Hobro-stenen 2

Hobro-stenen 2
Hobro-stenen
Fundet	1623
Fundsted	Hobro
Rejst	970–1020
Højde	152 centimeter
Bredde	100 centimeter
Dybde	35 centimeter
Placering	Hobro Bibliotek
Stenart	Granit
DK-nr.	NJy 74
Danske Runeindskrifter	Hobro-stenen 2 i Danske Runeindskrifter

Hobro-stenen 2 er en runesten, som blev fundet på kirkegården i Hobro i 1623. Ved Skonvigs besøg (o. 1627) stod stenen på Hobro kirkegård. 1654 skriver Meier, at den nu ligger i en posemagers gård ved kirkevolden, men i midten af 1800-tallet blev den opstillet ved den nye kirke. Senere blev den flyttet til Hobro museum, men nu har den plads i en mellemgang i biblioteket i Hobro.

Indskrift

Translitteration	: þuriʀ : risþi : stin : þoasi : aufti : karl : hin : kuþoa : fʀlaka : sin : harþ¶a : kuþoan : trʀk :
Transskription	ÞōriR rēsþi stēn þa[nn]si øftiR Karl hinn gōða, fēlaga sinn, harða gōðan dræng.
Oversættelse	Thore rejste denne sten efter sin fælle Karl den gode, en meget god dreng.

Indskriften er ordnet i konturordning, som begynder i stenens nederste venstre hjørne og afsluttes i en tværbjælke midt på stenen. Den samme indskriftordning, som er helt usædvanlig for danske runesten, ses på Glenstrup-stenen 1, som er rejst af Thore efter hans far. Det er på grund af navnesammenfaldet og indskrifternes design meget sandsynligt, at disse to runesten er rejst af den samme Thore, men runeristerne har været forskellige personer, idet runernes udformning er forskellig. I Ås kirke i Västergötland findes en runesten, Vg 112, med nøjagtig samme indskrift som på Hobro 2. I disse to indskrifter anvendes yr-runen, R, både som konsonant /R/ og som vokaler /e/ og /æ/, hvilket også er usædvanligt for danske runesten, og som kun kendes fra én anden dansk runesten, nemlig Sdr. Vissing-stenen 1. I et lille område af Västergötland findes en mængde runesten med disse træk, hvilket sandsynliggør, at runeristeren har været svensk. Hobro 2 er den eneste danske runesten med personnavnet Karl. Navnet genfindes i en række svenske runesten.

Galleri

• 
  "Denne Runesteen staaer i det Sydlige Kirkegaards Steengiærde omtrent midt for Kirken i Hobroe. Den stod temmelig dybt i Jorden, og meget af Skriften var skiult af Jord og store Steen, som ieg maatte lade opkaste og afvælte. Steenen, som var bleg brunrød eller Kiødfarvet, syntes at være en Porphyr eller en haard og fiinkørnig Granit, paa den Side, hvor Rune-Skriften stod, var den ganske jevn og plan, samt fiin afsleben og poleret." skrev Søren Abildgaard i 1766
• 
  Runestenen Vg 112 indmuret i kirkemuren i Ås

Kilder

• Danske Runeindskrifter Arkiveret 21. marts 2012 hos Wayback Machine
• Lerche Nielsen, Michael 1994. Brugen af R-runen som vokaltegn i vikingetidens runeindskrifter. Selskab for nordisk Filologi. Årsberetning 1992-1993, sp. 76-88. København.
• Peterson, Lena 2007. Nordiskt runnamnslexikon, s. 146. Uppsala.
• Øeby Nielsen, Gunhild 2007. Runesten og deres fundforhold. Magt og mentalitet, kontinuitet og brud i tiden for religions- og kulturskiftet ca. 950-1200, s. 118-124. Århus.