Samarbejdspolitikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Samarbejdspolitikken betegner det samarbejde som de ledende danske partier førte med den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig fra april 1940 til august 1943.

Som led i samarbejdspolitikken blev der dannet samlingsregeringer bestående af de fire største partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Samarbejdspolitikken er et omstridt emne i besættelsens historie, og der er stadig meget delte meninger om, hvorvidt den var en fordel for Danmark[1].

Desuden kan det diskuteres, hvorvidt termen "samarbejdspolitik" er en korrekt betegnelse, da et samarbejde forudsætter frivillighed. Denne frivillighed var ikke til stede for de danske politikere over for den tyske besættelsesmagt. Politikerne blev bestandigt presset til at give indrømmelser og tilpasse sig, og der var således tale om en indrømmelses-, tilpasnings- eller forhandlingspolitik med besættelsesmagten – ikke en samarbejdspolitik.[Kilde mangler]Erik Scavenius var udenrigs- og senere statsminister i denne periode efter pres fra kongen som havde nægtet at godtage et ministerium hvori Munch fortsatte[2][3]. Scavenius forbindes i høj grad med samarbejdspolitikken.

Fordele og ulemper ved samarbejdspolitikken[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i dette afsnit.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Fordele Ulemper
- Samarbejdspolitikken skabte goodwill hos de tyske beslutningstagere og forsikrede Berlin om, at den danske regering var til at stole på og loyalt ville samarbejde under ”Tysklands førerskab”, som det hed i Scavenius’ berømte tiltrædelseserklæring.

- I modsætning til i andre besatte lande skete der ikke en nazificering af samfundslivet. Hær, flåde og politi var under dansk ledelse. Demokratiet fungerede videre på centralt og lokalt plan, og ingen blandede sig i undervisningssektoren. De faglige organisationer og alt øvrigt foreningsliv forblev uantastede
- Det var enestående i det besatte Europa, at demokratiske politiske institutioner overlevede så længe: På landsplan indtil august 1943, på kommunalt og amtsligt niveau hele krigen igennem.
- Det var også enestående i de besatte lande, at nazismen som ideologi i den grad blev marginaliseret og holdt uden for samfundslivet.
- Udenrigshandelen blev fokuseret på Tyskland, der ville aftage landbrugseksporten til gode priser og til gengæld levere bl.a. kul.
- 100.000 danskere, der tog i tysk arbejdstjeneste afhjalp den danske arbejdsløshed og var med til at mindske regeringens udgifter til understøttelse.
- Redningen af de danske jøder kan også tilskrives forhandlings- og samarbejdspolitikken.
- Samarbejdspolitikken mødte opbakning i den danske befolkning i de første besættelsesår → Ved valgene satte danskerne i høj grad deres kryds ved de gamle partier, som stod for samarbejdspolitikken.
- Man undgik at Danmark blev sønderbombet og civilbefolkningen blev i stort omfang skånet.

- Afhængigheden af Tyskland. Begrænsninger i pressefriheden og andre krav måtte efterkommes. De danske nazisters aktioner måtte tåles trods mødeforbud.

- I forbindelse med Tysklands angreb på Sovjetunionen juni 1941 ophørte Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt (1939-41), som hidtil havde beskyttet danske kommunister imod at blive forfulgt af den tyske besættelsesmagt; tyskerne krævede nu, at ledende danske kommunister blev interneret. Det blev efterkommet i langt større omfang end krævet, og i forlængelse af dette brud på Grundloven blev DKP forbudt, ligesom man forsøgte at rense fagbevægelsen for kommunister. Partiet gik under jorden og fortsatte sin virksomhed, hvilket blev begyndelsen til det organiserede illegale arbejde i Danmark.
- På tyske krav accepterede regeringen oprettelsen af Frikors Danmark til kamp på tysk side mod bolsjevismen (Sovjetunionen) samt dansk tilslutning til Antikominternpagten → Under retsopgøret lavede man en lov, der med tilbagevirkende kraft, som gjorde, at de østfrontsfrivillige kunne dømmes om end de havde haft regeringens godkendelse under besættelsen.
- Samarbejdspolitikken kunne koste anseelse hos de allierede → Her var modstandsbevægelsen stærkt medvirkende til, at Danmark ”endte på den rigtige side”.
- Generelt var samarbejdspolitikkerne mere eftergivende end krævet fra tysk hold.
- Under Fogh Rasmussen tog en dansk statsminister for første gang afstand til samarbejdspolitikken →”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt” → Skal retfærdiggøre invasionen i Irak og generelt regeringens udenrigspolitik. Læresætningen fra 29/8 1943 er ifølge Fogh at man selv må yde et aktivt bidrag til at forsvare vores demokratiske værdier. Selv når der skal træffes farlige beslutninger…

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Barfoed (red., Niels (2006): Samarbejde/Modstand - et stadigt dilemma (refereret af Peter Yding Brunbech på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-05152-0, hentet 21. april 2011.
  2. Jespersen, Knud J. V. (2007): Rytterkongen (refereret af Erik Helmer Pedersen på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-04135-4, hentet 21. april 2011.
  3. Danstrup, John - Hal Koch (red.) (1962-66): Politikens Danmarks Historie, Bind 14, Besættelse og atomtid 1939-1965, side 86, På danske biblioteker, hentet 21. april 2011.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

2. verdenkrig Stub
Denne artikel om 2. verdenskrig er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Artikelstump