Robert Solow
|
Nobelprisen i økonomi 1987 |
Robert Merton Solow (født 23. august 1924) er en amerikansk økonom. Han er professor emeritus ved MIT og modtog Nobelprisen i økonomi i 1987 for sine banebrydende bidrag til teorierne om økonomisk vækst. Han har i sin forskning beskæftiget sig med forskellige makroøkonomiske emner og betragtes som keynesiansk inspireret, hvad angår konjunkturteori, men er primært kendt for sit arbejde med økonomiens udvikling på meget lang sigt, dvs. vækstteori. Her ligger hans forskning inden for, hvad der ofte betegnes som neoklassisk vækstteori.
Robert Solow er trods sin høje alder stadig en aktiv deltager i den økonomiske debat, både blandt fagøkonomer og i offentligheden. Han indgik eksempelvis i november 2013 i styringsgruppen for den nystiftede tænketank Washington Center for Equitable Growth.[1] I november 2014 blev Solow tildelt den amerikanske hædersbevisning Presidential Medal of Freedom, en af de højeste civile udmærkelser i USA, der gives til personer, der yder særlig prisværdige bidrag til samfundet.[2]
Baggrund
Robert Solow blev født i Brooklyn i New York som søn af indvandrere. Han klarede sig godt i skolen og fik et stipendium til at studere på Harvard allerede som 16-årig.[3] Afbrudt af tre års soldatertjeneste i 2. verdenskrig færdiggjorde han sine studier, blandt andet som student og forskningsassistent hos Wassily Leontief. Han blev adjunkt på MIT i 1950 og har arbejdet der lige siden, fra 1958 som professor, kun afbrudt af et job som seniorøkonom i det amerikanske Council of Economic Advisers 1961-63. På MIT fik han kontor ved siden af Paul Samuelson, med hvem han i næsten 40 år dagligt talte om alt: "økonomi, politik, vores børn, kål og konger".[3]
Forskning
Solows banebrydende vækstmodel, der stadig er udgangspunktet for undervisningen i vækstteori på de fleste universiteter verden over, viser, hvordan økonomisk vækst kan fremkomme som følge af voksende arbejdsstyrke, kapitalakkumulation (investeringer) og teknologiske fremskridt. Solow offentliggjorde sit arbejde i to artikler i 1956 og 1957. Modellen er kendt som Solow-modellen, somme tider kaldt Solow-Swan-modellen, idet Trevor M. Swan uafhængigt af Solow offentliggjorde en tilsvarende model i "The Economic Record" i 1956. Ved brug af sin model beregnede Solow, at omkring 80 % af væksten i amerikansk BNP pr. indbygger skyldtes teknologiske fremskridt.
Solow var også den første, der udviklede en vækstmodel med kapital af forskellige årgange.[4] Ideen bag Solows årgangskapitalmodel er, at ny kapital er mere værdifuld end gammel kapital, fordi ny kapital fremstilles ved hjælp af nyere og derfor bedre teknologi, som er indbygget i den pågældende maskine eller tilsvarende (f.eks. er kulkraftværker, der bygges i dag, mere energieffektive end mange eksisterende, ældre kulkraftværker).
Solow har også lagt navn til Solow-residualen: I et såkaldt vækstregnskab kan man empirisk dekomponere den økonomiske vækst i et land i en given periode i bidrag fra de enkelte produktionsfaktorer som kapital og arbejdskraft af forskellige typer (f.eks. uddannelsesniveauer). Der bliver dog typisk en betydelig uforklaret andel tilbage. Det er Solow-residualen, der ofte bliver udlagt som virkningen af generelle teknologiske fremskridt - eller, med Solows egne ord: "Summen af alt det, vi ikke ved".
Solow har desuden bidraget til teorierne om den økonomiske væksts afhængighed af ikkefornybare naturresurser som kul og olie.
Solow-modellen og andre vækstmodeller
Solows model kom i vidt omfang til at afløse den tidligere udbredte Harrod-Domar-vækstmodel. I Harrod-Domar-modellen er der ikke substitutionsmuligheder mellem arbejdskraft og kapital i produktionsfunktionen, hvilket bl.a. medfører, at der kun ved et tilfælde vil være fuld kapacitetsudnyttelse. Harrod-Domar-modellen spåede derfor, at en voksende økonomi nemt kan medføre permanent stigende arbejdsløshed. Det samme er ikke tilfældet i Solows vækstmodel, fordi virksomhederne kan vælge mellem enten relativt arbejdskraftintensiv produktion eller det modsatte, alt efter udbuds- og efterspørgselsforholdene for de forskellige produktionsfaktorer.
Solows model dominerede sammen med den lidt mere avancerede Ramsey-model (navngivet efter Frank Ramsey) økonomisk vækstteori i mange år. I Ramsey-modellen er opsparingskvoten ikke konstant i modsætning til i Solow-modellen, men derimod bestemt inden for modellens rammer af renten og aktørernes præferencer. I slutningen af 1980'erne skete der dog en revolution inden for økonomisk vækstteori, da den såkaldte endogene vækstteori (eller moderne vækstteori) voksede frem. Den betragter i modsætning til Solow- og Ramsey-modellen ikke de teknologiske fremskridt som en eksogent givet konstant, men graver et spadestik dybere og forsøger at forklare fænomener som forskning og dannelse af ny viden inden for rammerne af en økonomisk model. Her har bl.a. økonomer som Robert Lucas og Paul Romer leveret vigtige tidlige bidrag.
Citater fra Solow
Robert Solow er kendt for ikke bare at være en dygtig forsker, men også for at have leveret mange fyndige og somme tider humoristiske citater i tidens løb. Nogle eksempler er:
- "You can see the computer age everywhere but in the productivity statistics."[5]
- "There is no evidence that God ever intended the United States of America to have a higher per capita income than the rest of the world for eternity."[6]
- "Everything reminds Milton Friedman of the money supply. Well, everything reminds me of sex, but I try to keep it out of my papers."
Kilder
- ^ Washington Center for Equitable Growth: Steering Committee. Hentet 23. november 2013.
- ^ An appreciation of Robert Solow. Washington Center for Equitable Growth's hjemmeside 24. november 2014. Hentet 28. november 2014.
- ^ a b Selvbiografi fra Nobelstiftelsens hjemmeside. Hentet 23. november 2013.
- ^ Haines, Joel D. (2006). "A framework for managing the sophistication of the components of technology for global competition". Competitiveness Review. 16 (2): 106-121. doi:10.1108/10595420610760888.
{{cite journal}}: Cite har en ukendt tom parameter:|month=(hjælp); Ukendt parameter|coauthors=ignoreret (|author=foreslået) (hjælp) - ^ Robert Solow: “We’d better watch out”. New York Times Book Review, 12. juli 1987, s. 36.
- ^ [1] Getting It Wrong. The New Republic, 10. september 2008.
