Ruslands republikker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den russiske føderation er opdelt i 85 føderale enheder (russisk: субъекты, tr. subekty), af hvilke 21 er kategoriseret som republikker (russisk: pеспублики, tr. respubliki). Republikkerne er oprettet som administrativt område for ikke russiske etniciteter. Den etniske gruppe, der giver navn til republikken, betegnes som "titularnationen" (russisk: титульная нация, tr. titulnaja natsija), selvom intern immigration har medført at titularnationen ikke nødvendigvis længere udgør majoriteten i republikken.

Republics of Russia.png

1. Adygejien
2. Altaj
3. Basjkortostan
4. Burjatien
5. Dagestan
6. Ingusjien
7. Kabardino-Balkarien

8. Kalmykien
9. Karatsjajevo-Tsjerkessien
10. Karelen
11. Komi
12. Mari El
13. Mordva
14. Sakha

15. Nordossetien
16. Tatarstan
17. Tyva
18. Udmurtien
19. Khakasien
20. Tjetjenien
21. Tjuvasjien

Forfatningsstatus[redigér | redigér wikikode]

Republikker adskiller sig fra andre føderale enheder ved at de har ret til selv at udforme deres egen forfatning og vælge et eller flere officielle sprog (afsnit 68 i den russisk forfatning). Andre føderale enheder, som oblaster og krajer, har ikke denne ret. Lederen af republikken har titel af præsident.

Republikkernes grad af selvstændighed varierer, men generelt set er der udstrakte rammer. Republikpræsidenten er i sig selv en magtfuld position og republikkernes parlamenter har ofte vedtaget love i modstrid med føderations egen forfatning. Denne selvstændighed er dog blevet noget beskåret af Putin, der som præsident for hele den russiske føderation siden 2000 har arbejdet på at styrke centralmagten.

Dette er bl.a. gjort ved dannelsen af de syv føderale distrikter, som et lag over republikker og de andre føderale regioner. Føderationsdistrikternes ledere er direkte udpegede af den føderale præsident og deres kontrol har medført større respekt for retsvæsnet og den føderale forfatning. Derudover er republikkernes lovgrundlag blevet udbygget og republikpræsidentens udøvende magt er svækket. Republikkernes ledere skal nu nomineres af føderationens præsident, nominations skal dog accepters af republikkens eget parlament.

Der er en form for løsrivelsesbevægelse i de fleste republikker. Men disse er almindeligvis ganske svage. Sammenbruddet af Sovjetunionen har dog medført en del mere støtte bag løsrivelse iblandt tatarer, basjkirer, jakuter samt tjetjenere – hvilket i det sidste tilfælde resulterede i de to Tjetjenienskrige. Kravet om løsrivelse er yderligere komplekst på grund af andre store etniske grupper i republikkerne. Således blev næsten alle ikke-tjetjenerne fordrevet før og under Tjetjenienskrigene.