Sønderjysk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg stilles artiklen foran navneordet.
Fordelingen af stød og musikalsk accent i danske dialekter (rosa=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).

Sønderjysk (i dialekten: Synnejysk, engelsk: South Jutish eller South Jutlandic, tysk: Südjütisch eller Plattdänisch) er en dansk dialekt, som tales fra den dansk-tyske grænse til Kongeåen i Jylland. Syd for grænsen tales der sønderjysk i nogle af sognene langs grænsen mellem Flensborg og Nibøl. Endnu i 1800 taltes dialekten ned til Slesvig by og Slien[1]; før 1700 formentlig ned til Egernførde.

Der er mange lokale variationer; f.eks. er det muligt at høre, om en person kommer fra Haderslev eller fra Sønderborg. På Als kaldes de lokale varianter under ét alsisk. Varianten angeldansk blev talt i Angel i Sydslesvig indtil ca. 1900.

Ordet jeg er på sønderjysk æ eller a. I udlyd bliver b- og g-lyden til f og ch [2] Dialekten har i lighed med rigsdansk to køn. Rømø, Als og Sundeved har bibeholdt den nordiske musikalske accent. Det sønderjyske ordforråd er påvirket af nabosproget tysk. Men dialekten har også bevaret mange nordiske udtryk som f.eks. fikk (≈ lomme, svensk: ficka), grander (≈ klog, olddansk: gran, islandsk: grannur), snel (≈ flink, norsk snill, svensk snäll, islandsk snjall).

Æ Synnejysk Forening arbejder for at bevare og pleje den sønderjyske dialekt.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]