Süleyman 1.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Süleyman 1. (samtidigt tyrkisk: سليمان Sulaymān, nutidig tyrkisk: Süleyman, men i øvrigt bliver han næsten altid benævnt Kanuni Sultan Süleyman) (6. november 1494 (1495) i Trabzon - 5./6. september 1566). Süleyman var den tiende og længstregerende sultan i Osmannerriget, nemlig fra 1520 til 1566. Han er kendt i den vestlige verden som Süleyman den Prægtige og i øst som Lovgiveren (på tyrkisk Kanuni; arabisk: القانونى, al‐Qānūnī) afledt af hans fuldstændige rekonstruktion af det osmanniske retssystem (først og fremmest inden for finans-, skatte- og jordlovgivning og mest baseret på bestående sædvaneret og med sigte på at udfylde huller i Sharias bestemmelser).
I en alder af 7 studerede Süleyman videnskab, historie, litteratur, teologi og militær taktik.
Som herre over Konstantinopel (det nuværende Istanbul) betragtede han sig som den rette efterfølger for de romerske kejsere. Derfor tilkom verdensherredømmet ham, og derfor lod han sig titulere som Kejsernes Kejser og Fyrsternes fyrste. En af Sultanens rådgivere udtalte sig således til udsendinge fra Karl 5.; "Som der kun er én sol på himlen, er der også kun én herre over verden". Süleyman markede på den måde, at han ikke anerkendte Karl 5.s kejsermagt.
Under Süleyman 1.'s regeringstid udvidedes osmannisk lov til sin største geografiske udbredelse.
Süleyman 1. knuste en Habsburgs hær ved Mohács i 1526, hvor kongen og nogen af hans adelige dræbtes, pga. uretfærdighed mod folket. Tre år senere belejres den habsburgske hovedstad Wien, men grundet protester om lejr for vinteren, måtte den trække sig tilbage. Den Osmanniske overlegenthed skyldes, det tyrkiske militærs formåen i blandt andet kanoner), men i lige så høj grad svagheden og politisk deling blandt deres modstanderer[Kilde mangler], hvilket de var i besiddelse af.
