Samarbejdspolitikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Samarbejdspolitikken betegner det samarbejde som de ledende danske partier førte med den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig fra april 1940 til august 1943.

Som led i samarbejdspolitikken blev der dannet samlingsregeringer bestående af de fire største partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Samarbejdspolitikken er et omstridt emne i besættelsens historie, og der er stadig meget delte meninger om, hvorvidt den var en fordel for Danmark[1].

Desuden kan det diskuteres, hvorvidt termen "samarbejdspolitik" er en korrekt betegnelse, da et samarbejde forudsætter frivillighed. Denne frivillighed var ikke til stede for de danske politikere over for den tyske besættelsesmagt. Politikerne blev bestandigt presset til at give indrømmelser og tilpasse sig, og der var således tale om en indrømmelses-, tilpasnings- eller forhandlingspolitik med besættelsesmagten – ikke en samarbejdspolitik.[Kilde mangler]Erik Scavenius var udenrigs- og senere statsminister i denne periode efter pres fra kongen som havde nægtet at godtage et ministerium hvori Munch fortsatte[2][3]. Scavenius forbindes i høj grad med samarbejdspolitikken.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Barfoed (red., Niels (2006): Samarbejde/Modstand - et stadigt dilemma (refereret af Peter Yding Brunbech på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-05152-0, hentet 21. april 2011.
  2. Jespersen, Knud J. V. (2007): Rytterkongen (refereret af Erik Helmer Pedersen på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-04135-4, hentet 21. april 2011.
  3. Danstrup, John - Hal Koch (red.) (1962-66): Politikens Danmarks Historie, Bind 14, Besættelse og atomtid 1939-1965, side 86, På danske biblioteker, hentet 21. april 2011.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

2. verdenkrig Stub
Denne artikel om 2. verdenskrig er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Artikelstump