Robinson Crusoe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spekulativ artikel
Bemærk at denne artikel er præget af spekulationer og bør omskrives, så fakta er understøttet af verificerbare kilder.
Robinson Crusoe "redder" Fredag

Robinson Crusoe er en roman af den engelske forfatter Daniel Defoe. Den udkom i London i 1719.

Romanen handler om den unge Robinson Crusoe, der strander på en øde ø. Historien er inspireret af den skotske styrmand Alexander Selkirk, der opholdt sig alene i mere end fire år på Más a Tierra i øgruppen Juan Fernández i Stillehavet. [1]

Romanen gav navn til den litterære genrebetegnelse robinsonaden.

Robinson Crusoe er i moderne udgaver kun tredje episode i Defoes værk, som begynder med, at Crusoe sætter sig op mod sin fars krav om, at han skal være tilfreds med sin plads i samfundet. Han løber hjemmefra for at blive rig. Snart kommer den første advarsel fra Gud i form af stormvejr til søs. Anden advarsel er, at han tages til fange og sælges som slave. Han gives fri, bliver rig på en plantage i Brasilien, men da han investerer i slavehandel, kommer tredje advarsel i form af det berømte skibbrud og hans redning på en øde ø. [2]

Romanens morale er måske, at den åndelige krise på øen lærer ham at acceptere sin skæbne som straf for oprøret mod sin plads i samfundet og for at ignorere Guds advarsler. Ensomheden giver ham et ensporet syn på verden. Redskaberene, som han må fremstille selv, har kun den værdi, de har for ham: Verden omgjort til objekt. Hans isolation bliver indbegrebet af den borgerlige skæbne: selvkontrol, metodisk livsførsel, selvstændighed, teknisk opfindsomhed og social ensomhed. Alt det er et billede på sammenhængen mellem kapitalisme og puritanisme, som vi møder dem i det moderne Vesten. I sin yderste konsekvens kan det læses som en genindføring i den protestantiske opfattelse af en skærsild inden døden. Romanen kom i mange (især tyske) udgaver, der lagde vægt på det aspekt. Til sidst koloniserer han øen med folk fra Europa og bliver selv guvernør trygt under Det britiske imperium.

Fodnoter

  1. ^ Woodes Rogers: Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709, A Cruising Voyage Round the World, 1712. Også trykt i Øjenvidner til Historien, P. Haase & Søns Forlag, 1993.
  2. ^ Dietrich Schwanitz: Dannelse, Pax forlag, Oslo 2002.
Wikimedia Commons har medier relateret til: