Sejm

Mødesalen i det polske Sejm

Polen

Denne artikel er en del af: Politik og regering i Polen

Forfatning Præsident: Andrzej Duda Polens parlament Senat Sejm Premierminister: Ewa Kopacz Ministerråd Ministerier Højesteret Politiske partier Valg Præsidentposten (efter 1989): 1990 1995 2000 2005 2010 2015 Parlamentsvalg (efter 1989): 1989 1991 1993 1997 2001 2005 2011 2015 Voivodskaber Udenrigsrelationer

Andre lande • Politik

Sejmen i Republikken Polen (polsk: Sejm Rzeczypospolitej Polskiej) er underhuset i det polske parlament. Sejmen består af 460 deputerede, (polsk: Poseł ~ dansk: udsending). Sejmen vælges ved almindelig afstemning, og ledes af "marskal af Sejmen" (polsk: Marszalek Sejmu).

I Kongeriget Polen henviste Sejm til det samlede tre-kammer parlament i Polen, der omfattede underhuset (Forsamlingen af udsendinge, polsk: Izba Poselska), overhuset (Senatet, polsk: Senat) og kongen. Siden Den anden polske republik (1918-1939) har Sejm henvist til underhuset i parlamentet; overhuset kaldes Senat.

Historie

Sejmen i den polsk-litauiske realunion

Efter Lublinunionen i 1569 indgik kongeriget Polen, gennem en personalunion med Storfyrstendømmet Litauen, i Den polsk-litauiske realunion, og Sejmen blev suppleret med nye deputerede fra den litauiske adel. I "Republikken af to Nationer" fastholdtes tre-kammer parlament med Sejmen, Senatet og kongen. I de første årtier af 1500-tallet etablerede Senatet sin forrang for Sejmen, men fra midten af ​​1500-tallet og fremefter blev Sejmen et meget kraftfuld repræsentativt organ for szlachta (den 'midterste adel'). Snart begyndte Sejmen alvorligt at begrænse kongens beføjelser. Dens kamre forbeholdt de endelige beslutninger i lovgivning, beskatning, budget og økonomi (herunder militære midler), udenrigsanliggender, og udnævnelse af adel.

I 1573 vedtog Sejmen Warszawakonføderationen, der garanterede religiøs tolerance i Realunionen, hvilket sikrede et tilflugtssted for de, der flygtede fra de igangværende reformations og modreformations krige i Europa.

I 1500-tallet var flertalsafgørelser var det mest almindeligt anvendte system ved afstemning, ingen enkeltperson eller lille gruppe turde forhindre vedtagelser. Senere, med den polske adels stigende magt, blev princippet om enstemmighed genindført med liberum veto (dansk: ~ det frie veto). Fra midten af ​​1600-tallet og fremefter blev den liberum veto brugt til stort set at lamme Sejmen og bragte Realunionen på randen af ​​sammenbrud. Et forslag blev erklæret ugyldigt hvis de deputerede ikke var i stand til at nå frem til en enstemmig afgørelse inden seks uger (længden på en samling), og alle Sejmens øvrige vedtagelser annulleret.

Liberum veto blev endeligt afskaffet ved vedtagelsen af ​​Polens 3. maj forfatning i 1791, som Sejmen krævede fire år til at udbrede og vedtage. Forfatningens vedtagelse og de langsigtede konsekvenser skabte grundlaget for Østrig-Ungarns, Ruslands og Preussens opdeling af den polsk-litauiske realunion, der satte en stopper for mere end 300 års polsk parlamentarisk tradition.

Det skønnes at blev Sejmen afholdt 240 gange mellem 1493 og 1793, de samlede forhandlinger i perioden tog 44 år.

Galleri

• 
  Sejm under Sigismund III Vasas regeringsperiode
• 
  Den "Store Sejm" 1788-1792