Septimius Severus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Septimius Severus

Lucius Septimius Severus (11. april 1454. februar 211), kendt som Septimius Severus, var romersk kejser 193 – 211 og grundlæggeren af det Severiske dynasti.

Septimius, formentlig den første afrikaner på kejsertronen, stammede fra Libyen, var blevet hjulpet frem gennem romerske velynderes hjælp og gjorde karriere i hæren under Marcus Aurelius. Ved uroen efter Commodus' død trådte han i 193 frem som tronkræver i Pannonien (Ungarn), hvor tropperne udråbte ham til kejser. Han erobrede først Italien og sikrede sig anerkendelse her, derefter vendte han sig imod sine modkejsere Pescennius Niger og Clodius Albinus i henholdsvis Mellemøsten og England. De blev spillet ud mod hinanden og derefter nedkæmpet uden skånsel 194 og 197.

Hans regering betød en genskabelse af ro og orden efter uroen under Commodus, og han synes at have været en dygtig og effektiv administrator og hærfører, men brutal og autoritær. Først og fremmest medførte hans styre en militarisering af samfundet, provinsofficerer rykkede ind på de ledende poster, og hæren blev kraftig forøget ved hvervninger af ikke-romere. Det er ikke med urette, at han er set som den egentlige skaber af soldaterkejserdømmet. En magtfuld skikkelse under hans styre var f.eks. gardechefen Plautian, som i 205 blev arresteret og dræbt på mystiske anklager om kupforsøg. Dog var også en del civile rådgivere med, bl.a. juristerne Ulpian og Papinian, og hans styre betød også en udvidelse af juristernes indflydelse på lovgivningen.

Gennem en stor del af sin regering førte Septimius krige for at genoprette grænserne, bl.a. succesrige felttog mod partherne, mens han flere gange måtte betale germanerne for at holde fred. Generelt førte hans styre i stigende grad til kejsermagtens afhængighed af hæren og dens lønningskrav, ligesom udgifterne medførte devaluering af mønten.

Septimius var gift med den syriske ypperstepræstedatter Julia Domna, som spillede en betydelig rolle bag kulisserne og hvis slægt senere besteg kejsertronen. Deres familieliv var forbitret af stridighederne mellem sønnerne Caracalla og Geta, der begge senere efterfulgte faderen. Han tilbragte sine sidste år med endeløse felttog i England, hvor han døde uden for York.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Didius Julianus
193
Caracalla
211-217