Sekstant
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sekstant er et vinkelmålingsinstrument til at måle vinklen mellem solen og horisonten, solhøjden, ved middagstid for at bestemme breddegraden.
Instrumentet anvendes blandt andet af navigatører indenfor sø- og luftfart til stedbestemmelse og er derfor indrettet, så det kan holdes i hånden uden stativ.
Sekstanten består af en ramme på 60 grader og er forsynet med en gradinddelt skala limbus, (nonius), samt en bevægelig radial arm, alhidaden med et spejl og ved limbus en rude med aflæsningsmærke. Desuden er der på rammen monteret et fast spejl, optisk tilbehør og farvede glas til beskyttelse mod sollyset.
Det har fået sit navn fra latin sextans, som betyder en sjettedel, da instrumentet er på 60 grader (eller en sjettedel af en fuld cirkel) og er en videreudvikling af oktanten (der var på 45 grader eller en ottendedel af en fuld cirkel).
Den nautiske sekstant med spejle, som menes taget i brug i 1767, er en videreudvikling af oktanten, menes opfundet af englænderen John Hadley i 1731. Omkring samme tidspunkt fremkom amerikaneren Thomas Godfrey med en tilsvarende opfindelse.
Til astronomisk brug (uden spejle og teleskop) fremkom sekstanten allerede i 1500-tallet.[1][2]
