enhver stigning i jordens værdi bliver pålagt grundskyld eller jordleje umiddelbart efter den sidst foretagne vurdering.
Dernæst gennemføres en fuld grundskyld på al jordværdi gradvist over en f.eks. 20 [å]rig periode.
I takt med ovenstående reduceres skatten på arbejdsindkomst tilsvarende.

Partiet mener at denne reform "sigter mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, ... er fordelingsmæssigt afbalanceret, ... tager globale hensyn, ... er robust og ... samtidig styrker indsatsen for en miljørigtig, resurcebesparende og energirigtig udvikling".[7]

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Links[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]