Selvskade

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Selvmutilation)
Gå til: navigation, søg
Selvskade
Klassifikation
Schnittwunden.JPG
Selvpåførte snit på underarmen.
SKS DX84
ICD-10 X84

Selvskade er når et menneske lemlæster sig eller påfører sig selv smerter. Den mest udbredte måde at selvskade er at skære i sig selv (cutting), men det kan bl.a. også foregå ved at brænde sig selv, forgifte sig selv og rive hår af forskellige steder på kroppen (Trikotillomani).[1][2][3] Adfærd forbundet med stofmisbrug og spiseforstyrrelser betragtes normalt ikke som selvskade, fordi den resulterende vævsskade er normalt en utilsigtet bivirkning.[4] Selvom selvmord ikke er hensigten med selvskade, er forholdet mellem selvskade og selvmord kompleks, da selvskadende adfærd kan være potentielt livstruende.[5] Der er også en øget risiko for selvmord hos personer, som selvskader,[2][6] i det omfang at selvskade er fundet i 40-60% af selvmord.[7] Men at generalisere selvskadere til at have selvmordstanker er i de fleste tilfælde ikke korrekt.[8][9]

Der bliver skelnet mellem en lille og stor selvskade. Ved lille selvskade skærer vedkommende sig overfladisk på arm, krop eller ben, brænder sig med en cigaret, slår hovedet kraftigt mod en væg eller lignende. Den største fremkommer oftest ved psykotiske der f.eks. stikker sig i øjet med en saks eller kastrerer sig selv.[10]

Selvskade står i DSM som et symptom på borderline-personlighedsforstyrrelse. Men patienter med andre diagnoser kan også selvskade, herunder dem med depression, angst, stofmisbrug, spiseforstyrrelser, post-traumatisk stress, skizofreni, og flere personlighedsforstyrrelser.[1] Selvskade er også tydeligt i velfungerende personer, der har ingen underliggende klinisk diagnose.[4] Motivationer for selvskade varierer, og det kan anvendes til at opfylde en række forskellige funktioner.[11] Disse funktioner omfatter selvskade bliver brugt som en copingrespons, der giver midlertidig lindring af intense følelser såsom angst, depression, stress, følelsesmæssig afstumpethed eller en følelse af svigt eller selvlede og andre psykiske træk herunder lavt selvværd eller perfektionisme. Selvskade er ofte forbundet med en historie af traumer og misbrug, herunder følelsesmæssigt og seksuelt misbrug.[12][13] Der findes en række forskellige metoder, der kan anvendes til behandling af selvskadende adfærd, og som enten behandler de underliggende årsager eller behandler adfærden selv. Når selvskade er forbundet med depression, kan antidepressiv medicin og behandlinger være effektiv.[6] Andre tilgange involverer undgåelsesteknikker, der fokuserer på at holde den enkelte beskæftiget med andre aktiviteter eller udskifte handlingen af selvskade med sikrere metoder, der gør ikke føre til permanente skader.[14]

Selvskade er mest almindelig i ungdomsårene og voksenlivet, det optræder som regel i alderen mellem 12 og 24. [15][3][4][16][17] Selvskade i barndommen er relativt sjældent, men det er stigende siden 1980'erne.[18] Selvskade kan dog alligevel forekomme på alle alderstrin [11], herunder i den ældre population. [19] Risikoen for alvorlig skade og selvmord er højere hos ældre mennesker, der selvskader[17]. Selvskade er ikke begrænset til mennesker. Dyr, såsom fugle og aber er også kendt for at deltage i selvskadende adfærd. [20]

En almindelige opfattelse om selvskade er, at det er en opmærksomhedssøgende adfærd, men i de fleste tilfælde, er det forkert. Mange selvskadere er meget selvbevidst om deres sår og ar, og føler sig skyldige over, at deres adfærd fører dem til at gå meget langt for at skjule deres adfærd fra andre.[3] De kan benytte alternative forklaringer for deres skader eller skjule deres ar med tøj.[21][22] Selvskade i sådanne individer kan ikke være forbundet med selvmordstanker eller para-selvmordsadfærd. Folk, der selvskader ønsker dog normalt ikke at ende deres eget liv.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder (Delvist på engelsk)[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Klonsky, E. D. (2007), "The functions of deliberate self-injury: A review of the evidence", Clinical Psychology Review 27 (2): 226–239, doi:10.1016/j.cpr.2006.08.002, PMID 17014942 
  2. 2,0 2,1 Skegg, K. (2005), "Self-harm", Lancet 336: 1471 
  3. 3,0 3,1 3,2 Truth Hurts Report, Mental Health Foundation, 2006, ISBN 978-1-903645-81-9, http://www.mentalhealth.org.uk/publications/?EntryId5=38712, hentet 2008-06-11 
  4. 4,0 4,1 4,2 Klonsky, E. D. (2007), "Non-Suicidal Self-Injury: An Introduction", Journal of Clinical Psychology 63 (11): 1039, doi:10.1002/jclp.20411, PMID 17932979 
  5. Farber, S. et al. (2007), "Death and annihilation anxieties in anorexia nervosa, bulimia, and self-mutilation", Psychoanalytic Psychology 24 (2): 289–305, doi:10.1037/0736-9735.24.2.289 
  6. 6,0 6,1 Haw, C. et al. (2001), "Psychiatric and personality disorders in deliberate self-harm patients", British Journal of Psychiatry 178 (1): 48–54, doi:10.1192/bjp.178.1.48, PMID 11136210 
  7. Hawton K., Zahl D. and Weatherall, R. (2003), "Suicide following deliberate self-harm: long-term follow-up of patients who presented to a general hospital", British Journal of Psychiatry 182: 537–542, doi:10.1192/bjp.182.6.537, PMID 12777346 
  8. Fox, C; Hawton, K (2004), Deliberate Self-Harm in Adolescence, London: Jessica Kingsley, ISBN 978-1-84310-237-3 
  9. Suyemoto, K. L. (1998), "The functions of self-mutilation", Clinical Psychology Review 18 (5): 531–554, doi:10.1016/S0272-7358(97)00105-0, PMID 9740977 
  10. Oplæg fra sundhedsstyrelsen
  11. 11,0 11,1 Swales, M., Pain and deliberate self-harm, The Welcome Trust, http://www.wellcome.ac.uk/en/pain/microsite/culture4.html, hentet 2008-05-26 
  12. Meltzer, Howard, et al. (2000), Non Fatal Suicidal Behaviour Among Adults aged 16 to 74, Great Britain: The Stationary office, ISBN 0-11-621548-8 
  13. Rea, K., Aiken, F., and Borastero, C. (1997), "Building Therapeutic Staff: Client Relationships with Women who Self-Harm", Women's Health Issues 7 (2): 121–125, doi:10.1016/S1049-3867(96)00112-0 
  14. Klonsky, E. D. and Glenn, C. R. (2008), "Resisting Urges to Self-Injure", Behavioural and Cognitive Psychotherapy 36 (02): 211–220, doi:10.1017/S1352465808004128 
  15. Laye-Gindhu, A.; Schonert-Reichl, Kimberly A. (2005), "Nonsuicidal Self-Harm Among Community Adolescents: Understanding the "Whats" and "Whys" of Self-Harm", Journal of Youth and Adolescence 34 (5): 447–457, doi:10.1007/s10964-005-7262-z 
  16. Schmidtke A, et al. (1996), "Attempted suicide in Europe: rates, trends and sociodemographic characteristics of suicide attempters during the period 1989–1992", Acta Psychiatrica Scandinavica 93 (5): 327–338, doi:10.1111/j.1600-0447.1996.tb10656.x, PMID 8792901 
  17. 17,0 17,1 National Institute for Clinical Excellence (2004), National Clinical Practice Guideline Number 16: Self-harm, The British Psychological Society, http://www.nice.org.uk/nicemedia/pdf/CG16FullGuideline.pdf, hentet 2009-12-13 
  18. Thomas B; Hardy S; Cutting P (1997), Stuart and Sundeen's mental health nursing: principles and practice, Elsevier Health Sciences, s. 343, ISBN 978-0-7234-2590-8, http://books.google.com/books?id=7TFTELQR2roC&pg=PA343, hentet 2011-03-12 
  19. Pierce, D. (1987), "Deliberate self-harm in the elderly", International Journal of Geriatric Psychiatry 2 (2): 105–110, doi:10.1002/gps.930020208 
  20. Jones I. H. and Barraclough B. M. (2007), "Auto-multilation in animals and its relevance to self-injury in man", Acta Psychiatrica Scandinavica 58 (1): 40–47, doi:10.1111/j.1600-0447.1978.tb06918.x, PMID 99981 
  21. Helen Spandler (1996), Who's Hurting Who? Young people, self-harm and suicide, Manchester: 42nd Street, ISBN 1-900782-00-6 
  22. Pembroke, L. R. (ed.) (1994), Self-harm – Perspectives from personal experience, Chipmunka/Survivors Speak Out, ISBN 1-904697-04-6