Søren Telling
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Søren Christian Christensen Telling (26. januar[1] 1895 i Randers - juli 1968 Dannevirke) var dansk arkæolog og forfatter, der blandt andet var med til at redde Dannevirke fra massive ødelæggelser i slutningen af 2. verdenskrig.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Opvækst og ungdom
Søren fødtes som søn af musikdirektør Søren Telling i Randers, hvorfor han frem til 1919 kaldtes Christian. Under første verdenskrig var han korporal, og som glødende nationalist og antikommunist deltog han i Estlands løsrivelseskrig fra Rusland i 1920-21, hvorfor han modtog det estiske frihedskors. Sidenhan arbejdede han som skovarbejder i Estland og sidenhen som musiker og tømrermester i København. I marts 1935 blev han medlem af Fritz Clausens danske naziparti DNSAP og havnede i Clausens personlige stab og partiets musikkorps. I bagklogskabens lys forklarer han indmeldelsen med at han lod sig indfange af faner, militærmusikken og paraderne, samt tankerne om en genrejsning af hærens anseelse og Danmarks forsvar, som han mente var blevet alt for bolchevificeret. Telling nærede en glødende begejstring for oldtiden, og kom ofte på Nationalmuseet, hvor han fik idéen til at inddrage oldtidsfundene i den nazistiske agitation. I 1938 søgte han derfor om tilladelse til at blæse i museets bronzealder-lurer, hvilket også blev givet af daværende museumsinspektør Johannes Brøndsted, der dog muligvis ikke har været klar over den ideologiske baggrund for eksperimenterne. I efteråret 1938 støder Telling dog ind i nogle "uoverensstemmelser" i Danmark - det vides ikke præcist hvilke - og han rejser til Kiel i håb om at få job på museet. I starten af 1939 søger han om tysk statsborgerskab, hvilket han modtager i 1941.
[redigér] Tiden før og under 2. verdenskrig
Efter i et års tid at have arbejde som korttegner for det tyske vejvæsen får Telling fra juli 1940 job som teknisk assistent på museet i Kiel. Stillingen indbefattede blandt andet deltagelse i, og eventuel ledelse af udgravninger i marken. I årene 1941-1943 var han således med som assistent for arkæologen Herbert Jankuhn, der ledte efter spor af "Krimgoterne" i Ukraine som en del af nazisternes "legitimeringsprojekt" af den ariske germanske races udbredelse. I denne periode, og muligvis endda tideligere, fik Telling tilsyneladende øjnene op for nazismens skyggesider og tog i perioden 1941-1943 stadig større afstand derfra. I midten af juli 1941 udmeldte han sig af det danske nazistparti, og blev tilsyneladende aldrig medlem af det tyske.
Tilbage i Slesvig-Holsten var der nok at se til, da befæstningsværker og flyvepladsanlæggelser krævede at der blev holdt ekstra øje med gravhøje og andre fortidsminder, der ellers let ville være gået tabt. Frem til 1944 forestod Telling en række udgravninger rundt omkring i Slesvig-Holsten, blandt andet Kovirke (en del af Dannevirke), samt et par gravhøje.
[redigér] Museet i Kiel rømmes
Det var dog ikke kun fortidsminderne ude i landskabet, der var i fare grundet krigen, idet også selve museet, der kun lå 4-500 meter fra marineværftet i Kiel, var i overhængende fare for at blive ramt af bomber fra de allieredes luftangreb. Fra den 9. til den 30. maj 1941 var Telling med til at pakke museets genstande ned og bringe dem i sikkerhed, og kun Nydambåden og de Slesvigske runestene blev ladt tilbage. Båden blev så i juni pakket ind i et træskellet og gemt i Mölln sø i Lauenburg, medens runestenene fik lov at stå frem til april 1944. Her spurgte Telling til om han dog ikke måtte få lov at gemme runestenene af vejen, da de ellers let risikerede at blive ødelagt ved et bombeangreb. Efter et par dages overvejelser fik han lov af museets underdirektør, men det var dog ikke det eneste problem, for da Telling kom med mandskab og vogn, som i sig selv havde været besværligt nok at fremskaffe, fik han at vide af noget af museets personale at det ikke kunne lade sig gøre at flytte stenene uden at ødelægge gulvene, så de havde bare at blive stående. Søren Telling lod sig dog ikke slå ud så let, så han ventede til personalet gik hjem til frokost, og fik så hugget stenene fri af deres murede fundamenter, slæbt dem hen over gulvene på noget træværk og ud af et vindue og ned på lastbilen, hvorefter de kørte ud på en hede og begravede stenene, så de ikke skulle blive til krigsbytte. To dage senere blev museet bombet og brændte ned til grunden.
[redigér] Dannevirke
Hvad Telling dog blev mest kendt for, var hans tjans som ”pladshund” på Dannevirke. Denne startede tilfældigvis en dag i oktober 1944, hvor hans børn kom hjem fra skole og fortalte, at de skulle have fri i mange måneder, fordi skolen var beslaglagt til at huse nogle af de 9000 skansearbejdere, der skulle arbejde på Dannevirke. Telling anede uråd og fik bekræftet fra den lokale admiral, at hele voldanlægget skulle ændres til en nordvendt kampvognspærring.
Dette skyldtes at de allierede var gået i land i Normandiet den 6. juni 1944, og nu frygtede Værnemagten (det tyske forsvar) en invasion på den jyske vestkyst med en derefter følgende offensiv ned gennem den jyske halvø med det formål at angribe Tyskland i flanken. Derfor havde de politiske ledere, der ikke havde megen feltingeniørmæssig forstand, besluttet at ofre Dannevirke, og lave den om til en nordvendt spærring.
Trods velmenende advarsler, både fra admiralen og professor Schwantes om at det var for sent at gøre noget, lod Telling, der var kendt som en impulsiv mand, sig ikke slå ud og da han vidste, at samtlige oldtidsminder i Tyskland sorterede under SS Reichsführer Heinrich Himmler, fik han fat i dennes nummer, og ringede til Himmler i Bayreuth. Han talte i over en time dels med Himmler selv og dels med den adjudant, Wolfgang Sievers, der var leder af "Amt für Ahnenwerte" (kontor for oldtidsminder).
Da Himmler var helt besat af alt, hvad der hørte til Tysklands ariske og germanske fortid, pålagde han Telling at forhindre, at skansearbejdet gik i gang på trods af, at en skriftlig ordre om at indstille det først kunne være fremme nogle dage senere.
De tyske officerer, der stod for arbejdet, troede at Telling måtte være helt fra forstanden, men frygtede på den anden side, at det var rigtigt at Himmler var ved at omstøde ordren, hvilket gjorde, at de startede arbejdet hvor det ikke berørte voldene. To dage senere ankom telegrammet, der desværre indeholdt ordene ”saavidt muligt”, hvilket betød at arbejdet blev gennemført, men langt fra så omfattende, som det oprindeligt var projekteret. Da gravearbejdet var færdigt ankom en general for at bese resultatet, og kunne konstatere at gravene skulle have været placeret 4 km nord for Dannevirke for at have nogen som helst effekt, og at ”Hvad De her har anrettet, kan kun tjene til at ærgre og fortrædige vor venligsindede nabo i nord, så jeg anbefaler dem, at de skyndsomst dækker det hele til igen, inden alt for tydelig forargelse opstår”. Telling tilføjede efter generalens udtalelse et stille "Amen", hvilket han ikke blev specielt populær på.
[redigér] Efter krigen
Der blev ikke gjort mere ved voldene fra tysk side, og efter krigen var der nok at se til i det besatte og dermed også lettere lovløse Tyskland med at sørge for at Dannevirke blev genetableret og ikke hærget af jordhungrende bønder. Søren Telling havde i krigens sidste dage fået fuldmagt fra museet i Kiel til at holde opsyn med fortidsminderne i Slesvig og sørge for at de ikke led overlast - hverken fra tysk eller allieret side. Stillingen ophørte pr. september 1945, men Telling fortsatte som ulønnet tilsynsførende ved Danevirke, og fik i 1946 stillet en barak fra 1941 til sin rådighed som en form for embedesbolig. Her lykkedes det ham at forpurre mange bønders ødelæggelsestogter på befæstningsværket og han var også én af hovedkrafterne bag fredningen af hele fortidsmindet, der trådte i kraft i 1950. han forsøgte at genvinde sit danske stasborgerskab, men trods hans ihærdige indsats for at bevare den danske kulturarv i Slesvig i slutningen af krigen, vejede hans nazistiske medlemskab 1935-41 stadigt før højt hos Folketinget, der afviste anmodningen i 1960. Han forblev på Dannevirke frem til sin død i 1968.
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- Telling, Søren 1965: 25 aar paa Danevirke. Forlaget Nordan, Holbæk.
- Jørgen Kühl 1999: Heinrich Himmler, Søren Telling og Danevirke. Sønderjyske Årbøger 1999, s. 153-178.
