Ronja Røverdatter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Ronja Røverdatter (flertydig).
Broom icon.svg Oprydning
Denne artikel trænger til en oprydning for at opnå en højere standard. Du kan hjælpe Wikipedia med at forbedre den.

Ronja Røverdatter er en børnebog fra 1981 skrevet af Astrid Lindgren. Bogen beskriver et opdigtet datter‑far forhold mellem barndom og ungdom.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Kapitel 1[redigér | redigér wikikode]

Da Ronja er født, praler hendes far Mattis. „Mig bekendt er det aldrig lykkedes Borka at lave en unge, og det ser heller ikke ud til at skulle ske.“ I det samme lyder et tordenbrag som man aldrig havde hørt magen til i Mattisskoven. Ronja græder. „Mit barn græder. Hvad gør man, hvad gør man?“ råber Mattis. Ellen Hillingsø læser Mattis’ råb med rumpenissers røst, dvs. Mattis er som en rumpenisse.

Den næste dag findes der en dyb kløft tværs igennem Mattisborgen. Alt, hvad Mattisrøvere har brug for, ligger på den ene halvdel, med undtagelse af dasset. Kløften Helvedelsgabet bliver uforandret! Og der sker mere mærkelige ting: Borkas søn Birk er født i samme nat som Ronja [Kapitel 3]. Og så synes den ubeboede del af borgen forbeholdt noget, som skal komme i fremtiden.

Ronja er altid i Mattisborgen. „Vort barn må lære, hvordan det er at leve i Mattisskoven. Slip hende ud!“ siger Mattis til hans kone Lovis. „Nå, så har du langt om længe forstået det. Det ville være sket for længe siden, hvis jeg havde fået lov at bestemme.“ Så siger Mattis til Ronja: „Tag dig i agt for skovhekse og grådværge og Borkarøvere.“ „Hvordan kan jeg vide, hvem der er skovhekse og grådværge og Borkarøvere?“ „Det opdager du.“ „Nå, sådan.“

Kapitel 2[redigér | redigér wikikode]

Grådværge skræmmer Ronja i „Mattisskoven“. „Alle grådværge, et menneske her i Grådværgeskoven, alle grådværge, bid og slå til!“ Mattis forjager grådværgene og bringer Ronja hjem. „Hvis du er bange, mærker de det på lang afstand, og så er det, de bliver farlige,“ siger Mattis. „Derfor er det sikreste ikke at være bange i Mattisskoven,“ siger Lovis. „Det skal jeg huske,“ siger Ronja. Da sukker Mattis og knuger Ronja hårdt ind til sig. „Men du husker, hvad jeg har sagt, at du skal tage dig i agt for?“ Ronja opsøger alt, som Mattis har advaret hende mod, for at øve sig i ikke være bange!

Kapitel 3[redigér | redigér wikikode]

Ronja opsøger også Helvedelsgabet. „Jeg er Birk Borkason, og jeg bor her. Vi flyttede ind nu i nat.“ Ronja stirrer på Birk. „Hvem vi?“ „Borka og Undis og jeg og alle vores tolv røvere.“ Det varer lidt, før hun fatter det utrolige, han havde sagt, men til sidst siger hun: „Mener du, at hele nordborgen er fuld af skiderrikker?“ Birk ler. „Nej, her er kun hæderlige Borkarøvere. Men derovre, hvor du bor, er der propfyldt med skiderikker, det har man altid hørt.“ „Vent bare, til Mattis hører det, så ryger alle Borkarøvere ad hekkenfeldt til med en ordentlig fis!“ Birk vil hoppe til Ronjas side. „Hvis du kommer her, får du en på trynen!“ Birk hopper. „Gør det efter, hvis du kan.“ Ronja hopper væk fra Birk til Borkarøvers side. Birk hopper tilbage. I det samme hopper Ronja også. De to bare hopper frem og tilbage over Helvedesgabet, som om Ronja aldrig havde bestilt andet end at hoppe over kløften for at komme væk fra Borkabøller. Birk strider et stykke ned i Helvedesgabet. Men han kan kletre op ved Ronjas reb. „Du har reddet mit liv. Det skal du have tak for,“ siger han. „Skrid ad hekkenfeldt till!“

Kapitel 4[redigér | redigér wikikode]

„Hør nu på mig, Mattis,“ siger Borka. „I Borkaskoven var det ikke til at være længere. Der sværmer landsknægtene rundt som spyfluer, og et sted måtte jeg jo søge hen med hustru og barn og alle mine røvere.“ „Det er muligt,“ siger Mattis. „Men sådan uden videre at stjæle et sted at bo uden at spørge om lov, sådan gør man ikke, hvis man har lidt skam i livet.“ „Det var mærkelige ord fra en røver,“ siger Borka. „Har du ikke altid taget, hvad du ville have, uden at spørge?“ „Hmmm,“ siger Mattis. Nu bliver han mundlam.

Mens Mattis overvejer, hvordan Borkarøvere smides ud, ser Birk på ræveunger i „Mattisskogen“. Det gør Ronja forbitret, for de er da „hendes“ ræve. Hun havde holdt øje med dem, lige siden de fik unger i foråret. Nu er ungerne store. „Jeg vil have, at du lader mine ræveunger være i fred og forsvinder ud af min skov!“ siger Ronja. Birk siger, at skoven er til alle, der lever der. „Men hvis du vil have den helt for dig selv, så er du dummere, end jeg troede, da jeg først mødte dig.“ Ronja siger, at hun vil ikke dele skoven med Birk. I det samme ser hun tågen lægge sig over skoven. Birk er bange. „Må jeg holde fast i en snip af din kjole, til vi er ude af skoven?“ Ronja raker ham den ene ende af hendes reb. „Værsgo! Men hold dig på afstand af mig, det vil jeg råde dig til!“ Ronja går i spidsen med den anden ende af reben i hånden. Inden længe føler Ronja, at skoven er „stille og uhyggelig“. Angsten vokser og vokser. Ronja kalder på Birk. Og så tænker hun: „Jeg går fra forstanden!“ Da kommer der dybt inde fra tågen nogle dæmpede, blide, klagende toner, der lyder en sang, og det er den besynderligste sang. „Jeg kommer,“ siger Ronja. „Følger du de underjordiske, så er du tabt!“ siger Birk. Birk hålder Ronja fast, indtil sangen bliver tavs. Ronja synes, hun lige var vågnet af en dyb søvn. Der er pludselig svært at synes rigtig dårligt om Birk.

Kapitel 5[redigér | redigér wikikode]

Ronja spørger Mattis. „Hvad er det du har taget uden at spørge?“ Mattis undviger, men Skalde‑Per forklarer Ronja, hvad en røver gør. Mattis siger, han er den mægtigste røverhøvding. „Og det skal du også blive, min egen Ronja!“ „Nå, så det skal jeg!“ råber Ronja. „Aldrig i livet!“

Ronja skier ned ad bjergen i „Ronjas skov“. Midt i hoppet mister Ronjas fod en ski, rammer ned i en jordhule og sidder fast. En flok rumpenisser kravler op fra deres jordhule. „Voffor gør hun sådn? Slår taget i stykker, voffor dé?“ „Jeg kunne ikke gøre for det,“ siger Ronja. „Hjælp mig med at komme fri!“ Men rumpenisserne stirrer bare på hende og sukker lige så dystert som før: „Hun sitter fast i taget, voffor gør hun sådn?“ Ronja bliver utålmodig. „Hjælp mig nu, så jeg kan komme væk herfra!“ Men der er, som om de hverken hører eller forstår. De gloer bare dumt på hende, og så forsvinder de lynsnart ned i deres jordhule. Pludselig begynder de at huje og skrige, som om de var glade for noget. „Det går,“ skriger de. „Me vuggen, se da! Det går!“ Og Ronja mærker, at noget bliver hængt på hendes fod, noget tungt. „Bitte dreng, bitte dreng hænger godt,“ råber rumpenisserne. „I vuggen, se da! Når vi ska ha stygge fod i taget.“ Ronja hiver og trækker af alle kræfter for at komme fri. Og så jubler rumpenisserne. „Bitte dreng, nu blir han retti vugget, så da!“ „Nej, nej! Hjælp! Kom og hjælp mig!“ råber Ronja, til hun ikke kan få en lyd frem mere. Og så siger rumpenisserne: „Allerede slut på vuggeviserne! Voffor nu det?“ En skovheks kommer. „Arbejde skal du! Hos os i bjergene! Til blodet springer! Ellers kradser vi dig, ellers flår vi dig!“ Skovheksen begynder at rive og flå i Ronja med sine skarpe klør, og da Ronja alligevel sidder urokkeligt fast, bliver den rasende. „Skal jeg flænse og flå dig?“ Til sidst bliver den træt af det. „Så henter jeg mine søstre. I morgen tager vi dig. Så kommer du aldrig til at ligge og dase her mere, aldrig, aldrig!“ Ronja venter på at fryse ihjel. Der står Birk! „Du har vist brug for hjælp.“ Ronja slager armer om Birk og siger: „Gå aldrig fra mig mer!“

Kapitel 6[redigér | redigér wikikode]

Den næste dag har Ronja høj feber. Mattis forstår kun, at han skal miste sin „egen Ronja“. Mattis kan ikke tænke sig, hvad Ronja har brug for nu. Han leder efter Lovis. „Kvinde, hvorfor er du ikke hos dit syge barn?“ „Har jeg et sygt barn?“ svarer Lovis roligt. „Det vidste jeg ikke. Men så snart jeg har givet fårene, hvad de skal have ...“ „Det kan jeg gøre! Gå ind til Ronja!“ skriger han, og så snøfter han stille: „Hvis hun da lever endnu!“ Lovis går. Mattis fodrer fårene og klager sin nød til dem. „I ved ikke, hvordan det er at have et barn! I ved ikke, hvordan det føles, når man skal miste sit kæreste lille lam!“ Så tier han pludselig, for nu kommer han i tanke om, at fårenes lam er blevet lammekøller.

Ronja er snart rask igen. Men det sner så meget, at Ronja og Birk kan ikke mødes i skoven. De må mødes hemmeligt! Ronja savner Birk så meget, hun opner den sammenstyrtede gang mellem Mattisborgen og Borkafæstningen.

Kapitel 7[redigér | redigér wikikode]

Birk siger, at alle i Borkafæstningen sulter. Ronja giver Birk hver dag mel og ærter. „En røver tager, hvad han vil have, uden at spørge om lov, så meget har jeg da endelig lært,“ forklarer Ronja. Birk siger: „Undis undrer sig hver dag over, at der stadig er lidt mel og ærter tilbage i hendes tønder. Det må skyldes heksekunster, mener hun.“

Kapitel 8[redigér | redigér wikikode]

Nu er det forår. Mattis har stadigt holdt Ronja hjemme. Først da han selv skal af borgen med sine røvere, lader han Ronja gå. Birk venter på Ronja og ønsker, at hun skulle komme. Det er Ronja glad for. „Snart er jeg så let, at jeg kan flyve,“ siger Ronja. Birk giver hende et puf. „Så flyv! Der er sikkert andre skovhekse ude og fare rundt, som du kan flyve sammen med.“ Ronja ler. „Ja, jeg må jo se, hvordan man gør.“ [Hvordan man gør, hvis man er et afkom af Mattis‑slægten.]

Kapitel 9[redigér | redigér wikikode]

Mattis viser Ronja sin fangst: Birk. Mattisrøvere hujer og skriger: „Nå, du lille Borkasøn, hvornår skal du hjem til far?“ Ellen Hillingsø læser disse ord med skovhekses røst. Ronja hamrer løs på Mattis med knyttede næver. „Mennesker kan du ikke røve, for så vil jeg ikke være din datter mere.“

Den næste dag ved Helvedesgabet forklarer Mattis Borka, at Birk skal sættes i et fangehul, indtil Borkarøvere „skrubber af“. Men Borkarøvere har intet andet sted at tage hen. Og så skal Birk være i fangehullet hele sommeren. Nu hopper Ronja over Helvedesgabet, og Mattis udstøder et skrig, som vilde dyr udstøder i dødsangst. Borka vil bytte Ronja for Birk. Men Mattis siger: „Kom og hent din søn. Men mig kan du ikke give noget barn tilbage. For jeg har ikke noget.“

Kapitel 10[redigér | redigér wikikode]

Da Ronja og Birk byttes, mærker Lovis og Undis, at Ronja og Birk holder sammen. Undis tager et hård tag i Birk. „Hvad har du for sammen med hende?“ „Hun er min søster. Og hun har reddet mit liv,“ siger Birk. Ronja læner sig ind til Lovis og græder. „Ligesom Birk har reddet mit.“ Borka bliver rød i hovedet af raseri. „Går min søn bag min ryg og holder sammen med min dødsfjendes afkom?“ Undis vil slæbe Birk bort. Men Birk siger: „Jeg tåler ikke dine hænder på mig.“ Tilbage i Mattisborgen vil Lovis spørge Ronja om Birk, men Ronja siger: „Tal ikke til mig.“ Ronja og Birk flytter fra borgen til Bjørnegrotten.

Kapitel 11[redigér | redigér wikikode]

Ronja og Birk jager Grådværge ud af Bjørnegrotten. Ronja drømer, at Mattis sidder alene midt ude i en mørk, sort skov og græder, så der opstår en kilde ved hans fødder. Og dybt nede i kilden sidder hun selv og er lille igen og leger med kogler og sten, som hun har fået af ham.

Kapitel 12[redigér | redigér wikikode]

Birk og Ronja beskylder hinanden for, at have tabt Birks kniv. Ronja forlader Birk med vredestårer sprøjtende ud af øjnene. Birk bliver bekymret for Ronja og leder efter hende, indtil han er sikker på, at Ronja er ved Mattis. En bjørn dræber et føl og sårer hoppen. Birk ser Ronja. Hun vil trøste hoppen, selv om bjørnen er tæt på. Ronja og Birk forbinder hoppens sår. En rumpenisse forstår det ikke. „Voffor gør de sådn?“ Hjemme i Bjørnegrotten siger Birk: „Du er mere værd end tusind knive!“

Kapitel 13[redigér | redigér wikikode]

Da Ronja og Birk mælker hoppen, kommer to unge heste nysgerrigt nærmere. Ronja og Birk vil tilride dem, men hestene kaster dem af. Endelig kan Birk blive op på sin hest. Hesten vrinsker nervøst og Birk roser den. Ronja kan endelig også blive op på sin hest. Ronja presser indad hesten med knæene. Så løber hesten løbst! Hesten bliver standset af Birk på hesteryg. Denne gang roser Ronja sin hest i høje toner, „fordi den var så god til at løbe“. Og det beroliger hesten.

Kapitel 14[redigér | redigér wikikode]

En Mattisrøver kommer til Bjørnegrotten. „Det er for svært uden dig, Ronja. Alle venter på, at du skal komme hjem.“ Ronja ryster på hovedet. „Jeg kommer aldrig hjem! Ikke så længe, jeg ikke er Mattis’ barn! Det kan du hilse ham og sige, så det runger i Mattisborgen.“ Mattisrøveren siger, at fogeden har sværget på, at alle Mattisskovens røvere skulle få deres straf. Ronja og Birk har en daglig sommer tilsammen. Mens de svømmer i elven, kommer utallige, grusomme skovhekse flyvende. „Nu skal I kradses, så blodet flyder, hoho!“ Birk er forsvunden. „Birk, min bror, hvordan kunne du forlade mig od lade mig være alene med det værste og frygteligste af alt?“ Men Birk redder Ronja med et svømmende birketræ, de kan gemme sig under. Nu flyder birketræet til vandfald Bratfaldet. Birk river Ronja løs fra træen. De svømmer til stranden, Ronja har ikke flere kræfter og vil give op. Men foran sig har hun Birk. Han drejer hovedet og ser på hende. Gang på gang vender han sig om efter hende, og så forsøger hun igen. Birk trækker hende i land.

Kapitel 15[redigér | redigér wikikode]

Lovis venter ved Bjørnegrotten. Birk nægter Ronja, at hilse på Lovis. Ronja afskyer alt og alle som river og slider i hende, så hun er ved at gå i stykker. Lovis fortæller, at Mattis græder i søvne og kalder på Ronja. „Forstår du, Ronja, det er svart at se et menneske lide så ubeskriveligt.“ Ronja mærker, at den vilde gråd er på vej, som skulle få bjergene til at slå revner.

Den næste dag siger Birk: „Jeg kunne selvfølgelig gå hen og tigge mig tilbage til Borkafæstningen, jeg ville ikke blive jaget væk, det ved jeg. Men hvad skulle det hjælpe? Dig ville jeg alligevel miste. Jeg ville ikke engang få dig at se. Derfor bliver jeg i Bjørnegrotten.“ „Hvem har sagt, at jeg skal tilbage til Mattisborgen?“ „Det har jeg. Om jeg så selv skal bære dig derhen. Fryse ihjel har jeg tænkt mig at gøre alene, hvis det nu skal være sådan. Men det er sommer nu, har jeg sagt!“ Nu begynder Ronja også at leve, som om sommeren varede evigt. Pludselig befinder de sig midt i den tætteste tåge. Birk tager Ronja hårdt i armen. Ronja siger: „Tror du ikke, vi kan finde hjem?“ Ronja og Birk står stille og lyder til de underjordiskes klagende sang. „Endelig får jeg lov at høre dem!“ siger Ronja. „Har du aldrig hørt dem før?“ „Nej, aldrig,“ siger Ronja. „Kunne du tænke dig at følge med dem?“ Ronja ler. „Så tosset er jeg da heller ikke!“

Kapitel 16[redigér | redigér wikikode]

Ronja ser Mattis ved kilden. Han leger armen hen over øjne og skjuler sine tårer, så hjælpeløst og fortvivlet, at Ronja ikke kan holde ud at se på det. Med et skrig styrter hun hen og kaster sig i hans favn. „Mit barn,“ hvisker Mattis. „Er det sandt, hvad Lovis siger, at du kommer hjem, hvis jeg beder dig om det?“ Ronja tier. I de samme ser hun Birk. Mens Mattis tigger om, at Ronja skal komme hjem, taler Ronja og Birk ordløst:

  • Birk, min bror, husker du Bratfaldet?
  • Ronja, du forstår ikke, hvordan det føles, men gør det hurtigt! Gå nu!
  • Birk, min bror, i liv eller død kan intet skille os, ved du ikke det?

Ronja sender Mattis bort. „Vil du da hellere fryse ihjel i Bjørnegrotten?“ „Ja, det tror jeg!“ svarer Birk. „Så sætter du dit liv på spil! Og mit med!“ „Hvordan kan jeg sætte dit liv på spil?“ „For så bliver jeg hos dig, dit fjols! Hvad enten du vil have det eller ej! Jeg siger, at intet kan skille os ad! Og det ved du også udmærket godt, dit fjols!“ „Ikke om jeg vil sætte dit liv på spil, kære søster! Det er det sidste, jeg vil. Jeg følger dig, hvor du end går. Om jeg så skal leve blandt Mattisrøvere, til jeg kvæles i det!“

Kapitel 17[redigér | redigér wikikode]

Mattisrøvere har befriet en Mattisrøver og to Borkarøvere ud af landsknægtenes fangehuler. Derfor er landsknægte for alvor ude efter Mattis nu. Skalde‑Per synes, at Mattisrøvere og Borkarøvere skulle slås sammen. En tvekamp mellem Mattis og Borka skulle framgå anføreren af. „Jeg synes, det ville være mest snedigt at holde op med at røve,“ siger Ronja. Og Skalde‑Per siger: „Det har du fuldstændig ret i, Ronja! Du er så klog. Men jeg er for gammel og affældig til at kunne banke den slags fornunft ind i knolden på Mattis.“

Borka advarer Mattis for landsknægte, som har ligget i baghold og skudt til Borkarøvere. Mattis vinder tvekampen mod Borka. „Bror Borka, ja, fra nu af er vi brødre,“ siger han. „En høvdings navn og ære beholder du i alle dine dage, og dine mænd kan du selv styre over. Men glem ikke, at Mattis er den mægtigste høvding i alle bjerge og skove, og mit ord gælder over dit fra og med i dag, at du ved det!“ Samme aften holder Mattis gæstebud for Borkarøvere. Birk sværger en ed på aldrig at blive røver. Den dødssyge Skalde‑Per betror Ronja, hvor sølvklumper findes så store som rullesten. Men hun skulle ikke røbe den hemmelighed for nogen. Skalde‑Per tænker, at røverne skal hænges. Men Ronja skal have det godt med minedrift.

Kapitel 18[redigér | redigér wikikode]

Da Skalde‑Per dør, råber Mattis: „Han har jo altid været her! Og nu er han her ikke mere!“ Igen og igen råber han på samme måde: „Han har altid været her! Og nu findes han ikke mere!“ Til sidst siger Lovis: „Mattis, du ved godt, at ingen kan være her altid. Vi fødes, og vi dør, sådan har det jo altid været, hvad jamrer du sådan for?“ „Men jeg savner ham,“ råber Mattis. „Skal jeg holde lidt om dig?“ spørger Lovis. „Ja, gør det for alt i verden,“ råber Mattis. „Også du, Ronja!“

Nu er der forår igen. Ronja fortæller Birk om sølverklumper, som de kan have brug for, når de er voksne. Men nu skal de flytte til Bjørnegrotten. Denne gang er Mattis forstående. „Et bedre sted kan man ikke bo på denne tid af året! Eller hvad siger du, Lovis?“ „Gå du bare, barn, hvis din far synes det,“ siger hun. „Men jeg kommer til at savne dig!“ „Men du kommer vel hjem til efteråret, det plejer du jo at gøre,“ siger Mattis. Ankommet i Bjørnegrotten bryder Ronja ud i et jubelskrig.

Skrivestil[redigér | redigér wikikode]

Lignende handlinger[redigér | redigér wikikode]

Første handling Anden handling

Eksempel 1:
Borkarøvere kan ikke flytte ud af Mattis’ borg. Ronjas fod sidder fast i rumpenissers jordhule.
Borka forklarer Mattis, at Borkarøvere har intet andet sted at tage hen. Ronja forklarer rumpenisser, hun kunne ikke gør for det.
Mattisrøvere råber harmdirrende op og vil straks gribe deres armbrøster. En skovhekse begynder at hive og slide i Ronja, med sine skarpe kløer, og da Ronja alligevel sider fast, bliver hun rasende. „Vil du have, at jeg skal rive og flå dig nu?“

Eksempel 2:
Hele tiden, mens Ronja møjsommeligt strider sig gennem snefoget, har hun Birk bag sig. Ronja og Birk svømmer til stranden, Ronja har ikke flere kræfter og vil give op. Men foran sig har hun Birk.
Gang på gang må hun se efter, om han er der. Hun er så bange for, at han pludselig skulle forsvinde og lade hende alene tilbage. Han drejer hovedet og ser på hende. Gang på gang vender han sig om efter hende, og så forsøger hun igen.

Eksempel 3:
Da bjørnen har dræbt et føl, siger en rumpenisse: Da Skalde‑Per har døet, siger Mattis:
„Føllet finds ikke mer! Slut! Springer ikke mer!“ „Han har altid været her! Og nu findes han ikke mere!“
„Nej, det ved vi godt,“ siger Ronja sørgmodigt. „Mattis, du ved jo godt, at ingen bliver ved med at være her altid“, siger Lovis.

Eksempel 4:
Tåge. Tåge.
Ronja er ikke bange. Det er jo „hendes“ skov hun kender godt! Ronja kun tåler Birk. [Ronja ved, at hun kan stole på hendes „bror“ Birk.]
Inden længe føler Ronja, at skoven er „stille og uhyggelig“. Angsten vokser og vokser. Ronja kalder på Birk. Og så tænker hun: „Jeg går fra forstanden!“ Birk griber Ronja hård i armen og venter.
Underjordiskes lokkende sang. Underjordiskes lokkende sang.
Ronja vil kun hen til dem, for at få trøst. Birk holder hende fast. Ronja skriger og bider ham. „Ville du følge med dem?“ spørger Birk. Ronja ler. „Nej, jeg er da heller ikke helt tosset!“
Da sangen er forstummet, synes Ronja, hun lige er vågnet af en dyb søvn.

Fantasiskabninger[redigér | redigér wikikode]

Rumpenisse:

Stor rumpe, enfoldige øjne. Den piler. Den er selvisk, uforstående, upålidelig.

Skovhekse:

Sort ørn med menneskehoved. Den er grusom, elsker at skræmme mennesker og finder nydelse i at pine. Den er sadistisk.

Grådværg:

Grå dværg. Øjne, der lyser i mørke. Vammel. Den hvæser og vil skræmme mennesker bort.

Underjordisk:

Den kan lokke utrygge mennesker i underverden.