Selma Lagerlöf

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf
Selma Lagerlöf

Selma Lagerlöf i 1909.

Område: Svensk litteratur
Født: 20. november 1858
Mårbacka, Värmland i Sverige
Død: 16. marts 1940
smst.
Kendt(e) værk(er): Gösta Berlings saga (1891)
Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige (1906-1907)

Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (20. november 1858 på gården Mårbacka i Falun - 16. marts 1940[1]) var en svensk forfatter. Hun var en af de tidlige svenske nyromantikere og fik sit gennembrud med Gösta Berlings saga (1891).

Hun engagerede sig politisk, blandt andet i kampen for stemmeret til kvinder. Da nazisterne kom til magten i Tyskland, hjalp hun mange tyske intellektuelle og kunstnere med at flygte. Under Vinterkrigen gav hun sin nobelpris, en medalje af guld, væk for at støtte Finland økonomisk.

Nobel prize medal.svg Nobelprisen i litteratur
1909

Liv og forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Hun kom til Stockholm for at uddanne sig til lærerinde 1882—1885 og underviste på Landskronas Pigeskole i ti år fra 1885 til 1895. I denne tid skrev hun også åbningskapitlet til Gösta Berlings Saga. Hun sendte disse kapitler ind til en skrivekonkurrence og fik derefter tilbud om at få udgivet hele bogen. Da den udkom i Sverige, blev der ikke lagt særlig mærke til den; men en god kritik fra Georg Brandes, da den blev oversat til dansk, gjorde både bogen og forfatteren til vigtige dele af den svenske nyromantiske bevægelse.

Hun bosatte sig i Falun, besøgte 1900—1901 det hellige land og senere generhvervede hun sin fædrenegård Mårbacka. Da hun med sin første bog vakte opsigt så at sige hele verden over, blev hun i sit hjemland udmærket på enhver tænkelig måde, således at det kun har interesse at nævne, at hun som den første svensker fik Nobelpræmien 1909 og som den første kvinde optoges blandt de Aderton 1914.

Selma Lagerlöf, 23 år gammel i 1881.

Det var svært for hende at finde en form for de digte eller fortællinger, som trængte sig på for at ville ud til folk. I tidsskriftet "Dagny" offentliggjorde hun ganske vist nogle sonetter, men Värmlandsindtrykkene ville hverken gå på vers eller passe til den nøgterne stil, som var gældende i 1890-ernes politiske Sverige. Det var der efter på trods af alt, at hun i et højstemt sprog nedskrev nogle kapitler, som skulle gøre det ud for en novelle, og det var til allerstørste forundring for hende selv, at hun fik at vide, at hun havde vundet Iduns Præmie (1890). Det gav hende mod. Året efter udkom "Gösta Berling’s saga" i to bind, og den blev meget snart oversat til de fleste europæiske sprog samt adskillige uden for Europa, og dette gælder også hendes senere bøger.

1894 udkom hendes næste bog, novellesamlingen "Osynliga länkar", som mærkeligt nok skuffede mange af hendes beundrere; den udkom senere i nye oplag, til dels med andre noveller, således blandt andet med den 1895 udkomne "Et äfventyr i Vineta" i stedet for "Fru Fasta och Peter Nord".

Som novellesamling betragtede mange også hendes næste større bog "Antikrists mirakler" (1897), skønt den lige som "Gösta Berlings saga" i virkeligheden er en gennemkomponeret roman, en skildring af siciliansk folkeliv og af den arbejderbevægelse, som kæmpede sig frem mod den nedarvede religion. "Drottningar i Kungahälla jämte andra berättelser" (1898) er der imod noveller, men af den lødigste art, enten man tænker på den om "Margareta Fredkullas offer" eller den lille programnovelle om illusionens, forsynstroens betydning, "Kejsarinnans Kassakista" eller "Guds freden", hendes første svenske hjemstavnsskildring, når dette ord tages i betydning bondeskildring. Samme år udkom hendes lille bog "En herregårdssägen", en poetisk menneskeskildring. Man kunne efter den med nogen ret sige, at det var utænkeligt, at hun kunde nå inderligere forbindelse mellem form og indhold. Så kom imidlertid "Rejsen til det hellige Land", og den uddybede hendes hjemfølelse og gav hende evnen til at se det fremmede i solglans og gråvejrsstemning. "Jerusalem", hvis første bind, "I Dalarne", udkom 1901, andet bind, "I det heliga landet", udkom 1902, blev vel ikke så overraskende som hendes debutbog 11 år tidligere, men den er betydeligere, sandere, mægtigere. Hvor "Gösta Berlings saga" er som leg og munter spøg, er "Jerusalem" alvorstale på en måde, som ingen før har kendt, fordi realisme og vision har indgået forbindelse. Alene indledningskapitlet og slutningskapitlet i første del hævder bogens ret til at kaldes en af sin tids ypperste virkelighedsbøger, og prosadigte som "Korsbæreren", "Paradisbrønden" fra sidste del har ingen poet digtet sidestykke til, og så bæres hele skildringen af en stille patos, som giver bogen dybde og værd. "Kristus legender" (1904) og "Herr Arnes pengar" (samme år) er nye noveller, den sidste om en forbandelse fra gamle dage, skildret med hendes milde sindelag, men så knugende og stærkt, at adskillige ikke forstod den. Legenderne forstod der imod alle: "Fågel Rödbröst", "Ljuslågan" fik, som en kritiker udtalte, enhver til at græde som i det hele taget havde tåren.

På opfordring skrev hun så den svenske læsebog for de svenske skoler: "Nils Holgersens resa" (1906—07), en bog, som selvfølgelig bærer hendes præg på mange steder og viser hendes evne til at forene korte historier med den lange fortælling, der binder værket sammen. "En saga om en saga och andre sagor" udgav hun, da hun fyldte 50 år, deri fortæller hun selv om sit gennembrud og giver ypperlige hjemstavnsbilleder og prosadigt i tilgift. Men så kom "Liljecronas hem" (1911), den bog, som i tone og indhold mest ligner debutbogen, men er fastere. Hovedpersonen er en romantisk helt med dæmonisk natur, violinspilleren, som ved sit spil forvoldte sin kærestes død. Forfatterindens evne til at poetisere og forsvare livets og hjertets ret er idéen, lige som det er idéen i hendes næste romaner, "Körkarlen" (1912) og "Kejsarn av Portugallien" (1914). Mest levende og smukkest fremtræder grundanskuelsen dog i den sidste, og navnlig virker det så menneskeligt gennem "Kejsarn"’s kones forklaring, at han af Vorherre har fået skærm for øjnene, så han ikke behøver at se, hvad han ikke kan tåle at se. Forfatterinden viser her som ofte før sin evne til at skildre og forklare de mennesker, hvis "forstand er hos Gud", de naive, de enfoldige, de åndssløve. Novellesamlingerne "Troll och människor", I—II (1915—1921) og "Mårbacka" (1921) viser igen, hvor stor hun er i den novellistiske legende- og eventyrform, og i sin roman "Bannlyst" (1918) har hun ladet sig inspirere af krigens, blodsudgydelsens vederstyggelighed, og tro mod sit forfatterskab og sit sind sætter hun det enkelte menneskes kamp og sejr over sig selv op imod massernes blindhed, men stiller man denne bog sammen med de bedste af hendes tidligere, kan den som i en sum vise, hvori dette forfatterskab har sin styrke og sin svaghed: hvad hun som barn og ung har hørt og set, er så at sige vokset i hendes sind, og med en sjælden frodig fantasi griber hun det, former det til på en ejendommelig måde. Kapitlerne, hvori indtrykkene er nedlagt, synes i første øjekast afrundede og for sig selv afsluttede afsnit, men de viser sig bag efter at samle sig til en enhed. I "Gösta Berlings saga", i "Jerusalem" synes man først at få et enkelt menneskes, nogle få menneskers sande livsskæbne fortalt, men det er et sogns, en hel landsdels, ja næsten hele landets historie, som drages frem i de skiftende, maleriske eller poetiske skildringer. Men menneskene selv bliver da lige som lidt borte, man får forklaringer fra omverdenen, fra fortiden, men de, som i kunsten søger mennesket, menneskets dybeste og alvorligste udvikling og kampe, får ikke alt hos hende. Naturen, folket, hjemmet og glæden over livet strømmer der imod stærkt og rigt i hendes bøger, og derfor har de gjort hende til den mest læste nordiske forfatter. Et har hun forud for sine landsmænd, — at i udlandets øjne er Sverige Selma Lagerlöfs Sverige, og da er Sverige et mærkeligt land med ejendommelige mennesker i by og på land, de tænker storsindet ved hverdag, og deres helligdage er fest, for livs-entusiasmen synger sin højsang i deres årer som i hver linje, der stammer fra forfatterindens bankende hjerte.

Brevveksling[redigér | redigér wikikode]

Sophie Elkan og Selma Lagerlöf i 1894

Et fordybet eller fornyet billede af Selma Lagerlöf er fremkommet i og med, at brevvekslingerne med Lagerlöfs to nære venner og livskammerater, Sophie Elkan (Du lär mig att bli fri, 1992) og Valborg Olander (En riktig författarhustru, 2006) er blevet offentliggjorte.[2][3] I brevene beskrives en stærk hengivenhed til begge kvinder, og der rådede formodentlig en kraftig rivalitet mellem Lagerlöfs to nære veninder (en rivalitet, som dog kan have vedrøret både venskab og kærlighed), noget som Elin Wägner også berørte i sin biografi over Lagerlöf (1942-43), med støtte i brevvekslingen mellem Olander og Lagerlöf og samtaler med Valborg Olander under bogens tilkomst. Det er muligt, at Wägner også havde læst dele af Selmas breve til Sophie Elkan, som ellers ikke blev tilgængelige selv for forskere før 1990. Kærlighed mellem personer af samme køn var på den tid ikke accepteret, men samtidig kunne grænsen mellem sproglige udtryk for venskab og kærlighed være mere flydende end senere, en arv fra romantikken, som alle tre kvinder var stærkt prægede af.

Også forfatterindens breve til moderen er blevet udgivet i 1998 under titlen Mammas Selma.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Lagerlöfs bøger handler gerne om bondeliv i Nord-Sverige; men hendes fortællinger var hellere romantiske end realistiske. Hun indvævede bl.a. gamle fortællinger og historier i dét, hun skrev. En af hendes mest kendte bøger er Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige.

Udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

Billedgalleri[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Selma Lagerlöfgravsted.dk
  2. Ying Toijer-Nilsson (red.): Du lär mig att bli fri. Selma Lagerlöf skriver till Sophie Elkan. Urval och kommentarer av Ying Toijer-Nilsson; Bonnier & Selma Lagerlöf-sällskapet, Stockholm 1992; ISBN 91-0-055397-2
  3. Ying Toijer-Nilsson (red.): En riktig författarhustru. Selma Lagerlöf skriver till Valborg Olander. Urval och kommentarer av Ying Toijer-Nilsson; Bonnier, Stockholm 2006; ISBN 91-0-010529-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi