Revselsesret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Beskyttelsen af børn mod fysisk revselse startede for mere end 100 år siden.

Revselsesret er retten til anvendelse af fysisk vold mod personer, man har myndighed over, i forbindelse med udøvelsen af myndigheden. Det er en betegnelse for forældres ret til tugtelse af deres børn samt retten for lærere til magtudøvelse overfor skoleelever[Kilde mangler] samt husbondens ditto over tjenestefolk.

I Danmark er revselsesretten afskaffet i flere etaper, senest med lovændringen fra 1997, som utvetydigt gjorde det forbudt at slå sine børn. I en række lande eksisterer revselsretten eller lignende foranstaltninger fortsat. Her er smæk – slag med flad hånd mod sædepartiet – og lignende opdragelsesformer stadig meget udbredt.

Praksis[redigér | redigér wikikode]

Det var ikke altid at forældre var køligt neutrale, når de anvendte det pædagogiske styringsmiddel.

I Middelalderen og indtil det 18. århundrede blev der pryglet med ris og ferle skolerne. I Bilage A.Folkeskoleloven 1814, § 27 står der:" Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem." Lussinger var altså forbudt og blev ikke senere tilladt. Riset blev brugt indtil midten af det 19. århundrede, hvor ændrede samfundsforhold gjorde det blufærdigt at blotte enden på den elev, der skulle afstraffes. Herefter blev spanskrøret, som allerede var i brug, nu det foretrukne redskab. Herudover blev lussinger, eftersidninger og skammekrogen også ofte benyttet.

I hjemmene blev smæk – slag mod sædepartiet, påklædt eller afklædt – udført med hånd eller varierende typer genstande som fx livremme og grydeskeer.

Der bør nævnes, at der til alle tider har været forskellige holdninger til dels om revselse overhovedet var hensigtsmæssigt, dels til graden af revselse som pædagogisk styringsmiddel. Fælles for praksis har været at straffe, når det var relevant. Betegnelsen relevans har imidlertid varieret meget i betydning, som kunne bestå i at barnets var til stede på et upassende tidspunkt; at barnet have gjort noget, der ikke var tilladt; eller relevansen kunne bestå i, at forælderen ville sikre sig at opfylde sine forældreforpligtigelse – fx med legitimering i, at børnene havde sikkert lavet et eller andet utilladeligt.

Danske lovs bestemmelser[redigér | redigér wikikode]

Christian den Femtes Danske Lov fra 1683 indeholder i 6. bogs 5. kapitel bestemmelser, der fastslår omfanget af revselsesretten. Den centrale bestemmelse er 6-5-5, hvori fastslås:

Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand een fremmet hafde gjort Skade.

I 6-5-6 fastslås, at også hustruen har ret til at revse børnene og tyendet. Husbonds ret til at revse hustruen fremgår ikke eksplicit af Danske Lov, dog fremgår det af 6-5-4, at hustruen straffes for at slå sin husbond. Et tilsvarende forbud var ikke gældende for husbonden. Husbonden måtte dog ikke behandle hustruen "tyrannisk og Uchristeligt" (6-5-7).

Forældrenes revselsret er ligeledes fastslået i 6-9-4, der udtrykkeligt fastslår, at forældrene ikke krænker husfreden, når de slår deres hjemmeboende børn.

Afskaffelse af revselsesretten i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Danske lovs bestemmelse om revselsesretten var langt op igennem det 20. århundrede grundlaget for fortolkningen af revselsesrettens omfang. I 1921 blev det med Medhjælperloven forbudt af slå tyendet. Mesters ret til at revse lærlinge blev ophævet i 1937. 1951 blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler, men først i 1967 afskaffede man med en bekendtgørelse, kaldet Spanskrørscirkulæret, læreres ret til overhovedet at slå elever. Samme år forbød en tilsvarende bekendtgørelse at slå klienterne i døgninstitutioner for børn og unge. Forældrenes ret til at revse egne børn forblev dog uantastet.

I 1979 blev revselsesretten afskaffet i Sverige og i Danmark indførte i 1985 en bestemmelse i Myndighedsloven, der lød:

Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.

Den formulering blev siden opfattet som tvetydig, fordi der kunne rejses tvivl om, hvorvidt pligten til at beskytte barnet også medfører, at den pågældende forælder har pligt til ikke selv at volde barnet skade. I 1997 fandt Folketinget efter længere tids politisk debat derfor behov for at tydeliggøre formuleringen og på den måde utvetydigt afskaffe den sidste rest af revselsesretten. Konkret skete lovændringen ved at ændre ovenstående formulering i det, der nu hedder lov om forældremyndighed og samvær, til

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Efter afskaffelsen af revselsesretten er vold mod børn strafbar efter straffeloven i samme omfang som vold mod andre.

De borgerlige partier, herunder CD og løsgængeren Jacob Haugaard stemte imod lovforslaget[1]. I retsudvalgets betænkning af 13. maj 1997 anføres, at Det Konservative Folkeparti gik imod lovændringen, ikke fordi partiet gik ind for anvendelse af fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men fordi hensynet til barnets tarv er dækket af gældende lovgivning, herunder myndighedslovens, bistandslovens og straffelovens bestemmelser, hvoraf utvetydigt fremgår, at det allerede er forbudt at udøve vold over for børn. De øvrige borgerlige partier begrundede modstanden med, at oplysning på området er bedre end ny lovgivning, der blot vil kriminalisere mange forældre.

Pia Kjærsgaard sagde i sin grundlovstale 1997:

Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former for offentlig debat. Og altsammen startet ved et par løselige strøtanker fra justitsministeren i slutningen af februar. Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse naturligvis er forældrenes ansvar – ikke statens. Og så snart, vi får bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive rejst igen.[2]


Fysisk afstraffelse ses fortsat anvendt i nogle danske hjem, men efter lovvedtagelsen i 1997 er et støt stigende antal forældre imod brugen af fysisk afstraffelse som en del af børneopdragelsen.[3]


Afskaffelse af revselse i verden[redigér | redigér wikikode]

I mange af verdens kulturer har det historisk været betragtet som forældres ret og pligt at disciplinere deres børn ved at "give dem en endefuld, når det var relevant". Imidlertid er nogle landes holdning og lovgivning ændret gennem de seneste år, især i det kontinentale Europa. Revselse er nu (2013) forbudt i 34 af verdens lande, allerførst med forbud var Sverige i 1979. Størstedelen af disse 24 lande ligger i Europa og Latinamerika.

I Nordamerika, Storbritannien og det meste af den engelsktalende verden er den revselsesudøvende praksis meget kontroversiel.

Den private organisation Global Initiative To End All Corporal Punishment Of Children (GITEACPOC) [4] blev oprettet 2001 i forbindelse med en kampagne for et forslag om en verdensomspændende lov mod enhver form for korporlig afstraffelse af børn. Forældre skulle også være omfattet af en sådan lov.

FN's undersøgelser om vold mod børn satte året 2009 som målsætning for et sådant universel forbud, et forbud som også omfatter det hjemlige miljø[5]. Målsætningen er blevet kritiseret af f.eks. The Economist som "det seneste eksempel på tåbelige utopiske FN-målsætninger".

I Afrika, Mellemøsten, og i de fleste dele af det østlige Asien (herunder Kina, Taiwan, Japan og Korea), er korporlig afstraffelse af egne børn tilladt. I Singapore og Hong Kong er korporlig afstraffelse af egne børn lovlig, men det bliver ikke anbefalet. Indstillingen hos mange mennesker i området om, at en vis mængde korporlig straf er hensigtsmæssig og nødvendig for deres børn, peger dermed på at samfundet som helhed accepterer revselse af børn.

I disse lande er revselse forbudt:

Blev forbudt år Land
1979 Sverige Sverige
1983 Finland Finland
1987 Norge Norge
1989 Østrig Østrig
1994 Cypern Cypern
1997 Danmark Danmark
1998 Letland Letland
1999 Kroatien Kroatien
2000 Bulgarien Bulgarien
Israel Israel
Tyskland Tyskland
2003 Island Island
2004 Rumænien Rumænien
Ukraine Ukraine
2005 Ungarn Ungarn
2006 Grækenland Grækenland
2007 Holland Holland
New Zealand New Zealand
Portugal Portugal
Spanien Spanien
Togo Togo
Uruguay Uruguay
Venezuela Venezuela
2008 Costa Rica Costa Rica
Liechtenstein Liechtenstein
Luxembourg Luxembourg
Moldova Moldova
2010 Albanien Albanien
Kenya Kenya
Polen Polen
Tunesien Tunesien
Congo Congo
2011[6] Sydsudan Sydsudan
2013[7] Honduras Honduras

Revselsesret i religiøs sammenhæng[redigér | redigér wikikode]

Det Gamle Testamente indeholder i Ordsprogenes Bog 13:24 i den danske oversættelse ordsproget "Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide." Dette ordsprog, og Biblens øvrige anvisninger til opdragelse af børn (Ordsprogenes bog 29:15, Brevet til Hebræerne 12:7-11 m.fl.) har oprindeligt givet revselsesretten en religiøs legitimitet i store dele af verdenen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder og referencer[redigér | redigér wikikode]