Samer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Samere)
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Broom icon.svg Denne side virker ikke som en encyklopædisk artikel
 Du kan se hvad Wikipedia er og ikke er og hjælpe ved at omskrive den til en konkret og dokumenteret beskrivelse af fakta.
Samer
lapper
Saami Family 1900.jpg
En samisk familie omkring år 1900.
Antal og fordeling
Antal i alt 163.400 (anslået)
Samer Lapland: 48-133.400
* Norge Norge: 25.000–100.000
* Sverige Sverige: 14.600
* Finland Finland: 9.350 [1]
* Rusland Rusland: 1.991 [2]
Etnografi
Sprog: Samisk (norsk, svensk, finsk, russisk)
Religion: Samisk shamanisme (traditionel religion). lutheranisme, laestadianisme, russisk ortodokse
Levevis: Rensdyrnomader
Udbredelse
LocationSapmi.png
Kort over samernes udbredelse.
Samisk sømand fra Finnmark, Norge.

Samer (også kendt som lapper, finsk: saamelainen) er en befolkningsgruppe som hovedsagelig bor på Nordkalotten. De er et folk der spreder sig over fire lande: Norge, Sverige, Finland og Rusland. Samernes land strækker sig fra Kolahalvøen i nordøst til Engerdal i Norge og Idre i Sverige. Dette område kaldes på samisk Sápmi. Samisk DNA viser slægtskab med spansk og berberisk DNA. [3]

Traditionelle samiske leveveje er især rendrift. Rendriftssamerne lever som nomader og følger store renflokke på vandring. Søsamernes kystkultur er derimod en kombination af småbrug og fiskeri, ofte forbundet med bådebyggeri eller andre håndværk.

Mange samer taler samiske sprog, selv om en stor del er blevet assimileret og er gået over til sproget i det land de lever i. Det gælder særlig de norske kystsamer. Sproget hører til den finsk-ugriske æt og er nær beslægtet med finsk, hvilket er så meget mærkeligere, som samer og finner med hensyn til fysisk antropologi afviger ret stærkt fra hinanden. Det formodes, at samerne i tidlig tid er kommet under finsk påvirkning og som følge heraf har antaget et finsk eller urfinsk sprog, hvoraf siden såvel lappisk som nyere finsk har udviklet sig. Der findes flere, indbyrdes meget uens, lappiske dialekter.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Der har gennem tiden været anvendt flere benævnelser for samerne: skridfinn, finn, lapp og same.

"Skridfinner" er et gammelt navn på samerne, først benyttet i formen skrithiphinoi af Prokopios omkring år 550. Navnet kommer af norrønt skríða, gå på ski, og finner i den gamle norske betydning "samer" (ikke finlændere). [4] Beowulf-kvadet nævner "finner" i nærheden af "raumernes kyst", mens finnerne selv omtales af Jordanes som et andet folk end skridfinnerne. [5] Jordanes nævner et folk så langt mod nord, at de ikke kan dyrke jorden, men må leve af fugleæg og kød fra vilde dyr; de kaldes skridfinner. [6]

I den norske folketælling i 1930 stod: "Som det ses, har vi i år benyttet "same" og "kven". Forud for 1920 benyttedes navnene "lapp" og "kven", og i 1920 "finn" og "kven". Af navnene "lapp", "finn" og "same" er "lapp" oprindelig svensk, og benyttes internationalt, "finn" det norske sprogs navn på lapperne, og "same" det nye, officielle navn med rod i lappernes eget sprog." Amtmand Harris i Finnmark undertegnede i 1853 en kundgørelse på samisk med Sameædnan Amt i stedet for "Finmarkens Amt". Amtmand Prebensen skrev i 1894 Finmarko amtast, mens amtmand Urbye i 1911 skrev Sameædnan amtast. [7]

Udbredelse og antal[redigér | redigér wikikode]

Lapperne bebor det efter dem opkaldte Lapland eller de nordlige egne af Norge (Troms og Finmarks fylker), Sverige (Härjedalen, Västerbotten, Norrbotten) og Finland (Lapplands län) samt Kolahalvøen. I Norge og Sverige finder man samer spredte mod syd til den 62. breddegrad, i det lappiske nomader i de svenske fjelde findes så sydligt som Idre i Dalarne og på den norske side af grænsen når til Fæmund-søen. Navnet "lap" er af svenskerne lånt fra finsk, hvor lap og lappisk hedder lappalainen og Lapland Lappi. Den ældste nordiske betegnelse for samer er finner; dette navn anvendes endnu om samer i Norge.[8] Selv kalder lapperne sig same, sabme eller sabmelaš[9] og opfatter ofte ordet lap som en halvt foragtelig betegnelse. De sydlige svenske samer, der kan tale svensk, foretrækker at kalde sig fjeldfolk eller fjeldmænd.

I dag omfatter det samiske bosættelsesområde det centrale og nordlige Norge ned til Femunden og Trollheimen, og på svensk side fra grænseelven Torne älv langs Kjølen ned til Idre øverst i Dalarna. I Finland er området begrænset til Enontekis kommune i nordvest og hele området fra sydenden af Enaresøen op til den norske grænse. I Rusland er Kolahalvøen det traditionelle bosættelsesområde. Imidlertid tyder noget på, at det samiske bosættelsesområde i århundrederne e.Kr. var betydelig større og omfattede det meste af Finland, Karelen og større dele af Skandinavien. Et eksempel på en samegruppe, som er forsvundet i nyere tid, er kemisamerne. Kemisamisk blev talt frem til 1800-tallet i Sodankylä-området, og sproget blev også brugt i Kajanaland.

Samernes antal udgjorde i 1910 ca. 29.000, deraf 18.600 i Norge, 7.100 i Sverige, 1.500 i Finland og 1.700 i Rusland. Desuden findes, mest i det nordlige Norge og Finland, ikke få blandinger, særlig mellem samer og finner. Ved indgangen til det 21. århundrede er antallet opgjort til omkring 75.000 samer, hvoraf 1.600 i Rusland, 7.000 i Finland, 17.000 i Sverige og 40.000 i Norge). Af disse taler knapt en tredjedel samisk (15.000 i Norge, 3.000 i Sverige, 2.000 i Finland og 500 i Rusland). [10]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tidshorisont[redigér | redigér wikikode]

Nyere arkæologisk forskning dokumenterer, at samerne har rødder, som går 1.500 år tilbage i tid også i Sydnorge (i Østerdalen). [11] Den tidligste menneskelige bosættelse i Lapland skete for omkring 10-11.000 år siden, da isen afsmeltede ved afslutningen af sidste istid. Som med alle andre stenalderkulturer i Europa, er samernes etniske ophav ukendt. Undersøgelser af DNA viser forbindelse med spaniere og berbere. Arkæologene kan imidlertid følge samisk kultur 2.000-2.500 år tilbage i tid, og dermed kan det siges, at samerne har boet i det nordligste Skandinavien i det mindste siden jernalderen. Hvorvidt samerne har boet her længere, og kan have etniske eller kulturelle forbindelser til tidligere folkeslag i området, er uafklaret. Samerne har et sprogligt slægtskab med de andre finsk-ugriske sprog, som finsk, estisk, ungarsk og tyrkisk, men den sproglige udvikling fra et finsk-ugrisk ursprog til moderne samisk ligger også stort set hen i mørke. Sproghistoriske dateringer af stednavne og låneord fra urnordisk viser, at samisk sprog var i sit nuværende udbredelsesområde allerede i urnordisk tid.

Jernalder[redigér | redigér wikikode]

Samerne træder frem i historien i århundrederne f.Kr. ved arkæologiske fund og i skriftlige kilder.

Tidlig bondekultur[redigér | redigér wikikode]

I den samiske jernalder fra Kristi fødsel til 1600-tallet levede samerne som jægere, fiskere og samlere. Disse tidlige samer møder arkæologerne i form af gammetufter, fangstanlæg for vildren, gruber brugt til trankogning og offersten. Første gang vi hører om samerne, er muligvis fra den romerske historiker Tacitus. Fødetilgangen varierede fra område til område, på den nordnorske kysten var fiskeri vigtigst, mens jagt på pelsdyr med salg for øje udgjorde et vigtigt erhverv i indlandet. I nogen fjordområder særligt mod syd blev det også drevet primitiv kvægbrug med får og geder. Vigtigst var imidlertid vildrenjagten, og vandringerne, som renen foretog fra vintergræsgangene i indlandet om vinteren til sommergræsgangene langs kysten bestemte tillige årsrytmen hos samerne. Deres livsform var præget af årtidsbestemte vandringer mellem faste bopladser på kysten og i indlandet. Smallere strøg og vadesteder over sunde, som renen brugte som vandringsveje mellem kyst og indland, må have været steder, hvor de tidlige samer gik sammen i større grupper for at drive fangst med faldgruber og andre fangstmetoder.

Kontakt med nabofolk[redigér | redigér wikikode]

I samiske grave og gammetufter findes ofte genstande, som er købt eller tilbyttet fra nabofolkene eller i visse tilfælde hidrøre fra fjernere steder. Samerne kom i jernalderen i kontakt med nabofolk som de norrøne i Norge og Sverige, og finsk-ugriske folk i Finland og Karelen. Norrøn kultur etablerede sig efterhånden langs den nordnorske kyst op til Malangskjeften. Så langt mod nord kunne man dyrke korn og dermed brygge øl, som indgik i norrøn religionsudøvelse.

I dette kulturområde kaldet Hålogaland, fandtes der i dele af jernalderen et mægtigt, norrønt aristokrati med et vidtrækkende handelsnetværk og mulighed for at spille en rolle i norsk rigspolitik. Håløy-høvdinge baserede deres rigdom og indflydelse på handelen med og skatteopkrævning hos samerne. Styrkeforholdet mellem de to folk er ikke klart; blev samerne tvangsbeskattet, eller var det et samkvem til gavn for begge parter? Svaret kan være forskelligt i forskellige perioder af jernalderen. De norrøne høvdinge kunne både forsyne samerne med jern og andre handelsvarer, og beskytte dem mod angreb fra øst og sydøst.

Et sagnfolk, vi hører om blandt samerne, er tjuderne, som i følge samisk tradition kom fra øst og plyndrede og dræbte samer. Ottar fra Hålogaland [12] fortalte i 800-årene levende om, hvordan han som den nordligste af alle nordmænd beskattede og handlede med samerne. Harald Hårfager giftede sig ifølge Snorres kongesagaer med samekvinden Snøfrid. Øyvind Skaldespiller nævner i sine kvad også samer og samisk husdyrhold. Ud fra disse kilder kan det sluttes, at der var et livligt samkvem mellem de norrøne samfund og samerne; måske også med en glidende overgang mellem de etniske grupper.

Middelalder[redigér | redigér wikikode]

I 1000-tallet etableredes nationalstaterne Norge og Sverige, og i Nordvestrusland blev byen Novgorod en mægtig bystat med forbindelser langt ind i nordlige områder. Sverige tog i 11-1200-tallet kontrollen over Finland. Langs den nordnorske kyst blev de mægtige høvdinges magt brudt, og samerne blev gradvis mere afsides og mindre interessante som skattebetalere og handelspartnere.

Fiskerihandel[redigér | redigér wikikode]

Tidligt i 1100-tallet begyndte en omfattende eksport af tørfisk fra den nordnorske kyst til Bergen og videre ud i Europa. Fra 1300-tallet førte det til en ekspansion af norsk sprog og kultur til kysten ved Troms og Finnmark. Noget tyder på, at det ikke kom i konflikt med den samiske leveform, fordi de norske nybyggere kun arbejdede ved fiskeri med salg for øje. De konkurrerede dermed ikke med samerne i indlandet om resurserne. I Vardø blev der bygget en fæstning og kirke i 1307, og dermed gik Norges østgrænse mod Rusland i de kommende århundreder tværs gennem samernes land.

Langs kysten af Nordnorge må samer og nordmænd have fremstået som yderst forskellige. Nordmændene var bofaste, dyrkede korn og fiskede til eksport. Samerne gennemførte derimod sæsonbetingede vandringer, hvorved de fik udnyttet en lang række resurser som vildren, fjordfiskeri, elvefiskeri, pelsdyr med mere. De to grupper gik forskelligt klædt, talte vidt forskellige sprog og betalte to slags skat. Nordmændene betalte ledingsskat, mens samerne efterhånden blev beskattet af både de norske, svenske og russiske statsmagter.

Finsk svedjebrug[redigér | redigér wikikode]

Samerne boede i begyndelsen af middelalderen i det meste af det nuværende Finland. Etniske finner boede kun i kystegne og i indsøområdet længst mod syd. Med etableringen af et svensk kontrolleret statsapparat i Åbo, kristningen af finnerne og bygningen af fæstninger, øgedes befolkningen og ekspanderede mod nord. Finnerne drev svedjebrug, afbrændte skove og dyrkede rug i asken. Efter nogen år var jorden udpint, og de måtte flytte. Omkring år 1500 havde ekspansionen mod nord nået de nedre dele af Tornedalen. Denne ekspansion gik i stor grad ud over den halvnomadiske, samiske leveform, og samisk kultur forsvandt efterhånden fra hele Sydfinland.

Udbredelse i ældre tid[redigér | redigér wikikode]

Endnu ved middelalderens slutning synes samerne ikke at være nået længere mod syd på den skandinaviske halvø end til det nordligste Jämtland. I 16. århundrede nåede de imidlertid til det mellemste Jämtland, i 17. århundrede til Härjedalen, og i 18. århundrede begyndte de at vise sig i det nordligste Dalarne. På den anden side har nybyggerne trængt samerne bort fra det svenske kystland og har i det egentlige Lapland i høj grad indskrænket samernes område ved at tage de bedste dele af floddalene i besiddelse. Ved midten af 18. århundrede fandtes i Åsele Lapmark 17 nybyggere, i Lycksele 26, i Piti 2, i Lule 18 og i Torne Lapmark 31. 1910 var svensk Laplands indbyggerantal 81.500, men Antallet af samer i Sverige kun 7.138. I Finland og Rusland er samernes udbredelsesområde gået stærkt tilbage i historisk tid. I 14. århundrede boede samer ved Onéga-søen. I det nordlige Savolaks forsvandt de først ved midten af 17. århundrede samtidig med, at nordmænd og svenskere udbredte deres herredømme over det nordlige Skandinavien, blev samerne her norske og svenske undersåtter. Retten til at opkræve skat hos og drive handel med samerne var fra Harald Hårfagers tid et kongeligt norsk prærogativ, som forlenedes til stormændene i Haalogaland. På den svenske side af grænsen var det de såkaldte Birkarie, rejsende svenske handelsmænd, der drev handel med samerne og opkrævede skat hos dem.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Samerne havde deres egen religion, en shamanistisk naturreligion, hvor de dyrkede dyr, sten, bjerge og himmellegemer som guddomme. Shamanen, kaldt noaiden, havde en central plads som forbindelse mellem mennesker og guder eller åndeverdenen. Ved hjælp af sin goavddis (shaman-tromme eller runebomme), en tromme med påmalede tegninger, kunne han spå om fremtidig jaktlykke, om folks ve og vel, og på et vis fungere som åndelig leder. Til en vis grad var religionen animistisk, idet man anså naturen for at være besjælet.

Beaivi, Solen, var den centrale kraft. Guden og himmellegemet havde det samme navn. Langs solstrålerne, Beaivvi lávžžit (dvs 'Sol-seletøjet'), kom rensdyret vandrende til Jorden, og på runebommen er flere vigtige guder placeret på Solens stråler. Dearpmis, også kalt Horagállis, var en af samernes himmelguder. Han herskede over lyn og torden, regnbuen, vind og vejr, havet og vandene, samt menneskenes ve og vel, liv og sundhed. Samerne kunne derfor takke ham for velstand og rensdyrlykke. Dearpmis beskyttede også noaiden når hans krop lå livløs hen, mens hans ånd drog til Sáivu eller Jábmiid áibmu (= De dødes rige) på jagt efter kundskab.

Bieggolmmái var vindens og stormens gud, ofte afbildet med en spade i hånden, som han tvang vinden ud af hulen med, når han ville have den til at blæse. Når han ville have den til at holde op, tvang han vinden tilbage i hulen med en kølle. Leaibolmmái (= Elletræmanden) var jagtgud. Elletræet blev anset som helligt. Med tygget bark malede man figurer på runebommen. Barken blev benyttet til tilberedning af skind, og iblandt som medicin. Leaibolmmái herskede over skovens vilde dyr. Især ved bjørnejagt måtte man ved offer unddrage bjørnen fra gudens beskyttelse, ellers blev jægerne sønderrevet af bjørnen, som selv var et helligt dyr, sådan at mange ritualer blev knyttet til bjørnejagt. Leaibolmmái fik bøn og offer både morgen og aften.

Blandt kvindelige guder var Máttaráhkká stammor og en af de vigtigste jordiske guder. Det var hende, som skabte krop til barnesjælen, når et menneske blev til, og førte det videre til Sáráhkká, som førte det ind i morslivet og sørgede for, at det blev født. Sáráhkká (af sárrat = at skabe) var kvindernes gud. Hun hjalp kvinder og rensdyrkøer under fødsel, og det sagdes, at hun også følte den fødendes smerter. Hun blev højt æret. Hun holdt til ved árran, gammens ildsted, og fik sin del af måltidet. Også efter at samerne var kristnet, blev barnet ofte, efter at være tildelt et kristent navn ved dåben i kirken, ved hjemkomsten badet og døbt på nyt til ære for Sáráhkká. Hendes navn overlevede kristendommens indføring i udtryk som Nu lea Sáráhkká mu sárran (sivdnidan) (= "Sådan har Sáráhkká skabt mig").

Juksáhkká var buemoren (av juoksa = bue) og påvirkede barnets køn. Ifølge gammel samisk tro er alle børn først skabt til at blive piger, men Juksáhkká kunne forandre fosterets køn i mors liv. Hun blev dermed drengenes gud, og hvis man ofrede til hende, samt joikede og trommede på runebommen til hendes ære, var hun ekstra behjælpelig med at ændre barnets køn. Uksáhkká har navn efter uksa (= dør), hvor hun holdt til. Hun vogtede ind- og udgange, og havde omsorg for mor og barn, når fødslen var overstået.

Sáivu var samernes paradis efter døden; et bedre sted end Jábmiid áibmu (= De dødes verden), som var stedet, hvor de onde mennesker endte, og sygdomsguderne herskede. I Sáivu levede de døde ligesom på Jorden, dog meget lykkeligere, med rensdyr, vilt og fisk. Sáivu-folket boede i hellige bjerge og søer. En Sáivu-sø havde dobbelt bund, hed det, fordi kilder iblandt sprang op fra bunden af sådan en sø. Sáivu-loddi, Sáivu-guolli og Sáivu-sarvvát var hjælpeånder af fugl, fisk og rensdyrokse, som noaiden benyttede på sine rejser til dødsriget eller rundt om på Jorden for at søge råd og vejledning af guder eller afdøde.

Samerne ofrede også til stenguder, sieiddit, stene med en speciel form eller udseende, eller simpelthen helligsteder. [13]

Ved kristendommens indførelse i Norden blev der også missioneret i samisk område. Forestillinger fra kristen tro kom da ind i samisk religion og skabte en blandingsreligion eller synkretistisk religion. Jomfru Maria og Jesus blev guder i den samiske religion uden at ændre den grundlæggende.

Nyere tid[redigér | redigér wikikode]

Fra 1500-tallet førte øget interesse for nordområderne til ændringer i økonomien. Det påvirkede kulturen. Fra den tid stammer tamrendriften, som i nyere tid opfattes som typisk samisk.

Skifte i økonomien[redigér | redigér wikikode]

Samernes traditionelle bondekultur var truet i løbet af 1500-tallet. Antallet af vildren og øvrige vilde dyr gik tilbage, hvilket skyldtes hårdere beskatning. Det skyldtes igen øget interesse for og beskatning af de samiske områder. Både Danmark-Norge, Sverige og Rusland mente, at de havde ret til at beskatte samerne, og skatteindkrævere fra Sverige nåede helt ud til Vesterålen. Baggrunden for dette øgede nærvær fra centralmakternes side må ses i sammenhæng med konflikten mellem Sverige og Danmark. Presset på ressourcerne førte til et skifte i den samiske økonomi.

Søsamer og elvesamer[redigér | redigér wikikode]

Langt de fleste samer blev bofaste eller delvis bofaste, enten på yderkysten, i fjordegnene eller langs de store vandløb og søerne i indlandet. Her drev de primitivt kvægbrug i kombination med jagt og fiskeri; mere fiskeri ved kysten, mere jagt i indlandet. Tamrener kunne også indgå i denne blandingsøkonomi.

Samerne i fjordene i Troms og Finnmarken i 1700-tallet havde en rigere fødetilgang end nordmændene ved kysten, som var afhængige af kontakten med handelsmænd i Bergen; samisk kultur og sprog voksede både talmæssigt og relativt i perioden. Søsamernes livsform var slet og ret mere fleksibel, hvis en madkilde svigtede, havde de andet at falde tilbage på. Pomorhandelen, som begyndte på den tid, skabte afsætning for overskudsfisk til russiske handelsmænd.

Rendriftsamer[redigér | redigér wikikode]

En mindre del af samerne begyndte med tamrendrift. Tamrener havde også tidligere været holdt, blandt andet som lokke-ren, som skulle lokke vildrenflokkene ind i fælder. Nu begyndte man at tæmme større flokke og følge dem på vandringen mellem kyst og indland. Det var en type specialiseret økonomi, som kun kunne eksistere, fordi de handlede med sø- og elvesamer, nordmænd og andre nabofolk for at skaffe det, som rendriften ikke bidrog med. Rendriftssamerne udgjorde altid en mindre andel af samerne, og tamrendriften er kun 4-500 år gammel.

Samernes sprog indeholder en stor del urnordiske låneord, hvilket viser, at samerne allerede i urnordisk tid, det vil sige før år 800 e. Kr., har levet i nær berøring med de skandinaviske folk. Det må antages, at samerne fra meget gammel tid har levet i det nordligste Skandinavien, selv om det ikke går an, således som man tidligere har gjort, at sætte samerne i forbindelse med den arktiske stenalder. I litteraturen omtales samerne af latinske forfatter i 6. århundrede under navn som seritofinni og 1ignende, benævnelser, der antagelig hentyder til deres fornemste færdselsmiddel, skiene. Deres tamrener omtales af den engelske konge Alfred i hans Europaskildring efter nordmanden Ottar's mundtlige beretning fra 9. århundrede.

Missionsvirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Kristen missionsvirksomhed i Lapland skal være forsøgt allerede i 11. århundrede. Under dronning Margrete (slutningen af 14. århundrede) vakte en lapkvinde, Margrete, myndighedernes interesse for lapmission. I begyndelsen af 17. århundrede blev missionen i de svenske lapmarker rigtig organiseret, og i løbet af 18. århundredes første halvdel udryddedes det lappiske hedenskab i Skandinavien med stor nidkærhed af de gejstlige myndigheder.

Russiske missionærer, først og fremmest munken Trifon, nåede Kolahalvøen, Nordøstfinland og Sydvaranger i 1500-tallet, og samerne i dette område blev omvendte til den ortodokse tro. Endnu i dag står St. Georgs kapel fra 1565 i Neiden, og Boris Gleb lige over grænsen på russisk side har været kirke endnu længere.

Fra 1600-tallet voksede påvirkningen fra det nu protestantiske Norden i intensitet, og både på svensk/finsk og dansk/norsk side var missionsiveren større. Kontrollen over samerne indgik i striden mellem Sverige-Finland og Danmark-Norge. Eksempelvis byggede svenskerne kirker i begyndelsen af 1600-tallet i både Karasjok, Kautokeino og Masi for at sikre disse områder, der forblev svenske til 1753. Den centrale i kristningen på norsk side var missionæren Thomas von Westen, kaldet "samernes apostel". Med den organiserede samemission fra ca 1715 indførte han en strengere, mere rettroende form for luthersk kristendom blandt dem, indsamlede og brændte runebommer, og forbød traditionelle samiske navne. Efter Thomas von Westen var samernes religiøse praksis i hovedsagen baseret på kristendommen, selv om førkristne elementer fortsat må have spillet en rolle.

Den dansk-norske minoritetspolitik rettet mod samerne fra ca 1715 til ca 1850 var imidlertid yderst mild. Det centrale var sprog-politikken: Missionærerne forpligtede sig til at lære samisk og undervise på samisk. Mange af dem var desuden oprigtigt, videnskabeligt interesserede i kultur og samfundsforhold, og grundlagde den skoleretning indenfor samiske studier kendt som "lappologi". I periodens sidste del, fra ca 1820, ser man tydeligt romantisk tankegods i retning af "den ædle vilde" i litteraturen. Desuden så de dansk-norske myndigheder positivt på rendriftssamernes udnyttelse af lokale resurser i områder, som ellers ville have ligget hen til ingen nytte, fordi jorden ikke er egnet til opdyrkning. Af samme grund ønskede myndighederne kvenerne velkommen, når de bosatte sig i områder, hvor grænseforholdene stadigvæk var uafklarede. [14]

1800-tallet: Pengeøkonomi[redigér | redigér wikikode]

Interessen for nordområderne øgede i løbet af 1800-tallet. På kysten øgedes produktionen af tørfisk, klipfisk og sild til eksport. Efterhånden kom der også motorer til fiskeriet, og der skulle penge til for at købe en motor og benzin. Mange steder som i Kåfjord, Kiruna og Kirkenes blev det igangsat bjergværksdrift, som førte til indvandring af andre folkegrupper og tilstrømning af penge. Jordbruget blev også intensiveret, ledsaget af indflyttere fra Sydnorge, Sverige og fra finsksprogede egne. Den store hungersnød i Finland i 1860'erne førte til en stor finsk vandring til både det nordligste Finland, Nordsverige og Nordnorge, særlig Østfinnmarken.

Den alsidige samiske leveform, som tidligere havde været mere fleksibel og tilpasningsdygtig end nabofolkenes, blev nu agterudsejlet. Samerne havde mindre overskud at handle med, og deres varer var ikke så efterspurgte. Samiske bygder fremstod derfor fra 1800-tallet som de fattigste og mest tilbagestående. Storsamfundenes pengeøkonomi fremstod derimod som mere fremtidsrettede og velstående. Rendriftskulturen led også under grænsedragningerne mellem landene. Grænsen mod Rusland blev lukket i 1826, og senere også grænserne mod Finland. Gamle trækveje spærredes af for samerne uforståelige grænser, og sæson-græsgange blev spærrede. Den fine balance mellem brug af ulige græsningsområder til ulige årstider blev forstyrret.

Fornorskning, forsvenskning, forfinskning[redigér | redigér wikikode]

De dansk-norske myndigheder viste betydelig forståelse for hævdvundne samiske rettigheder til brugen af nordområderne, under henvisning til, at samerne måtte anses som "indfødte" og "de ældste dér i landet", altså urbefolkning. Man viste dermed accept for eksklusive samiske rettigheder til landområder. [15] Men i løbet af 1800-tallet blev nationalismen en drivende kraft i samfundsudviklingen. Idéen om, at alle i nationen skulle tale samme sprog og dele samme kultur, blev udbredt. Myndighederne følte sig ikke sikre på, at etniske minoriteter var loyale, de frygtede territorielle krav fra nabostater. Lærere, præster og andre øvrighedspersoner var ofte overbeviste om, at samerne havde bedst af at antage majoritetens langt mere overlegne kultur og sprog. Man fik en efter 1850 en fornorskningspolitik tilsvarende andre bevægelser i tiden, så som "germanisering", "amerikanisering" osv. Man fik "overgangsdistrikter", dvs egne, hvor man tilsigtede en overgang fra samisk og kvensk til norsk. På samme tid talte man i Preussen om Übergangsdistrichte. Andre paralleller er Belgiens politik overfor flamlænderne; eller Italiens overfor slovenerne i Trieste.

Alligevel blev Lappekommissionens udkast til ny "Lov vedkommende Lappevæsenet" afvist af amtstinget i 1905, fordi "i Finmarken anser man ikke Fjeldfinner og Ren for et Onde, tværtimod for et Gode, som muliggjør en Udnyttelse af Finmarksvidderne i produktivt Øiemed. Lovforslagets Bestemmelser bør derfor ikke gjøres gjældende ligeoverfor Fjeldfinner af Kautokeino, der søger Sommergræsning i Tromsø Amt, da man ikke ønsker, at disse Fjeldfinner skal blive forarmede. Rendriften i Finmarken er ikke en dødsdømt Næringsvej. Renbestanden tiltager, og Værdien af den ligeledes." I Sverige og Troms anså man derimod, at rendriftsnæringen ville dø ud af sig selv. [16]

Læse- og skriveoplæring var foregået på samisk allerede fra 1600-tallet, og præster og lærere lagde i løbet af 1700-tallet og tidligt i 1800-tallet vægt på at forkynde og undervise på samisk. I løbet af 1800-tallet fik staterne ambitioner, som gik ud over territoriel og religiøs kontrol over samerne. Nu ønskede de en assimilation. Skolen blev det vigtigste slagfelt, og lærerne frontsoldater. Efter 1880 fik man en kompromisløs fornorskning, da en instruks for lærerne i Tromsø stift (som før 1902 også indbefattede Finnmark) [17] fastslog, at alle samiske og kvenske børn skulle lære at tale, læse og skrive norsk, mens de tidligere bestemmelser om, at de også skulle lære modersmålet, var fjernet. Dertil kom et lønssystem, hvor lærere ikke fik lønforhøjelse uden at kunne vise til gode resultater for "sprogbytte". Fornorskningspolitikken nåede sit højdepunkt med den såkaldte "Wexelsen-plakat" af 1898, opkaldt efter kirkestatsråd Vilhelm Wexelsen. Her blev lærerne pålagt at forhindre samiske og kvenske elever i at tale modersmålet i frikvarteret. Tilskud til oplæring i samisk og kvensk ved Tromsø lærerskole bortfaldt. Wexelsen-plakaten blev først tilsidesat af loven om grundskole i 1959; [18] men formelt stod Wexelsen-plakaten ved magt helt til Stortinget behandlede Samekomitéens indstilling i 1963. [19]

På norsk side blev en koordineret og systematisk fornorskning sat ind fra begyndelsen af 1900-tallet, samtidig som Norge blev en selvstændig nation. Nu blev det forbudt at undervise på samisk, gudstjenester på samisk blev også forbudt, og samisk blev aldrig brugt af øvrighedspersoner som lensmænd, ordførere osv. I 1930'erne kulminerede fornorskningsiveren, og hvis samer ønskede at få jord til nyrydning, måtte de demonstrere, at de havde gode norskkundskaber. Børn blev samlet i internatskoler, hvor det kun var tilladt at tale norsk. Resultaterne lod ikke vente på sig; i folketællingen fra 1930 opgav over halvparten af befolkningen i Kvænangen enten samisk eller finsk som hjemmesprog; i 1950 opgav én person at tale samisk, og én at tale finsk. Samisk forsvandt fra store områder; for eksempel er den særprægede dialekt, som blev talt på Kvaløya og Ringvassøya i Troms forsvundet.

Fornorskningen ses i arkitekturen i Lapland: bygninger som Solhov folkehøjskole i Lyngen og Neiden kirke i Sydvaranger er byggede i norsk, traditionel stil for at skabe tilknytning til det øvrige Norge. I mellemkrigstiden smeltede minoritetspolitik sammen med sikkerhedspolitik. "Den russiske fare" blev taget på alvor, og de kvenske bosætninger betragtet som "russiske arme ind i Vest-Europa" og en mulig "femte kolonne". Novemberforfatningen af 1855 afstedkom en vestlig alliance vendt mod Rusland. Og nu blev samerne slået i hartkorn med kvenerne. Officielt blev fornorskningspolitikken begrundet med et ønske om oplysning, udvikling og modernisering som lå i tiden. Men under det hele lå fornemmelsen af Finnmark som en udpost og grænsefæstning mod Rusland. Lige efter 1900 udtalte amtmanden i Finnmark: "Vi har i århundreder kendt tegnene og taktikken – først konfusion, så munkene, dernæst kosakkerne". Derfor kunne man ikke deroppe ved grænsen være "høiremænd eller venstremænd, her må vi kun være nordmænd". [20]

På svensk side var politikken noget mere fleksibel og mindre brutal. Her blev der i større grad benyttet samisk i undervisningen, og der blev også eksperimenteret med at lade lærerne følge samenes flytninger. Efter Den russiske revolution i 1917 blev samerne på Kolahalvøen samlede i et kollektivbrug, Lovozero/Lojavri, midt inde på halvøen. På den ene side bidrog kollektiviseringen til, at gamle drifts- og livsformer gik tabt på en langt mere radikal måde end i Skandinavien, men samtidig var sovjetstaten mere optaget af at give undervisning på samisk.

Forholdet til statsmyndighederne i begyndelsen af det 20. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Den tiltagende bebyggelse i de frugtbareste af samernes områder i begyndelsen af det 20. århundrede bidrog i høj grad til at gøre tilværelsen som rensdyrnomade vanskeligere. Ikke alene blev de græsrige dale og de lune sydskråninger nær skovgrænsen, hvor renhjordene med forkærlighed opholdt sig i kælvningstiden, for en stor del tagne i besiddelse af nybyggerne og deres køer; men selv mosestrækninger fjernt fra nybygderne anvendtes til høslæt (hvert 3. år), og, samerne måtte ofte betale svære skadeserstatninger, når renerne havde betrådt disse uindhegnede moser eller spredt høstakkene, som nybyggerne lod stå ude indtil vinteren. Endelig havde det i høj grad skadet samerne i deres næring, at deres og renernes årtidsvandringer indskrænkedes eller hindredes ved grænsebestemmelser. 1852 forbød Rusland de norske samer at drage over grænsen med deres rener. Som følge deraf udvandrede et betydeligt antal norske samer fra Kautokeino i det norske Finmarken til den svenske Torne Lapmark, hvor fra der endnu kunne benyttes de finske græsgange. Men fra 1889 blev den finske grænse også lukket for de svenske samers renhjorde. Samernes ret til at vandre frem og tilbage over den svensk-norske grænse blev indskrænket ved en forordning af 1883, således at svenske samer her efter ikke måtte opholde sig i Norge med deres rener på anden tid af året end maj—september. Da unionen mellem Norge og Sverige ophævedes (1905), bestemtes det i Karlstad-Overenskomsten, at retten til flytning mellem rigerne for fremtiden kun skulle gælde for Norbottens og Våsterbottens Len i Sverige og Tromsø og Nordlands Amt i Norge, og at de svenske samer ikke måtte flytte ind til Norge med deres rener tidligere end 15. juni, med mindre særlige vejrforhold gjorde en indflytning nødvendig. Sverige forbeholdt sig dog ret til at kræve spørgsmålet om, hvorvidt det var nødvendigt for de svenske samer, uafhængigt af særlige vejrforhold, at flytte ind til Norge tidligere end 15. juni afgjort ved voldgift. Da nomaderne i Torne Lapmark savner græsgange om våren på den svenske side, betød den nævnte bestemmelse i Karlstad overenskomstens fuldstændige undergang for rensdyrnomadismen i Torne Lapmark. På Sveriges foranledning blev der 1909 nedsat en voldgiftsdomstol, hvis formand var den danske professor H. Matzen, og efter hans død den danske stiftamtmand F. L. G. de Jonquiéres. Meget omfattende undersøgelser af græsningsforholdene, klimaforholdene, renens livsvaner og samernes næringsliv blev igangsat fra svensk og norsk side for at klarlægge spørgsmålet for voldgiftsdomstolen. Nogen afgørelse blev dog ikke truffet af denne, i det spørgsmålet efter få års forløb blev optaget til direkte forhandling mellem Norge og Sveriges regeringer. Endnu værre end disse grænsevanskeligheder er det for samerne, at nybyggerne både i Norge og Sverige, som oven for nævnt, mere og mere lægger beslag på de lune og græsrige lokaliteter og vanskeliggør benyttelsen af fjeldene ved kravet om høskade-erstatninger.

Nyere historie[redigér | redigér wikikode]

Efter ødelæggelserne under 2. verdenskrig blev Lapland viet ny og positiv interesse. Dette gjorde Lapland mere lig storsamfundene, men såede også spiren til interesse for det gamle.

Anden verdenskrig og genopbygning[redigér | redigér wikikode]

Anden verdenskrig ramte det samiske bosættelsesområde hårdt, og hele Finnmark, Nord-Troms, det meste af Kolahalvøen og Nord-Finland blev afbrændt. Genopbygningen efter anden verdenskrig foregik efter mønstre og idealer fra storsamfundet. Genopbyggede typehuse, radioer og med tiden fjernsynsapparater kom til, fiskeri, jordbrug og industri blev moderniserede i et planmæssigt forsøg på at bringe økonomien i nord på niveau med den i syd. Gammel samisk kundskab blev dermed nedvurderet; alle idealerne kom fra industri- og velstandssamfundet. Tilbagegangen for samisk sprog fortsatte dermed ufortrødent, og i søsamebygder som Manndalen (Kåfjord i Troms) og Kvalsund i Finnmark gik befolkningen over til at tale norsk i tiårene efter krigen.

Den udtalte assimileringspolitik veg der imod for en blødere, mere fleksibel holdning til samisk sprog og kultur. Der blev udgivet tosprogede ABC-bøger, der kom nyheder på samisk i radio og fjernsyn, og filmskabere og forfattere begyndte at vise interesse for samerne og deres kultur.

Samisk nationsbygning[redigér | redigér wikikode]

Lige efter anden verdenskrig var det ikke uproblematisk at sige, at der fandtes en samisk minoritet i Norge. Man talte hellerre om samisktalende nordmænd. I 1970'erne, da radikale kræfter var optaget af undertrykte minoriteter over hele verden, blev interessen også vækket for det samiske. Alta-aktionen i 1979, hvor der blev bygget et vandkraftanlæg centralt i det samiske område, satte fokus den samiske minoritet og mangelen på anerkendelse og rettigheder som folk. For den norske befolkning, for myndighederne og for samerne selv var dette en vækkelse. I 1989 blev det første Sameting åbnet af kong Olav. I 2005 kom Finnmarksloven, som sikrede samisk medbestemmelse over brugen af land og vand i Finnmark.

Det samiske flag.

Samerne har fra 1986 et eget flag, som har en cirkel i midten. Den ene halvdel er rød og symboliserer solen, den anden halvdel er blå og symboliserer månen. Flagets farver, rødt, grønt, gult og blåt, er de traditionelle farver som findes på de samiske dragter. Siden 1992 findes en egen nationaldag, 6. februar, og siden 1986 tillige en egen nationalsang, Sámi soga lávlla (nordsamisk), "Samefolkets sang". Det er en gammel tekst som findes på flere samiske sprog og dialekter skrevet i begyndelsen af 1900-tallet med en nyskrevet melodi. Fra 1980 styrer samerne i Sverige selv undervisningsplanen i samiske skoler. Uddannelsen minder om den i de svenske skoler men med samisk sløjd, som kaldes duodji (på nordsamisk) og duodje (på lulesamisk), sprog og samisk tilpasning i samfundsorienterede fag. Sameskolen driver 1.-6.klasse, og undervisningen sker på samisk og svensk. Sameskolen trues imidlertid af lærermangel. [21]

Samernes kulturer er beskyttede af FNs ILO Konvention nr 169 om Indigenous and Tribal Peoples in Independent Countries om urfolks rettigheder fra 1989, som Sverige imidlertid ikke har ratificeret. Norge ratificerede ILO 169 i 1992. ILO har erklæret samer som et oprindeligt folk i juridisk betydning. Sverige Riksdag udtalte i 1977 at samerne udgør et urfolk i Sverige. I proposition 1976/77 angav regeringen: "Det bör således klart uttalas att samerna utgör en etnisk minoritet i Sverige, som, i egenskap av ursprunglig befolkning i sitt eget land, intar en särskild ställning både gentemot majoritetsbefolkningen och andra minoritetsgrupper".

Undervisning på samisk[redigér | redigér wikikode]

Frem til 1959 foregik al undervisning på norsk. Samisk i folkeskolen kom i gang i 1967, og i 1969 kom det første samiske gymnasium i Karasjok. I 1974 åbnede et eget samisk forskningsinstitut, og Universitetet i Tromsø har helt siden starten haft en stor samisk sektion.

Antropologi[redigér | redigér wikikode]

Nyere forskning i samisk DNA[22] påviser stor lighed med spansk og berberisk.

Samer er traditionelt små. For lappiske mænd i Lule og Pite lapmarker angaves legemshøjden omkring 1. verdenskrig at være 150 cm eller lidt mere, for kvinderne lidt mindre. I Norge og Finland lå middelhøjden for lappiske mænd omkring 160 cm. Et kort og rundt hoved hører da også til det lappiske skønhedsideal. I tidligere tid og delvis endnu i vore dage har man søgt at forme det spæde barns hoved ved massage og snævre bind og huer. Hudfarven er lys, lidt gulbrun, håret er i almindelighed mørkt eller sort og ofte meget stridt. Skægvæksten er ringe. Øjnene er mest brune; de er ikke skævt stillede. Ansigtet er bredt med fremstående kindben og spids hage. Legemet er velproportioneret; samer er dog ofte noget kortbenede og hjulbenede. Armene er forholdsvis lange. Hænder og fødder er små og veldannede. Muskulaturen er vel udviklet. Samer, især de nomadiserende, udmærker sig ved smidighed,, hurtighed og stor udholdenhed på vandringer. Synet er skarpt; men øjensygdomme er meget almindelige, utvivlsomt på grund af vinden og den blændende sne om foråret samt røgen i kåterne.

Etnografen Gudmund Hatt, der studerede samerne omkring 1. verdenskrig, betegnede sundhedstilstanden som i almindelighed god; dog traf man hos samer i begyndelsen af det 20. århundrede de samme sygdomme som hos nabofolkene, der i blandt tuberkulose. Dødeligheden var meget stor hos de spæde børn. Mange samer nåede dog en høj alderdom, Fjeldluftens renhed er af stor hygiejnisk værdi, for en fremmed iagttager måtte samernes renlighedssans synes påfaldende svagt udviklet. Bad fik kun de små børn; om vinteren vaskede mange voksne samer ikke engang ansigtet. Dog så de ikke særlig snavsede ud. En stærk brug af vand ville måske kun skade huden i det strenge vinterklima,

Sind[redigér | redigér wikikode]

Gudmund Hatt betegnede samerne som godmodige, livlige og intelligente mennesker. De var gæstfrie, især mod landsmænd. Over for fremmede kunne de være mistænksomme og tilbageholdne, hvilket i nogen grad finder sin forklaring i uheldige erfaringer. Med mad viste de sig ikke altid gæstfri, fordi der navnlig om sommeren kun fandtes lidt mad i nomadernes lejre. Den økonomiske sans var stærkt udviklet. Sparsommeligheden skulle i ældre tid ofte have haft karakter af en gnieragtig påholdenhed; der fortælles om rige samer, der lod tjenestefolk og hunde lide sult og nød. Tidligere samlede samer gerne på sølvsmykker og dalere, som undertiden blev gemt så godt, at skatten ikke mere kunne findes. Senere havde adskillige samer penge på rente. Men deres kæreste eje var renerne; for den typiske same var renhjorden langt mere værd end penge. Som handelsmænd var samer ikke uden fiffighed. Tyveri af døde ting var næsten ukendt; derimod har det tidligere været ret almindeligt at stjæle rener, og rentyveri forekom endnu på Hatts tid.

Klædedragt[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Samedragt
Samekofte eller samekolt

Samernes dragt er i sine væsentlige bestanddele ens for begge køn. Inderst på kroppen bæres en til lidt oven for knæet nående kofte af vadmel; oven på denne bærer man om sommeren en anden kofte af samme stof, om vinteren en pels af renskind. I sømmene er indsyet rødt og gult klæde som prydelse. Koften sammenholdes om livet af et bælte af uld eller læder, til hvilket en bredbladet kniv og ulige småting er fæstede. Halsen og brystet skjules af et klæde. På hovedet bæres en høj, kegledannet hue af rødt eller blåt klæde. Benene dækkes af benklæder af skind eller vadmel, der stikkes ned i støvlerne. Disse er af skind, med spidse, opadbøjede næser; de er fyldte med tørret hø, der gør tjeneste som strømper, og fastbindes om smalbenet med lange, brogede uldne bånd. Der findes lokale variationer i klædedragten, som især gør sig gældende med hensyn til huerne. I det nordligste Norge og Finland bærer mændene således en firkantet hue, mindende om en russisk kuskehue, medens kvinderne hos nordlapperne gerne bærer en med blonder og silkebånd prydet hue, der slutter tæt til hovedet. I de sydligste samedistrikter er mændene begyndt at aflægge nationaldragten, eller denne viser moderne påvirkning; således er mændenes kofte her gerne åben fortil, som en frakke.

Næringsveje[redigér | redigér wikikode]

Samen og rensdyret.

Efter levevis inddeles samerne i følgende hovedgrupper: Fjeldlapper[23] — i Norge fjeldfinner — kaldes de nomadiserende samer, som med deres rener opholder sig oven for skovgrænsen om sommeren, nede i skovene om vinteren. I visse egne af det nordlige Sverige findes de såkaldte skovlapper[23], der hele året opholder sig i skovlandet; deres rener er betydeligt større end fjeldlappernes og udmærker sig endvidere derved, at de kan udholde sommervarmen og myggeplagen i fyrreskoven uden at søge op på højfjeldet, således som fjeldrenerne gør det. Endelig findes i alle dele af Lapland en mængde fiskerlapper; i Finland og Norge bruges betegnelsen elvelapper eller elvefinner om de samer, der driver fiskeri i elvene. Sølapper kaldes i Finland især de fiskende samer ved Enare-søen, mens det samme navn eller kystfinner[23] (havfinner) i Nordnorge bruges om den lappiske kystbefolkning. Endelig er mange samer gået over til de kvægavlende og jorddyrkende skandinavers levevis (lappiske nybyggere). Statistiske oplysninger om det talmæssige forhold mellem disse grupper savnes for Finlands og Ruslands vedkommende. I Sverige fandtes 1910 3.640 nomadiserende samer, i Norge ca. 1.200. Kun et mindretal af samerne er således rensdyrnomader; disse udgør imidlertid den mest særegne, mindst påvirkede del af samerne og er de egentlige repræsentanter for den lappiske kultur.

Intet præger i højere grad samernes hele kultur end rensdyravlen, velstand måles efter renhjordens størrelse; rige samer ejer mange hundrede eller endog nogle tusinde rener. Barnet får rener allerede i faddergave. En renhjord kan vokse hurtigt ved naturlig formering, men også aftage meget hurtigt ved smitsomme sygdomme, ulveangreb, ulykkestilfælde — fx når isen på en sø eller elv brister under en renhjord — og især ved dårlige græsningsforhold. Ved vekslende tø og frost kan der om vinteren og især om våren danne sig hård skorpe på sneen, hvorved denne bliver næsten uigennemtrængelig for renerne, især for renkalvene, der således ikke kan nå ned til rensdyrlavene og som følge deraf sulter ihjel. En uheldig vinter kan medføre død for renerne og fattigdom for samerne. Rensdyravlen rummer således betydelige momenter af spænding og risiko; Begrebet held eller lykke med renerne spiller en stor rolle for samernes bevidsthed og var i den hedenske tid med til at præge deres religion. Endnu er det i første række renen, der betinger nomadernes daglige og årlige livsførelse; og så længe der endnu drives rensdyravl af samerne, vil en stor del af dette folks kulturelle særegenheder vedblive at eksistere, til trods for den i vore dage meget stærke påvirkning fra de skandinaviske kulturfolk. Det er fjeldrenens årlige vandringer, der betinger fjeldlappernes flytninger. Vinteren tilbringer fjeldrenerne og deres vogtere i den lune fyrreskovsregion, mest i Sverige; men når våren nærmer sig, begynder de at vandre opad. Hunrenerne kælver i april—maj nær skovgrænsen, og sommeren tilbringes på højfjeldet, oven for skoven. På hede sommerdage søger renerne op på bjergtoppe og snepletter for i den kølige og friske luft at finde lindring for varmen, myggene og bremserne. Fra det nordligste Sverige søger fjeldrener og fjeldlapper helt ud til den norske kyst, endog i nogle tilfælde ud på øerne, for her at tilbringe sommeren på de græsrige norske fjelde. Renens føde er om sommeren væsentlig græs, om vinteren væsentlig rensdyrlav. Renen, der ved sine livsvaner nødvendiggør samernes flytninger, gør tjeneste på disse som last- og trækdyr. Særlig tamme dyr — kastrerede hanrener — anvendes om sommeren til at bære teltstænger, Teltdug, husgeråd, madvarer såvel som spædbørn i deres vugger fra den ene lejrplads til den næste. Om vinteren køres i slæde med renforspand. Medens seletøjet slutter sig ret nøje til former, der kendes fra nordasiatiske rensdyrnomader, er den lappiske bådformede slæde helt særegen. Den kaldes på lappisk kieris, på svensk ackja. Navnet pulk (svensk pulka, af finsk pulkka) bruges undertiden om den med rygstød forsynede køreslæde, særlig om en nu ret sjælden form, der udmærker sig ved et slags halvdæk til beskyttelse af den kørendes ben, og som vistnok særlig har været til brug for ikke-lappiske rejsende. Af andre samfærdselsmidler har samerne den lange og smalle elvebåd samt skiene, af hvilke sidstnævnte er en uundværlig forudsætning for rensdyravlen, i det renvogterne ikke kan færdes uden disse om vinteren.

Bolig[redigér | redigér wikikode]

Nomadernes bolig er det kegleformede telt lavvuen, der består af et stel af tynde stænger, dækket med en teltdug af vadjpiel eller sejldug. I teltets midte er det stensatte ildsted, i toppen røgåbningen. Mellem ildstedet og døren ligger brændslet. Mellem ildstedet og teltvæggen, modsat døren, står kogekar og madvarer; det var i gamle dage teltets hellige plads, og her må man ikke træde over, i hvert fald er dette forbudt kvinderne. På begge sider er de med birkeris dækkede sidde- og sovepladser for teltets beboere og gæster. Foruden det flyttelige telt har nomadelapperne også faste jordtelte, hvor teltdugen er erstattet med birkebark og græstørv. Det lappiske navn på såvel de flyttelige som de faste boliger er goatte (svensk kåta, dansk kåte).

I den daglige husholdning spiller rensdyrets kød en hovedrolle, især om efteråret og vinteren. Slagtning foregår væsentlig kun om efteråret og vinteren, og en del af kødet fra efterårsslagtningen fryses og tørres på stillads til brug om foråret og sommeren. I sommertiden var renens mælk forhen et væsentligt næringsmiddel; og de af mælken tilberedte produkter (ost, smør og hengemt mælk) indgik i ernæringen om vinteren. I de i senere årtier er malkningen af renen dog næsten ophørt. Renens blod tørres i renvommen og anvendes siden til føde for mennesker og hunde, i det der af mel, vand og blod tilvirkes et slags klumper eller boller samt blodvælling. Brændevin spiller nu ingen rolle hos samerne, selv om enkelte samer drikker sig fulde, når de kommer til byerne. Derimod hører stærk kaffe i store mængder til den daglige kost. Fladbrød bages i den glødende aske på ildstedet.

Redskaber[redigér | redigér wikikode]

Husgerådet er for en stor del købt; I gryder og kedler af kobber og kaffekopper af fajance findes i enhver kåte. Kar, fade og kopper af træ tilvirker samerne selv, men de bruges ikke så meget som tidligere. De små kister, hvori samerne opbevarer mere værdifulde genstande, er også af egen tilvirkning, ligeledes den af træ udhulede, skindbetrukne bærevugge. Af rensdyrtak forarbejder samerne knivskafter, skeer og 1ignende, men erhverver knivblade og andre jernsager ved køb. I garvning af skind er samerne mestre. Nogen helt pålidelig statistik over antallet af rener findes ikke. I Sverige opgaves antallet af tamrener 1910-1911 til 272.800, hvoraf 231.300 fjeldrener og 41.500 skovrener. Af fjeldrenerne ejedes 207.700 af samerne, 18.600 af bønder; for skovrenerne var de tilsvarende tal 18.800 og 21.900. Bøndernes rener vogtes af samerne. Antallet af norske rener angaves 1907 til 133.000. I Finland anslås renantallet til ca. 130.00O, der dog for største delen ejes af finner.

Ægteskab og familieforhold[redigér | redigér wikikode]

Hatt iagttagede, at i reglen herskede der et hjerteligt forhold mellem ægtefællerne. Giftermål blev førhen indgået i en ung alder, men på Hatts tid var de meget tidlige ægteskaber gået af brug på grund af økonomiske forhold. I gamle dage blev bruden købt. Oftest optrådte forældrene som stiftere af partiet. Frieren eller hans forældre forærede pigen og hendes familie gaver, der var at betragte som en købesum. Ved brylluppet holdes et større gilde. Den ægteskabelige troskab bevares strengt af begge parter. Børnene behandles med megen kærlighed og omhu. Så længe de er spæde, bæres de i en bådformet vugge, der er udforet med mos og fine skind. Børnene opvokser i ret stor frihed og opdrages mest ved de voksnes eksempel. Revselser er yderst sjældne.

Til udvikling af et statsliv er samerne aldrig nået. De sociale forhold er ganske løse, i det der oprindelig næppe kendes nogen mere omfattende social gruppe end den enkelte husstand. Inden for denne er faderen overhovedet; men hver af de enkelte familiemedlemmer ejer sine egne rener. En gruppe familier, der slår lejr sammen, flytter sammen og vogter renerne i fællesskab, kaldes en sida (svensk: lappby); inden for en sådan sida findes en leder eller formand, der bestemmer, hvornår flytninger skal foregå, og repræsenterer det lokale lapsamfund over for den svenske eller norske øvrighed; denne institution er dog næppe oprindeligt lappisk.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Samisk shamanisme[redigér | redigér wikikode]

Samernes tro var tidligere præget af shamanisme. Denne overlevede helt frem til 1. verdenskrig i form af forestillinger om underjordiske, spøgelser, sygdomsånder, hellige kilder med mere. Meget af dette viste tilknytning til folkelig overtro hos skandinaverne og finnerne. Ældre skrifter om samerne indeholder mange oplysninger om deres gamle tro. Naturen var for samerne besjælet af stærke ånder; solen og tordenen var således mægtige guddomme, og i skoven og vandet levede ånder, som rådede for vildtet og fisken. Særlig betydning havde de hellige steder, som fandtes rundt om i fjeldene; her ofredes til de lokale guddomme, der fik synligt udtryk i underligt formede sten eller groft tilhuggede træbilleder. Rener og andre dyr ofredes til disse såkaldte seiter. Store mængder af rengevirer og knogler ligger endnu på gamle offersteder. De ofredes især for at opnå held med renhjorden og jagtlykke. Ved ofringerne måtte kun mænd være til stede. Nogen særlig præstestand fandtes ikke hos samerne. Dog ansås visse mænd og kvinder, de såkaldte noaider, for at være særlig kyndige i hemmelige kunster, så som helbredelse af sygdomme, udsendelse af sygdomsvækkende ånder mod uvenner og spådomme om fremtiden.

Stor betydning havde den såkaldte troldtromme, en aflang træskål, overspændt med skind, hvorpå med saften af eliebark var malet en mængde figurer, forestillende alle verdens vigtigste magter og ting, så som solen, den kristne treenighed, de 3 gudinder Maderakka, Sarakka og Uksakka, der især var virksomme ved barnefødsler og synes at være vore forfædres norner i lappisk forklædning, endvidere rener og ulve, samen selv og hans familie, laptelt, bondehus, kirke m. m. Troldtrommen var egentlig et spådomsredskab. Når troldmanden slog trommen, flyttede en messingring eller et knippe af ringe sig hen over trommeskindet; og af ringenes stilling i forhold til de påmalede figurer drog troldmanden sine slutninger angående fremtiden. Troldtrommen blev udryddet af den gejstlige øvrighed i Norge og Sverige, men holdt sig dog hos de sydligste samer stedvis i brug til langt ind i 19. århundrede. Troldtrommen og hele noaide-væsenet mindede stærkt om de sibiriske shamaners virksomhed. Ligeledes peger den store ærefrygt, der vises bjørnen, og de mange ceremonier, der knyttede sig til bjørnejagten, hen på sibiriske naturfolks bjørnedyrkelse. På den anden side er der også meget i den lappiske religion, der tyder på en tidlig kulturindflydelse fra nordboerne.

Læstadianismen[redigér | redigér wikikode]

Den svensk-samiske præst Lars Levi Læstadius, som virkede som præst i Karesuando og Pajala mod midten af 1800-tallet, var en forkæmper for en streng fortolkning af den lutherske lære. Han virkede også mod den udbredte alkoholisme blandt samerne i denne periode. Alkohollovgivningen var i denne periode liberal i Norden, men i de samiske områder blev effekterne af alkoholbrug ekstra mærkbare på grund af den marginale økonomi. Den læstadianske vækkelse førte i 1852 til en voldelig opstand i Kautokeino, som umiddelbart blev slået ned. Læstadianerne var ellers en stærk konserverende kraft i samfundet. Blandt andet prædikede læstadianerne altid på flere sprog, og samisk var altid i brug som gudstjenestesprog. De religiøse forestillinger og skikke, som havde overlevet kristningen af samerne i 16-1700-tallet, blev derimod ikke længere tolereret blandt læstadianerne, og dermed veg den synkretistiske religion til fordel for en mere rettroende lutherdom.

Skolegang[redigér | redigér wikikode]

I Norge og Sverige nyder alle lappiske børn skoleundervisning. Lærere og lærerinder, ofte af lappisk nationalitet, underviser nomadernes børn, i det de flytter med lejrene. For den videre undervisning findes lappiske kostskoler. Næsten alle norske og svenske samer kan nu læse og skrive. Skolesproget er i Norge norsk, i Sverige mest svensk; indtil for få år siden undervistes i Torne Lapmark i det nordligste Sverige på finsk. Undervisning i lappisk gives i Lule, Piti og Våsterbottens lapmarker. Den lappiske litteratur består næsten kun af oversat religiøse bøger. På folkemunde lever endnu en skat af eventyr og traditioner. En særlig fortjeneste af den lappiske litteratur har den danske malerinde og etnograf Emilie Demant Hatt indlagt sig, i det hun bevægede et par velbegavede Tornelapper, den gamle jæger Johan Turi og hans brodersøn Per Turi, til at nedskrive for sig de sagn, eventyr, den troldmand sviden og de traditioner om underlige hændelser, som de først havde meddelt hende mundtligt. Det således indvundne materiale udgav hun i sine to publikationer, Muittalus Samid Birra (»En Bog om Samernes Liv«) og Lappish texts, der ved deres friskhed og oprindelighed, trods de naive fortælleres ubehjælpsomme stil, indtager en særstilling inden for den folkloristiske litteratur.

Samiske flagdage[redigér | redigér wikikode]

I 1992 fastsatte Den 15. Samekonference syv dage, som skulle være samiske flagdage. Der er senere kommet flere dage til.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Eduskunta — Kirjallinen kysymys 20/2009, FI: Parliament, http://www.eduskunta.fi/faktatmp/utatmp/akxtmp/kk_20_2009_p.shtml .
  2. Russian census of 2002, RU, http://www.perepis2002.ru/index.html?id=87 .
  3. *The Saami – Samisk – Sámi*: Prehistoric Genetic Link of the Amazigh and Saami – Førhistorisk genetisk forbindelse mellom Amazighfolket og Samene
  4. skridfinner – Store norske leksikon
  5. http://no.wikisource.org/wiki/Side:Det_norske_Folks_Historie_1-1-1.djvu/118
  6. Lotte Hedeager: Skygger av en annen virkelighet (s. 42), forlaget Pax, Oslo 1999, ISBN 82-530-2098-8
  7. Øystein Bottolfsen: Finnmark fylkeskommunes historie 1840-1990 (s. 257-8), Vadsø 1990, ISBN 82-991380-5-1
  8. Uibopuu, s. 116
  9. Uibopuu, s. 115
  10. Rasmussen 1999, Scheller 2006, Rantala 1994
  11. forskning.no > Samisk jernalder i Østerdalen
  12. Ottar fortalte om det ukjente «Norge» – Magasinet – Dagbladet.no
  13. samer – Store norske leksikon
  14. Einar Niemi: "Samene og kvenene – et norsk minoritetspolitisk perspektiv", Gobelin Europa (s. 227-8), forlaget Sypress, Oslo 1995, ISBN 82-91224-12-9
  15. Einar Niemi: "Samene og kvenene – et norsk minoritetspolitisk perspektiv", Gobelin Europa (s. 228)
  16. Øystein Bottolfsen: Finnmark fylkeskommunes historie 1840-1990 (s. 255-7)
  17. Utdanningsnytt.no – Saba vs. Thomassen
  18. Einar Niemi: "Samene og kvenene", Gobelin Europa (s. 229)
  19. Samisk skolehistorie 1 – Omtale i Klassekampen 19.12.2005
  20. Einar Niemi: "Samene og kvenene", Gobelin Europa (s. 231-3)
  21. http://sverigesradio.se/sida/artikel.aspx?programid=2327&artikel=4266920 Lärarbrist hotar sameskolan
  22. Delgahni, 1998, Tambets 2004, Ingman 2006, Achilli, 2005
  23. 23,0 23,1 23,2 Uibopuu, s. 117

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gudmund Hatt i Salmonsens konversationsleksikon.
  • Leif Rantala: Kolasamerna i dag. Journal de la Société Finno-Ougrienne 85:200-204 (1994).
  • Torkel Rasmussen: Sámegiella lea jávkamin. 10 jagi gielain ja mielain. Sámi allaskuvlla avvoseminára raporta. skábmamánu 1.-3. beaivvi 1999. p. 16-19, 1999.
  • Elisabeth Scheller: Die Sprachsituation der Saami in Russland. In: Hornscheidt, Antje, Kristina Kotcheva, Tomas Milosch and Michael Rießler (eds.): Grenzgänger. Festschrift zum 65. Geburtstag von Jurij Kusmenko. (= Berliner Beiträge zur Skandinavis- tik; 9). Berlin: Nordeuropa-Institut der Humboldt-Universität, 280-290 (2006).
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk; Studentliieratur Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]