Sømærke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Eksempel på et sømærke: En øst-kompasafmærkning
Genopbygget historisk sømærke i Blokhus, Nordjylland

Sømærker eller båke, er mærker eller symboler som er opsat til at vejlede skibsfarten. De kan være fast opsat på land eller rev eller de kan være udlagt som flydende bøjer. Historisk har sømærker haft mange udformninger, men i dag er afmærkningen internationalt standardiseret. Reglerne om afmærkning i Danmark udgives af Farvandsvæsenet i publikationen Afmærkning af danske farvande[1].

Overblik[redigér | redigér wikikode]

Sømærker kan til en vis grad sammenlignes med vejskilte i trafikken, men der er den væsentlige forskel at sømærker i de fleste tilfælde kun er vejledende og deres relevans må vurderes på det enkelte skib. F.eks. kan en markering af et grundt område have stor betydning for et fragtskib, mens det kan være uden betydning for en jolle. En sådan vurdering kan kun foretages ved at studere søkort over farvandet.

Flydende sømærker består af et flydeelement i form af en tønde. Herover kan der være en overbygning eller en stage som bærer en signalfigur kaldet en topbetegnelse. En del sømærker er også forsynet med blinkfyr og refleksstriber. Ud fra sømærkets form, farve og topbetegnelse kan man fastslå hvilken type den har og dermed hvad den betyder.

Man inddeler mærkerne i forskellige kategorier:

  • Sideafmærkninger (til tider kaldet lateralafmærkning) bruges til at markere render og løb. Der findes et bagbords- og et styrbordsmærke som skal holdes til henholdsvis bagbord og styrbord når man sejler for indadgående. Der findes også nogle skillemærker som visse steder bruges til at markere når sejlrender løber sammen.
  • Kompasafmærkninger (til tider også kaldet kardinalafmærkninger) placeres rundt om hindringer og der er fire forskellige – øst, vest, nord og syd – som hver især angiver hvilken retning mærket står i forhold til hindringen.
  • Midtfarvandsmærker markerer en fri passage og det kan passeres på begge sider. Det er normalt opsat midt i løb eller nær indsejlinger hvor det fungerer som anduvningsmærke.
  • Isoleret fareafmærkninger som bruges til at markere lokale farer såsom sten eller vrag.
  • Specialafmærkninger er et generelt mærke som kan markere f.eks. skydeområder, kloakudløb, fredningszoner eller områder med forbug mod ankring eller fiskeri. Man er nødt til at konsultere et søkort for at få nærmere oplysninger om hvad en konkret afmærkning angiver.
  • Båker er en afmærkning, som består af en forbåke og en bagbåke placeret på land eller på en grund og indbyrdes forskudt således at de markerer en kurslinje. Båker kan markere sejlrender (sejladsbåker), kabler og rør (kabel- og rørledningsbåker) eller afgrænsninger af specielle områder som skydeområder eller naturreservater. Båke er afledt af det tyske "baken" eller "bavn", som i middelalderlig sprogbrug var en betegnelse for en vedstabel, som antændt signalbål på et højtliggende sted.[2] [3]
  • Fyr kan være placeret på land eller i søen og er et ofte kraftigt lys, som lyser med en bestemt fyrkarakteristik, hvilket vil sige at det blinker efter et særligt mønster som er angivet i søkortene. Når man har et fyr i sigte kan man sammenholde den observerede fyrkarakteristik med den i søkortet angive fyrkarakteristik og dermed afgøre hvilket fyr der er tale om og bruge det til den videre navigation. Fyr kan være opført som vinkelfyr, der lyser med forskellige farver i forskellige retninger (sektorer).
  • Varder er opbygninger på land af naturlige sten eller murværk. Varder kan være malet i farver, der gør dem iøjenfaldende, f.eks. ses ofte påmalinger med horisontale sorte og hvide opdelinger. I skærgårdene omkring Norge, Sverige og Finland er varderne meget anvendt til afmærkning på skær.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Sømærker har eksisteret langt tilbage i historien, men en systematisk opsætning begyndte med oprettelsen af nationale vagervæsener. Danmark fik oprettet Kongelig Dansk Vagervæsen i 1844[4] og her besluttede man hvor og hvordan der skulle afmærkes i dansk farvand. Men der var ikke nogen international koordinering: I Danmark udviklede man et system med røde og sorte sideafmærkninger monteret med koste som kunne pege opad eller nedad, men kom man til Tyskland, Sverige eller Norge havde afmærkningen andre farver, former eller funktioner.

Det stod i lang tid klart at denne situation var uholdbar og man arbejdede i den internationale organisation International Association of Lighthouse Authorities (IALA) på at få det ensrettet[5]. I 1980 kunne man endelig vedtage et regelsæt som reducerede de mange nationale regler til to internationale systemer som er i brug i dag. De to systemer kaldes A og B og bruges forskellige steder på jorden. System B bruges i Nord- og Sydamerika samt visse steder i Asien. System A bruges i resten af verden, herunder Danmark.

Heldigvis er system A og B ens på de fleste punkter; hovedforskellen er at farven (men ikke formen) på sideafmærkningerne er byttet om.

Sømærker i IALA system A[redigér | redigér wikikode]

De forskellige afmærkninger er kendetegnet ved forskellige farver, former og topbetegnelser.

Sideafmærkninger, når et skib er indadgående[redigér | redigér wikikode]

Kompasafmærkninger[redigér | redigér wikikode]

Øvrige mærker[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:
  1. Afmærkning af danske farvande
  2. Redningsstationer og sømærker ved den jyske vestkyst. Udarbejdet af Elisabeth Buchwald. Udgivet af Bygningsfredningskontoret, Skov- og Naturstyrelsen, juni 1997
  3. Salmonsens om Baaker
  4. Farvandsvæsenets historie
  5. Introduktion til IALAs afmærkningssystem