Sigurd Slembe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sigurd Magnusson Slembe (eller Slembedjakn) (død 1139) var en norsk tronprætendent i borgerkrigstiden. Tilnavnet betyder noget i retning af den usle præst.

Sigurd forlangte, at halvbroderen, Harald Gille, skulle dele riget med ham. Begge var sønner af kong Magnus Barfod. Sigurd var født uden for ægteskab og var altså en «uægte» søn. Sigurd udråbte sig selv til konge i 1135. I 1136 slog han Harald Gille ihjel, mens han sov. Derefter gik han sammen med Magnus den Blinde som havde været fanget og blindet af Harald Gille.

I slaget ved Holmengrå i 1139 tabte Magnus og Sigurd til kong Inge Krokryggs mænd. Inge Krokrygg var søn af Harald Gille. Magnus den Blinde faldt. Sigurd Slembe, der var fører for hæren, blev fanget og pint til døde.

Der er fortalt om Sigurd Slembe og andre tronprætendenter og konger i de norske kongesager , Snorre Sturlasons Heimskringla.

«Sigurd Slembe» er navnet på et historisk drama af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson fra 1863.