Roning

Roning er en sportsgren, hvor roerne i bådene sidder med ryggen mod sejlretningen. Båden fremføres med en åre til forskel for en sejlbåd eller en kajak, som håndteres med en pagaj. En roer er en person engageret i roning, som er en unik disciplin.

Roning kan udføres i alle aldre. Både som motionsroning og kaproning. Der findes flere bådtyper: Inrigger (bredere sødygtige robåde) til langturs- og motionsroning. Outrigger (smallere hurtige både) til kaproning. Nyere bådetyper er begynderbådene EDon og Coastalbåden som er velegnet til bølger og blæst.

De er olympiske bådtyper er alle outriggere. Gig-både (halvbrede outriggere) benyttes især på åer, kanaler og søer. De er f.eks. meget udbredte i Tyskland. Der findes også en særlig type robåd, der bruges til at ro tværs over Atlanten.

Der kan ros med én "rowing" eller to "sculling" årer pr. mand.

Først skal den nye roer lære en hel del om båden, kommandoer og teknik. De nye roere kaldes kaniner. Ved afslutningen af deres første sæson bliver de udsat for en kanindåb; på den måde bliver de ægte roere. En kanindåb minder meget om en polardåb eller ækvatordåb og har formentlig sin oprindelse derfra. Nogen roklubber er gået væk fra at døbe kaniner, da det tidligere kunne være en temmelig barsk tradition. De fleste nøjes dog med at modernisere traditionen, så den er sjov for alle også kaninerne.

Motionsroning på såkaldte romaskiner kan praktiseres uden for den normale rosæson. Romaskinerne simulerer roningen vha. magnetisme eller lufttryk, men har svært ved at levere samme oplevelse, som trækket i vand giver. Ydermere giver romaskinerne ikke mulighed for at ro sammen.