Rusland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Rusland (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Rusland)
Russiske Føderation
Российская Федерация
tr. Rossijskaja Federatsija
Flag Våbenskjold
MottoIntet
Nationalmelodi
"Государственный гимн Российской Федерации"
tr. "Gosudarstvennyj gimn Rossijskoj Federatsii'"
"Hymne til den russiske føderation"
-I Asien/Europa (grøn) -Land gjort krav på (Krim og Sevastopol; lysegrøn)
-I Asien/Europa (grøn)
-Land gjort krav på (Krim og Sevastopol; lysegrøn)
Hovedstad
(og største by)
Moskva
55°45′N, 37°37′E
Officielle sprog Russisk er officielt i hele landet; 27 andre sprog er medofficielle i diverse regioner
Etnicitet (2010[1]) 81,0% russer
3,7% tatar
1,4% ukrainer
1,1% basjkir
1,0% tjuvasjer
0,8% tjetjener
11,0% andre / uspecificeret
Demonym russer (Rossiyane)
Regeringsform Føderal semipræsidential konstitutionel republik
 -  Præsident Vladimir Putin
 -  Premierminister Dmitrij Medvedev
 -  Formand Føderationsrådet Valentina Matvijenko
 -  Formand for Statsdumaen Sergej Narysjkin
Lovgivende forsamling Føderale forsamling
 -  Overhus Føderationsrådet
 -  Underhus Statsdumaen
Etableret
 -  Kievriget 862 
 -  Storfyrstendømmet Moskva 1283 
 -  Zar-rusland 16. januar 1547 
 -  Russiske Kejserrige 22. oktober 1721 
 -  Russiske SFSR 6. november 1917 
 -  Sovjetunionen 10. december 1922 
 -  Russiske Føderation 25. december 1991 
 -  Vedtagelse af Ruslands nuværende forfatning 12. december 1993 
Areal
 -  Total 17.098.242 km2 (nr. 1)
 -  Vand (%) 13[2] (inklusiv sumpe)
 -  Inklusiv Krim og Sevastopol 17.124.442 km2
Indbyggertal
 -  Anslået 2014 143.700.000[3] (nr. 9)
 -  Tæthed 8,4/km2 (nr. 217)
BNP (KKP) Anslået 2013
 -  Total 2,558 mia. USD[4] (nr. 6)
 -  Pr. indbygger 18.083 USD[4] (nr. 57)
BNP (nominelt) Anslået 2013
 -  Total 2,118 mia. USD[4] (nr. 8)
 -  Pr. indbygger 14.973 USD[4] (nr. 49)
Gini (2011) 41,7[5] (medium) (nr. 83)
HDI (2013) Stigning 0,788[6] (høj) (nr. 55)
Valuta Rubel (RUB)
Tidszone +3 til +121
Datoformat dd.mm.åååå
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
RUS
Luftfartøjs-
registreringskode
RA
Internetdomæne .ru
.su
.рф
Telefonkode +7
ISO 3166-kode RU
1. Uden +5.

Rusland (russisk: Россия, tr. Rossija) eller Den Russiske Føderation (russisk: Российская Федерация, tr. Rossijskaja Federatsija) er med sine 17.098.242 kvadratkilometer[7] verdens største land. Selve Rusland er inddelt i 83 forskellige regioner med forskellige grader af autonomi men med lige repræsentation i Dumaen såvel som Føderationsrådet. Den vestligste del af Rusland er den befolkningsrigeste, hvorimod den østliste del (øst for Ural) er mere tyndt befolket. Det skyldes blandt andet det meget hårde klima. Det skyldes formentligt også, at den vestlige del er lettere at dyrke, hvorimod den østlige del består af tundraer såvel som egne med permafrost[7]. Den vestlige del er også den russiske føderations rigeste region. Uralbjergene strækker sig fra nord mod syd og rummer vigtige mineral- og olieforekomster. Sibirien strækker sig fra Uralbjergene til Stillehavet. Dette enorme område er rigt på naturressourcer. Kaukasusregionen er et steppeområde, der strækker sig nord for bjergene af samme navn mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav. Dele af russisk Centralasien ligger under havets overflade og består af ørken, stepper og bjerge. Rusland er ikke længere en supermagt, men fortsat en stormagt. I den sydlige del af Rusland i Kaukasus kæmper tjetjenske terrorister for selvstændighed fra styret i Moskva. Dette har blandt andet affødt en række terrorangreb på civile i russiske storbyer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ruslands historie

Russisk politik har været præget af flere perioder, hvoraf man groft kan inddele i en præ-sovjetisk periode, en sovjetisk periode og en post-sovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland et enevældigt monarki med en stærk zar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke nærede såvel som nærer naturlige grænser[8]. På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær[8]. Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke med bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. I Sovjetunionens tidlige år, var opfattelsen at denne var svag og kapitalismen stærk[9]. Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig "konsolideret" med sejren over de fascistiske system i Vest[9]. Herefter begyndte Den Kolde Krig, der blev præget af et våbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident for RSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et "oligarkiets diktatur", hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik[10]. Boris Kagarlitsky taler om en symbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet[11]. Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt[12]. Dette syntes at var ved indtil 1999, hvor Vladimir Putin bliver valgt til præsident. Han indfører en skrappere kurs overfor oligarkiet. Hans præsidentperiode bliver således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, hvad oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik[13]. En uge før valget i 2000 udtaler Putin, at oligarkiet vil "cease to exist"[14]. Dette bliver dermed begyndelsen på et massivt angreb på Boris Berezovskij, Vladimir Gusinskij og måske mest berømt, Mikhail Khodorskij, der mistede deres virksomheder[14]. I takt med en generel bedring af økonomien som følge af stigende olie- og gaspriser, lykkedes det Putin at rette op på økonomien.

Den Russiske Føderation[redigér | redigér wikikode]

Den Russiske Føderation opstod i 1991 efter, at Sovjetunionen brød sammen. Boris Jeltsin blev den første folkevalgte præsident. Jeltsins periode var præget af uroligheder og økonomisk forfald. Hans efterfølger Vladimir Putin, der blev valgt i 2001, formår at få kontrol med det store land.

Rusland under Boris Jeltsin[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Boris Jeltsin

Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der blev genvalgt igen i 1996 med 35,8 % af stemmerne mod hans nærmeste konkurrent, kommunisten Gennadij Sjuganovs 32,5%[15]. Til gengæld blev Det Russiske Kommunistparti Dumaens største ved parlamentsvalget i 1995[16]. Først og fremmest var Rusland under Jeltsin kendetegnet af økonomisk og politisk uro. Op gennem 1980erne var Sovjetunionens økonomi gået i stå. Væksten var negativ[17]. Dette havde en negativ på det russiske BNP, der ifølge officielle data var i frit fald fra 1991 til 1996[18]. Den negative udvikling kan også ses i den positive udvikling i hjemmebrug[19], der voksede uafbrudt fra 1990 til 1998[20]. I et forsøg på at "Vestliggøre" Rusland gennemførte Jeltsin en privatisering af de russiske statsvirksomheder[13]. Ud af dette udviklede der sig den føromtalte symbiose mellem de russiske ledere, der havde brug for oligarkernes finansiering til at blive genvalgt, men samtidig havde oligarkerne brug for staten til at reproducere det system, som oligarkerne havde skabt[10]. Denne støtte vekslede oligarkerne til indflydelse og magt over præsidenten. Et eksempel på dette var oligarkernes utilfredshed med daværende ministerpræsident, Jevgenij Primakov, der på grund af sin lyserøde politik blev ønsket afsat, hvorefter han vitterligt blev afsat af præsident Jeltsin[21]. Et andet problem der prægede Rusland og i særdeleshed præsidenten i 1990erne, var Jeltsins helbredsmæssige problemer[22][23].

Den første krig i Tjetjenien (1993-1997)[redigér | redigér wikikode]
Uddybende Uddybende artikel: Den første krig i Tjetjenien
Tjetjensk rebel nær en regeringsbygning under en pause i kamphandlingerne

I 1993 rykkede russiske hærstyrker ind i Tjetjenien, idet Tjetjenien søgte at løsrive sig efter Sovjetunionens sammenbrud[24]. Dette medførte en blodig borgerkrig, som Rusland til sidst måtte trække sig ud af, hvilket kastede Tjetjenien ud i lovløshed[24]. Krigen udstillede russisk svaghed, hvis hær ikke var i stand til at stille med mere end 25000 kampberedte tropper, der var demoraliserede og dårligt uddannede. Der var endvidere problemer med forsyningerne. Og måske vigtigste af alt, så var de ikke klar til at gå i krig mod, hvad de opfattede som andre russere[25]. Russiske styrker var i midten af 1990erne alligevel i stand til at begå voldshandlinger mod tjetjenere, der var mistænkt for samarbejde med rebellerne. Da sidstnævnte generobrede Groznij, gennemførte tjetjenerne lignende voldshandlinger mod tjetjenere mistænkt for samarbejde med russerne[26]. I 1997 Jeltsin underskrev en fredsaftale med den tjetjenske præsident Aslan Mashkadov, der dermed sluttede krigen. Ifølge officielle russiske oplysninger, kostede krigen 30-40.000 mennesker livet, mens den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår antallet af døde til 50.000[27].

Primakov-affæren[redigér | redigér wikikode]

Rusland var i økonomiske krise i slutningen af 1990erne. Dette får Jeltsin til at vælge Jevgenij Primakov som premierminister. Han sad fra 1998 til 1999[14]. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering[28]. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medieempirier[21]. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at sin magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999[29].

Rusland under Vladimir Putin[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vladimir Putin

Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsins efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne[30]. I Rusland er der kotyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger [31]. I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser[32], mens Putin sætter hårdt mod hårdt i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætte Ramzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder. Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Dumaen mod Kommunistpartiets 11,6% [33]. Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet[34], hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt[35]. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne[30].

Russisk udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Rusland har via sin udenrigspolitik i de sidste 20 år søgt at varetage egne interesser. Dette har blandt andet medført en invasion af Tjetjenien i to omgange, hjælp til serbere i Bosnien samt forsøg på at forhindre NATO's angreb på Serbien i 1998[36]. I 2001 accepterer Rusland under Putin NATO's invasion af Afghanistan men modarbejder sammen med blandt andet Frankrig og Tyskland, USA's angreb på Irak. I 2002 påbegynder USA sit missilskjold, der betyder enden for ABM-traktaten[37]. Ruslands vrede udmyntes i trusler om at udtræde af CFE traktaten såvel som INF. 2008 invaderede Rusland Georgien som følge af georgiske overgreb på Abkhasien og Sydossetien, der vil løsrive sig fra Georgien.

Rusland indførte 7. august 2014 med øjeblikkelig virkning embargo mod import af fødevarer fra EU, USA, Norge og Australien.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Rusland er en føderal republik, der består af 83 regioner[7] med varierende autonomi[38]. I dag er der direkte valg til præsidentposten og forholdstalsvalg til det russiske parlament Dumaen. Præsidenten udpeger guvernørerne såvel som dommere og statsanklagere, som så skal godkendes af Føderationsrådet[39]. Dette har Putin indført for at styrke Moskva i forhold til regionerne[40]. Russisk politik er præget af en høj grad af vælger bevægelighed (volatilitet) som følge af de mange forskellige partier, der stiller op til hvert valg i Rusland[41]. I dag domineres Dumaen af Putins parti "Forenet Rusland", der i 2007 fik 64 procent af stemmerne[42].

  • Den udøvende magt: Præsidenten
  • Den lovgivende magt: Dumaen
  • Den dømmende magt: Forfatnings- Højeste- og Voldgiftsretten[43]

Administrative inddelinger[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ruslands føderale enheder
Subnationale enheder i Rusland
Føderale distrikter i Rusland

Rusland har i alt 88 administrative områder som hver har 2 delegerede i forbundsrådet som er overhuset i Ruslands parlament. De 88 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:

  1. 21 republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag
  2. 48 provinser (oblaster) er den "normale" enhed.
  3. 7 territorier (krajer) er som provinserne, men er sædvanligvis mere perifere og tyndtbefolkede.
  4. 1 selvstyrende provins (autonom oblast) – den Jødiske autonome oblast.
  5. 7 selvstyrende distrikter (autonom okrug) har mere selvstyre end provinserne, men mindre end republikkerne. De har normalt en dominerende etnisk minoritet.
  6. 2 føderale byer: Moskva og Sankt Petersborg[44].

De 88 områder er placeret i 7 føderale distrikter som med deres administrationsbyer er:

  1. Centrale føderale distrikt (Moskva)
  2. Sydlige føderale distrikt (Rostov ved Don)
  3. Nordvestlige føderale distrikt (Sankt Petersborg)
  4. Fjernøstlige føderale distrikt (Khabarovsk)
  5. Sibiriske føderale distrikt (Novosibirsk)
  6. Urals føderale distrikt (Jekaterinburg)
  7. Volga føderale distrikt (Nizjnij Novgorod)

De 21 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjien, Kabardino-Balkarien, Kalmykien (Khalmg Tangtj), Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasien, Komi, Mari El, Mordovija, Nordossetien, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Størstedelen af Rusland har tempereret fastlandsklima, med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. I sydvest langs Sortehavet er klimaet subtropisk. Ved ishavskysten (nord), er der polarklima, men Kolahalvøen, der ligger tæt på Golfstrømmen har et mildt klima i forhold til de tæt omliggende områder. I det østlige af Sibirien er vintrene tørre og kolde med gennemsnitstemperaturer mellem 10 og 45 minusgrader.

Med udgangspunkt i 3 russiske byer: Arkhangelsk, Vladivostok og Volgograd. I disse 3 byer er nedbøren og temperaturen forskellige: I Arkhangelsk er temperaturen, når den er lavest, på: -13°, i Vladivostok er den på: -3° og i Volgograd er den på: 3°.

Når temperaturen er højest er den på 20° i Arkhangelsk, i Vladivostok er den på: 25° og i Volgograd er den næsten på 30°.

Nedbøren er meget forskellig, i Arkhangelsk kan der falde: op til 60mm. i Vladivostok kan der falde helt op til 120 mm. og i Volgograd falder der højest 35 mm.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Rusland er 17.098.242 kvadratkilometer stort, og grænser op til Azerbaijan 284 km, Hviderusland 959 km, Kina (sydøst) 3,605 km, Kina (syd) 40 km, Estland 290 km, Finland 1,313 km, Georgien 723 km, Kazakhstan 6,846 km, Nord Korea 17.5 km, Letland 292 km, Litauen (Kaliningrad Oblast) 227 km, Mongoliet 3,441 km, Norge 196 km, Polen (Kaliningrad Oblast) 432 km, Ukraine 1,576 km.[7].

Rusland kan deles op i 4 dele, når man snakker geografi: Det Nordeuropæiske Rusland, Det Sydlige Europæiske Rusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten.

Det Nordeuropæiske Rusland er større end noget andet europæisk land, men dækker alligevel kun en fjerdedel af hele Rusland. I dette område er Frans Josefs land, som ligger så langt mod nord, at den er i et område af det Arktiske Hav, som altid er frosset. I størstedelen af Det Nordeuropæiske Rusland, er sommeren kølig og kort, og der er sne om vinteren. De vigtigste vegetationstyper er taiga og løvfældende skov. Moskva og Skt. Petersborg (tidligere Leningrad) ligger i det 500 km brede bånd af løvskov. Det Sydlige Europæiske Rusland er varmere, og der er flere bjerge end det nordlige. I Kaukasusbjergene, som strækker sig mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, ligger Elbrus, som er Europas højeste bjerg. Der er sjældent frostvejr langs Sortehavets kyst, og der er så mildt at man kan dyrke både, te, citrusfrugter og vindruer. Mod syd findes også den store Pontisk-Kaspiske slette, der strækker sig ind i flere af nabolandene, bl.a. Ukraine og Kasahkstan. Her findes en omfattende kornproduktion.

Sibirien og Russisk Fjernøsten omfatter ikke mindre end 14 millioner kvadratkilometer. Grænsen mellem Sibirien og Russisk Fjernøsten går langs grænserne mellem regionerne Tjita og Amur i syd og republikken Sakha-Jakutien i nord. Landskaberne er meget forskellige, lige fra monsunskov til boblende gletsjere og fra kæmpestore floder til mængder af søer og vidtstrakkte kyster.

Sibiriens klima er kontinentalt, og temperaturen kan komme helt ned på -45° om vinteren og kan nå op på 35+ grader om sommeren. Mange mennesker forestiller sig Sibirien som et dybfrossent og fjerntliggende vildnis, men det gælder kun en del af året. I Sibirien findes mange bjerge: Altaibjergene i syd, Stanovojbjergene i det centrale og østlige Sibirien samt helt mod øst, hvor der på Kamchatka er adskillige vulkaner. Der findes forskellige vegetationszoner (tundra, taiga og steppe).

Russisk Fjernøstens klima ligner meget Sibiriens klima, men i et enkelt område er der et meget anderledes klima. Sikhote-alin i sydøst har et nordligt monsunklima. Det vil sige, at området får mere regn og mildere vintre. Temperaturen går normalt ikke under -13*, og det er jo stor forskel på Sibiriens -45*.

Befolkning[7][redigér | redigér wikikode]

Grafisk oversigt over den russiske befolkning

Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniske russere (79,8 %), dernæst tartarer (3,8 %), ukrainere (2 %), bashkirer (1,2 %), chuvash (1,1 %) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning af armenere og tjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i 1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i 1994 til blot 148.306.000[45]. I 2009 blev væksten i befolkninge registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken.

Den russiske befolkning)[7]
Medianalder for hele befolkningen 38,4 år (2009)
... for mænd 35,2 år.
... for kvinder 41,6 år
Urbaniseringsgrad 73,2% (2008)
Vækst i urbanisering 0,01%(2009)
Barnedødelighed 8,1 / 1000 (2009)
... drenge 9,04 / 1000
... piger 7,11 / 1000
Forventet levetid ved fødsel 68,7 år (2009)
... mænd 62,8 år.
... kvinder 74,7
Fertilitet 1,54 fødte per kvinde (2009)
Antal smittet med HIV 940.000 (2007)
Antal døde som følge af HIV 40.000 (2007)
Antal voksne der kan læse 99% (2002)
...mænd 99,7%
...kvinder 99,2%
Forventet antal skoleår - fra primær til tertiær uddannelse 14 år (2006)
...mænd 13 år
...kvinder 14 år
Indsatte i russiske fængsler 86.459 (2003)[46]
Indsatte i russiske fængsler ud af 100.000 606 (2003) [46]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%)[47]. Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningensrettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc[48].

Landbrug, skovbrug og fiskeri[redigér | redigér wikikode]

Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I 1980'erne måtte Rusland importere store mængder hvede fra USA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer. De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 – mest byg og hvede.

Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa. WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af tømmeret er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det[49]. Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt, i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år.

Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privat eget firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fange torsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle efter sild, makrel og sardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det var lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland, for de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 mill. tons, men i 2008 3,5 mill. tons. Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa.

Større byer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Russiske byer

Moskva, Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nizjnij Novgorod, Samara, Omsk, Kazan, Tjeljabinsk, Rostov ved Don, Ufa, Volgograd, Perm, Krasnojarsk, Voronezj, Saratov, Krasnodar, Toljatti, Izjevsk, Uljanovsk, Barnaul, Vladivostok, Jaroslavl, Irkutsk, Tjumen, Makhatjkala, Khabarovsk, Novokuznetsk, Orenburg, Kemerovo.

Grænselande[redigér | redigér wikikode]

Rusland er det land i verden, der har flest landfaste naboer,14. Af disse var 8* tidligere en del af Sovjetunionen:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ОБ ИТОГАХ ВСЕРОССИЙСКОЙ ПЕРЕПИСИ НАСЕЛЕНИЯ 2010 ГОДА (Results of the Russian 2010 census)http://www.perepis-2010.ru/
  2. The Russian federation: general characteristics (engelsk). Federal State Statistics Service. Arkiveret fra originalen d. 2003-10-21. Besøgt 5. april 2008.
  3. демография (Demography) (russisk). Russian Federal State Statistics Service. Besøgt 21. marts 2014.
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Russia (engelsk). Internationale Valutafond. Besøgt 27. oktober 2013.
  5. Distribution of family income – Gini index (engelsk). The World Factbook. CIA. Besøgt 5. januar 2014.
  6. Human Development Report 2013 (engelsk). United Nations Development Programme. Besøgt 14. marts 2013.
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 7,5 CIA – The World Factbook
  8. 8,0 8,1 Ermarth, Fritz W. (2006). Russia's Strategic Culture: Past, Present, and... in Transition?, SAIC, p. 4.
  9. 9,0 9,1 Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289-300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company, p. 289
  10. 10,0 10,1 Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press, p. 109.
  11. "[...] the oligarchs were capitalists who depended 'totally and absolutely on the state'. Since the oligarchs did little investing, it was the government that ultimately ensured the reproduction of the model that had been established. Nevertheless, the regime in turn depended on the oligarchs, who lobbied for its interests, paid for the political and propaganda campaigns of the offical politicians, and often simply supported 'neccesary' state functionaries." p. 109.
  12. WashingtonPost.com: Powerful Few Rule Russian Mass Media
  13. 13,0 13,1 Kagarlitsky, 2002: 188.
  14. 14,0 14,1 14,2 Duncan, Peter J. S. (2007), Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p. 9
  15. Præsidentvalget i 1996
  16. Valg til dumaen
  17. Easterly, William, Fischer, Stanley (1995). ”The Soviet Economic Decline”, The World Bank Economic Review, vol. 9 (September), no. 3, p. 353
  18. Ellman, Michael (2000). "The Russian Economy under El'tsin", Europe-Asia Studies, vol. 52, no. 8, p. 1421
  19. Ifølge officielle russiske oplysninger, kaldes dette for krest'yanskie / fermerskie khozyaistva.
  20. Ellman, 2000: 1419
  21. 21,0 21,1 Kagarlitsky, 2002: 209
  22. Alkohol: Nivat, Anna (2004). Putin the Popular : He's young, energetic, clever, and sober, NY Times, Marts 13, 2004. New York, http://www.nytimes.com/2004/03/13/opinion/13iht-ednivat_ed3_.html?pagewanted=1 (24. April, 2010).
  23. Hjerteproblemer: Gordon, Michael R. (1997). Yeltsin's Surgeon Says His Illness Is a Cold, Not More Heart Trouble, December 12, 1997, New York Times. http://www.nytimes.com/1997/12/12/world/yeltsin-s-surgeon-says-his-illness-is-a-cold-not-more-heart-trouble.html (2. Maj, 2010)
  24. 24,0 24,1 Kagarlitsky, 2002: 105
  25. Kagarlitsky, 2002: 117
  26. Russian Withdrawl, Globalsecurity.org
  27. The New York Times. August 16, 2005. http://www.nytimes.com/2005/08/15/world/europe/15iht-chech.html?_r=1. Retrieved May 2, 2010.
  28. Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 86
  29. Duncan, Peter J. S. (2007), Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p.3
  30. 30,0 30,1 Præsidentvalget i 2000
  31. Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 92f
  32. Shevtsova, 2001: 98
  33. Dumavalget i 2003
  34. Perez-Rivas, Manuel (2001). U.S. quits ABM treaty, December 14, 2001, CNN. http://archives.cnn.com/2001/ALLPOLITICS/12/13/rec.bush.abm/ (1. Maj, 2010).
  35. Brady, Rose, Crock, Stan, Clifford, Mark, Starobin, Paul (2001). Missile Shield--or Red Flag? Maj 14, 2001, BusinessWeek. http://www.businessweek.com/magazine/content/01_20/b3732092.htm (30. April, 2010)
  36. Skak, Mette (2000), 'Back in the U.S.S.R.? Russia as an Actor in World Politics', Working Paper, 2000/7, København: DUPI, p. 13
  37. Associated Press (2002). ABM treaty ends Thursday, USA Today, Juni 12, 2002. http://www.usatoday.com/news/nation/2002/06/12/abm-ending.htm (29. April, 2010).
  38. Den Russiske Forfatning, artikel 66
  39. Den Russiske Forfatning, artikel 129, stk. 3
  40. Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp. 358-403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman
  41. Fish, Steven M. (2006). "Stronger Legislatures, Stronger Democracies", pp. 5-20, Journal of Democracy, vol. 17, no. 1, National Endowment for Democracy and the Johns Hopkins University Press
  42. Russia Votes
  43. Den Russiske Forfatning
  44. Den Føderale Struktur, Den Russiske Forfatning
  45. Russia's Demographic Crisis, 1. Family, Fertility, and Demographic Dynamics in Russia: Analysis and Forecast, RAND Coperation
  46. 46,0 46,1 Ingen kilde.
  47. Remington, 2008: 359
  48. Rettigheder og Friheder, Den Russiske forfating
  49. Russia’s sustainable forestry revolution

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289–300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company
  • Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press
  • Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp. 358–403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Koordinater: 60° N, 90° Ø