Romulus og Remus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 31. maj 2015, 17:14 af 83.94.239.154 (diskussion) 83.94.239.154 (diskussion) (Jeg ændrede en mindre stavefejl ved billedet med hunulven. "Romlulus" til "Romulus")
Romulus og Remus dier ved hunulven
Venstre panel af Franks Casket med fortællingen om Romulus og Remus med runeinskription, ca. 700-850 e.Kr.

Romulus og Remus var to brødre. Romulus 771 f.Kr.-5. juli, 717 f.Kr. og Remus (771 f.Kr.-21. april, 753 f.Kr.. De var sammen om grundlæggelsen af Rom i år 753 f.Kr.

Sagnet om Romulus og Remus fortæller, at de nedstammede fra Æneas, der var søn af gudinden Venus, og sammen grundlagde Rom. Måske er Romulus og Remus blot to varianter af samme navn, "romeren", og de to navne har givet anledning til sagnet om tvillingerne. Sagnet har mange lighedstegn med langt ældre græske myter og sagn.

Sagnet foræller, at Rhea Silvia, datter af kong Numitor, blev gravid med krigsguden Mars og fik tvillinger. Men kongens onde bror, Amulius, gjorde Rhea Silvia til vestalinde efter at have frataget Numitor tronen.

Rhea Silvia blev dræbt af Amulius, hvorefter han satte tvillingerne ud i en lille båd på Tiberen. De strandede lidt længere nede ad floden, hvor en hunulv ammede dem og tog sig af dem, indtil hyrden Faustulus fandt dem.

Da de blev voksne, fortalte Faustulus dem sagens rette sammenhæng, og sammen med Numitor afsatte de Amulius. Herefter lod Numitor Romulus og Remus grundlægge en ny by.

Både Romulus og Remus tog varsler, men Romulus’ faldt bedst ud.

Han byggede den første vold omkring byen på Palatinerhøjen, men Remus sprang i vrede og foragt over muren, hvorefter han blev dræbt af Romulus.

Romulus herskede i mange år som den første af Roms syv konger og blev til sidst optaget i himlen.

Den kendteste version af sagnet findes hos den romerske historiker Livius Ab urbe condita 1.3-8

Rom blev Europas største stormagt i oldtiden. Romulus oprettede senatet og hærens nye regimenter, som han kaldte legioner. Han nåede at regere som konge i 37 år. Rom blev senere republik og forblev det i næsten 500 år.

I middelalderen mente romerne, at Romulus lå gravlagt i en gammel pyramide, som senere pave Alexander 6. Borgia lod rive, da han fik kirken Santa Maria in Traspotina opført. [1]

Romulus' kalender

Alter med ulvinden, Romulus og Remus i nederste venstre hjørne.

Legenden forlyder, at Romulus også skabte den oprindelige romerske kalender. Modsat andre kalendere baseret på Månen, bestod Romulus' kalender af kun ti måne-måneder i stedet for de sædvanlige tolv, hvad Ovid senere forklarede med romernes forkærlighed for tallet ti. Romulus gav også månederne navne. Den første måned, marts, fik navn efter hans far, krigsguden Mars. Den anden måned blev kaldt aprilis, den tredje hed maius efter en lokal gudinde kaldt Maia, og dernæst junius efter Juno. Så gik Romulus tom for idéer, og de følgende måneder måtte nøjes med numre: Juli hed quintilis (= den femte), august hed sextilis (= den sjette), osv. Romulus' timåneders-år var uegnet for et landbrugssamfund, hvor man afhang af at kunne følge årstiderne rigtigt.

Allerede hans efterfølger, Numa Pompilius, føjede to måneder til for enden af året, januarius og februarius. Dermed var man oppe i en årslængde på 354 dage, men da romerne ængstedes ved partal, omgjorde de det til 355 dage. Det var dog stadig halvanden uge for lidt i forhold til solåret. Man måtte stadig korrigere, tidvis ved hjælp af den græske astronom Metons nittenårige cyklus, som han kom frem til i 432 f.Kr. Meton havde regnet ud, at hvis man lagde en måne-måned til året, syv gange i løbet af en nittenårs-periode, fik man en rimelig korrekt kalender. Men med Romulus' kalender fik man, selv med tidvise korrekser, aldrig noget fast eller forudsigbart system, før Julius Cæsar i 46 f.Kr indførte den julianske kalender. Han flyttede nytår fra marts måned til vintersolhverv, og forlængede året med ti dage, der blev fordelt, så månederne havde skiftevis 30 og 31 dage, bortset fra den gamle kalenders sidste måned, februar, der kun havde 29 dage, og senere tabte yderligere én. Ved Cæsars kalenderreform var Romulus-kalenderen så ude af trit med solåret, at år 46 f.Kr blev historiens længste år med 445 dage, og fik tilnavnet "forvirringens år". [2]

Henvisninger

  1. ^ Gyldendals reiseguider: Roma (s. 228), Oslo 2006, ISBN 82-05-36133-9
  2. ^ Torbjørn Helle: "Kalenderen", P2-akademiet, bind XXXVII (s. 179-82), forlaget Transit, Oslo 2006, ISBN 82-7596-161-0

Se også


HistorieSpire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.