Rugiere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort som henviser til bosteder forbundet med rugiere/rugii: Rogaland, Pommern (siden 100-tallet), Rugiland (400-tallet); Rügen (usikkert).

Rugiere eller rygere (latin: rugii, norrønt: rygir, også nævnt på norrønt som ulmerugi eller holmrygir,) var en germansk stamme, som først blev nævnt i romeren Tacitus' værk Germania. De er antaget at være udvandrede fra sydvestlige Norge til Pommern i de nuværende Polen en gang omkring 100 e.Kr., og derfra videre til Donaus floddal hvor de etablerede et eget kongerige i 400-tallet.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Stammenavnet rygir er antagelig afledt fra norrønt rugr, rug, og er således tolket som "rugspisere" eller "rugbønder". [1] Holmrygir og ulmerugi kan tolkes som "ø-rugiere", eller "ø til rugierne".[1]

Det er ingen absolut sikkerhed for, at folket rugii, som er nævnt af Tacitus (som selv formildede information, han havde hørt av andre), faktisk var identisk med det lokale folk i det område, som senere blev en del af Norge. Det er muligt, at navnene har oprindelse uafhængig af hinandeb som andre navne som tilsyneladende er ens, men alligevel af uens oprindelse. Hvis dette er tilfældet, var rugierne et østgermansk folk, en af de mange germanske stammer, som opstod i nordlige Europa.

En anden usikker og omdiskuteret forbindelse med rugii er med navnet på øen Rügen og stammen rugini nævnt en gang på en liste af stammer af den angelsaksiske skribent Beda tidligt i 700-tallet i hans værk Historia ecclesiastica gentis Anglorum (Det engelske folks kirkehistorie). [1] En del forskere har foreslået, at rugii gav deres navn til øen Rügen i det nu nordøstlige Tyskland, men andre har givet alternative hypoteser af Rügens etymologi, som knytter navnet til middelalderens folkestamme rani eller rujani, en slavisk stamme.[1] Om rugii og Bedas rugini var identisk er forblevet spekulativt. Det samme er koblingen mellem rugii og rugierne i Norge.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Forutsat, at rugii og rugierne faktisk var identiske, var deres antagede ophav i Rogaland og Ryfylke, som er nævnt i sammenhæng med rugiere, efter som Rogaland kan forstås som "landet med rugierne". Skaldekavdet Hákonarmál[2] nevner også «holmrygir», hvilket på moderne norsk bliver til "holmryger". Overgangen rygir til roga er forklaret med en generel lingvistisk overgang i norrønt. [1]

Forskere har foreslået en udvandring fra Rogaland til sydkysten af Østersøen eller i modsat retning fra østersøkysten til Rogaland, eller et oprindeligt hjemland på øerne i Danmark, som ligger midt mellom disse to regioner. [1] Ingen af teorierne er hidtil blevet støttede eller bekræftede af arkæologiske spor. [1] En anden teori antyder, at navnet på den ene af de to grupper er blevet tilpasset af den ene ved et senere tidspunkt uden, at nogen form for udvandring skete. [1]

I Pommern[redigér | redigér wikikode]

Rugii blev først nævnt af Tacitus[3] på slutten av 100-tallet e.Kr.[1][4][5] Tacitus' beskrivelse af deres samtidige bosætningsområde, nærliggende og tilstødende til goterne ved «havet» er sædvanligvis forstået som sydkysten af Østersøen, senere kaldet for Pommern.[4][5] Tacitus karakteriserede rugii samt naboerne goterne og lemovii (lemoviere) ved at nævne, at de bar runde skjolde og korte sværd og var loyale mod egne høvdinge.[1][4][5] Den græske geograf Klaudios Ptolemaios[6] i 150 e.Kr. nævner et sted kaldet Rhougion (også omskrevet fra græsk som Rougion, Rugion, latiniseret som Rugium eller Rugia) og en stamme ved navn Routikleioi i det samme område, begge navnene er blevet associerede med rugii.[5] Jordanes i sit historieværk om goterne, Getica,[7] fortæller, at goterne, da de kom til dette område, forviste et folk kaldet ulmerugi [1][5], og han gør andre, retrospektive referencer til rugii i Getica.[8] 800-tallets angelsaksiske digt Widsith, en sammenstilling af tidligere mundtlige traditioner, nævner stammen holmrycum uden at lokalisere den.[1] Holmrygir er nævnt på norrønt skaldekvadet Hákonarmál af den nordnorske skjald Øyvind Skaldespiller,[9] og antagelig også Hrafnsmál af den norske skjald Torbjørn Hornkløve. [1]

Mange rugiere havde forladt østersøkysten under folkevandringstiden. Det er antaget, at burgundere, gotere og gepidere med dele af rugierne havde forladt Pommern i løbet af sen romersk tid, og at i løbet af folkevandringstiden havde levninger af rugierne og andre germanske stammer som vistula veneti (baltiske venetiere) og vidivarii, blevet tilbage og dannet enheder, som senere blev prægede af slavisk innflydelse.[10] Vidivarii blev beskrevet af Jordanes som en smeltedigel af stammer, som i midten af 500-tallet levede i nedre Vistula (Wisła). [11][12] Selv om den skiller fra den senere wielbarkkultur, synes det som om en del traditioner blev videreførte.[12] En hypotese, baserede på den pludselige fremtoning af store mængder romerske solidi (mønter) og udvandringer af andre folkegrupper efter sammenbruddet til hunnerne i 453, hvilket antyder en delvis videre folkevandring af tidligere emigranter tilbage til deres formodede tidligere hjemland i Nordeuropa.[12]

Oksywiekulturen (tysk: Oxhöft-Kultur) er associeret med dele af rugiere og lemoviere. [5] Den arkeologiske Gustow-gruppe i vestlige Pommern er også associert med rugiere. [13][14] Levningerne af rugiere vest for vidivarii, sammen med andre grupper af gotere, baltiske venetiere, og gepidere, er antaget at være identisk med den arkæologiske Debczyn-gruppen.[10]

I Pommern, Rugiland og Italia[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 300-tallet flyttede store dele af rugierne syd over og bosatte sig i øvre Tisza, en sideflod til Donau i oldtidens Pannonien i de senere Ungarn. De blev senere angrebne af hunnerne, blev underkastede og deltog i Attilas krigsføring i 451. Ved hans død i 453 gjorde de oprør og oprettede under deres høvding, som er kendt under det latinske navn Flaccitheus et kongerige i Rugiland, en region som i dag er en del af nedre Østrig (oldtidens Noricum), nord for Donau.[15] Efter Flaccitheus' død blev rugierne i Rugiland ledede af kong Feletheus, også kaldt for Feva og hans hustru Gisa. [15] Dog havde var rugiere blevet forbundsfæller, foederati af Odovakar, som var blevet den første germanske konge af Italien.[15] Ved 482 var rugierne konverterede til den arianske kristendom. Feletheus' rugiere blev afgørende besejrede af Odovakars hær i 487; mange havnede i fangeskab og blev førte til Italien, og til sidst blev Rugiland bosat af langobardere.[15] Nedtegnelser fra denne tid blev gjort af Prokopios, Jordanes og andre.[1]

To år senere slog rugierne sig sammen med den østgotiske[16] kong Teoderik den store, da han invaderede Italien i 489. Inden for det østgotiske kongedømme i Italien beholdt de deres egne administratorer[16] og undlod samkvem som at indgifte med goterne. Efter Totilas nederlag i goterkrigen i årene 535-554 forsvandt de ud af de historiske optegnelser.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,00 1,01 1,02 1,03 1,04 1,05 1,06 1,07 1,08 1,09 1,10 1,11 1,12 1,13 Hoops, Johannes; Jankuhn, Herbert et al. (2004): Reallexikon der germanischen Altertumskunde, 2. utg., Walter de Gruyter, ISBN 3-11-017733-1, s. 452ff
  2. Hákonarmá, Heimskringla]
  3. Tacitus, Germania, Germania.XLIV
  4. 4,0 4,1 4,2 The Works of Tacitus: The Oxford Translation, Revised, With Notes, BiblioBazaar, LLC, 2008, p.836, ISBN 0-559-47335-4
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 5,4 5,5 J. B. Rives on Tacitus, Germania, Oxford University Press, 1999, s. 311, ISBN 0-19-815050-4
  6. Ptolemaeus II,11,12
  7. Jordanes, Getica, IV,26
  8. Jordanes, Getica, L,261.266; LIV,277
  9. Skj, B I,57
  10. 10,0 10,1 Hoops, Johannes; Naumann, Hans-Peter et. al: Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Walter de Gruyter, ISBN 3-11-017535-5, s. 282
  11. Merrills, Andrew H. (2005): History and Geography in Late Antiquity, Cambridge University Press, ISBN 0-521-84601-3, s. 325
  12. 12,0 12,1 12,2 Jong, Mayke De; Theuws, Frans; Rhijn, Carine van (2001): Topographies of Power in the Early Middle Ages, BRILL, ISBN 90-04-11734-2, s. 524
  13. Ma̜czyńska, Magdalena; Grabarczyk, Tadeusz (2000): Die spätrömische Kaiserzeit und die frühe Völkerwanderungszeit in Mittel- und Osteuropa, Wydawn. Uniwersytetu Łódź, ISBN 83-7171-392-4, s. 127
  14. Keiling, Horst (1984): Archäologische Funde von der frührömischen Kaiserzeit bis zum Mittelalter aus den mecklenburgischen Bezirken, Museum für Ur- und Frühgeschichte Schwerin, s. 8:12
  15. 15,0 15,1 15,2 15,3 Foulke, William Dudley; Peters, Edward (1974): History of the Lombards, University of Pennsylvania Press, ISBN 0-8122-1079-4, s. 31ff
  16. 16,0 16,1 Goetz, Hans-Werner; Jarnut, Jörg; Pohl, Walter (2003): Regna and gentes: the relationship between late antique and early medieval peoples and kingdoms in the transformation of the Roman world, Brill, ISBN 90-04-12524-8, s. 68

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Boëthius, Simon (1916): «Rugier». Nordisk Familjebok.