Romersk litteratur

Med den romerske litteratur menes i almindelighed oldtidens latinsksprogede litteratur, forfattet mellem ca. 200 f.Kr. og ca. 600 e.Kr.

Den romerske litteratur opstår således nogle århundrede efter den græske litteratur og er under kraftig påvirkning af denne, og de tidligste litterære frembringelser på latin er ligefrem oversat fra græsk. De to litteraturer kommer desuden til leve side om side i den romerske kejsertid.

Den klassiske romerske litteratur deles traditionelt i guldalderlatin (ca. 80 f.Kr. – ca. 14 e.Kr.) og sølvalderlatin (ca. 14 – ca. 180 e.kr.).

Tidlig latinsk litteratur (200 – 80 f.Kr.)

Terents læser sit skuespil højt for Cæcilius, tegnet af John Leech.

Litteraturen var i den tidligere periode under kraftig påvirkning fra den græske litteratur.

Den første romerske forfatter, Livius Andronicus, var en græsk slave, der bl.a. oversatte Odysseen til latin og på latinske vers (saturnier). Ennius skrev ligeledes epos og overtog også det græske versemål (heksameter). Komediedigterne Plautus og Terents havde den samtidige græske komedie som deres forbillede.

Den første prosaforfatter er Cato den Ældre

Guldalder (80 f.Kr. – 14 e.Kr.)

Den romerske republiks sidste århundrede og tiden under Augustus var ikke kun en skelsættende periode i Romerrigets politiske historie, men også den vigtigste fase i den klassiske romerske litteratur. Det er den periodes forfattere, der siden kom til at danne skole, og selv om man stadig i al væsentlighed tager den græske litteratur som sit forbillede, kan de romerske forfattere hævde, at de nu står på højde med grækerne.

Den største prosaforfatter er taleren Cicero. Andre væsentlige prosaforfattere fra perioden er historikerne Julius Cæsar, Sallust og Livius

I digtningen er de tre største digtere Virgil, Horats og Ovid, der alle var aktive i den augustæiske periode, de to første som en del af kredsen om Augustus (og dennes kulturminister Mæcenas). Ellers kan nævnes den epikuræeren Lukrets og lyrikerne Catul, Properts, Tibul og Sulpicia. Der var et livligt marked for bøger i denne periode og man kunne købe bøger i egentlige boghandler.

Sølvalderlatin (14 – 180 e.kr.)

I sølvalderen gør den romerske litteratur sig mere fri af de græske forbilleder og forholder sig snarere til de romerske klassikere.

Fremtrædende prosaforfattere er historikerne Vellejus Paterculus, Curtius Rufus, Tacitus og Sueton, filosoffen Seneca, romanforfatterne Petronius og Apulejus, retorikerne Seneca den Ældre, Quintilian, brevskriverne Fronto og Plinius den Yngre, antikvaren Aulus Gellius og naturhistorikeren Plinius den Ældre.

Vigtige digtere er epikerne Lucan, Valerius Flaccus og Statius, fabeldigteren Phædrus, tragediedigteren Seneca, satiredigteren Juvenal og lyrikeren Martial.

Senlatin (180 – 600 e.kr.)

Tidligere blev senantikken opfattet som en forfaldsperiode, og dens litteratur blev derfor set i dette negative lys. Litteraturen fortsætter dog de klassiske former, samtidig med at de religiøse omvæltninger fører til, at nye genrer får en mere central placering.

Af væsentlige senlatinske forfattere kan nævnes historikerne Ammianus Marcellinus, Cassiodorus og Jordanes, digteren Ausonius, brevskriveren Symmachus, grammatikerne Servius og Priscian, filosoffen Boethius og kirkefædrene Hieronymus og Augustin