Sild

Sild
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Osteichthyes (Benfisk)
Orden	Clupeiformes (Sildefisk)
Familie	Clupeidae (Sildefamilien)
Slægt	Clupea
Art	C. harengus
Videnskabeligt artsnavn
	Clupea harengus; Linnaeus, 1758
	Hjælp til læsning af taksobokse

For alternative betydninger, se Sild (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sild)

Sild (Clupea harengus) er en fisk i sildefamilien. De lever i store stimer, hvor der kan være op til en million eksemplarer. De findes især i Atlanterhavet.

Der findes sild ved alle danske kyster. Silden er mørk på oversiden og lys på undersiden. Hvis man ser den nedefra, er den lys som lyset, der kommer ned igennem vandet, men hvis man ser den oppefra, er den mørk som bunden på havet. På den måde gemmer silden sig for rovdyr. Rovdyr der lever af sild omfatter laks, hajer, marsvin og mennesker.

Sildene æder små vandlopper, krebsdyrlarver, copepoder og krill. De æder også en del fiskeæg og små fiskeunger. De fleste af disse smådyr lever af plankton. Der er derfor særligt mange sild i de områder, hvor der er mange af disse planter. I Vadehavet er der mange af de smådyr, som silden lever af.

Sildens historiske betydning

Sildefiskeriet i Øresund kendes fra kilder tilbage i 1000-tallet, men menes at have taget fart omkring år 1200 hvor Saxo, nok med en vis overdrivelse, beskriver hvordan der i fangstsæsonen var så mange sild at de kunne fanges med de bare hænder.

I senmiddelalderen havde fangsten af sild en helt afgørende betydning for økonomien i Nordeuropa, og særligt fangsten i Øresund var essentiel. Den udgjorde intet mindre end den tredjestørste handelsvare på europæisk plan (efter korn og klæde), og sammen med fiskeri af torsk var silden af dobbelt så stor betydning som Danmarks næststørste eksportvare: stude^[1]. Det store sildemarked blev holdt i Falsterbo som blev et nordeuropæisk handelscentrum, men også Københavns vækst som handelsby har i høj grad været betinget af sildefangsten. Hovedindtægterne gik dog til hanseatiske købmænd som havde monopol på handelen med de – hovedsageligt – dansk fangede fisk.

Beregninger viser at der i slutningen af 1300-tallet sandsynligvis har været eksporteret 27.000 tons sild årligt eller 300.000 tønder saltet sild. Med et skønnet lokalt forbrug oveni, blev det til omkring 36.000 tons i alt^[1]. Til sammenligning var fangsten omkring år 1900, med langt mere moderne fangstmetoder, på omkring 20.000 tons. Den saltede sild var en eftertragtet handelsvare, ikke mindst pga. middelalderkristendommens mange fastedage. Op mod halvdelen af årets dage var mod middelalderens slutning fastedage hvor man ikke måtte spise kød, og her var fisk det oplagte alternativ – for den del af befolkningen der havde råd. Den fede sild fra Øresund blev anset for at være af særlig god kvalitet og blev handlet for omkring den dobbelte pris af sild fra Limfjorden.

Sildene blev saltet i tønder med salt fra nordtyske saltminer og eksporteret ned gennem Europa via de tyske hansestæder. I toldregistre fra 1398-1400 for hanseforbundets vigtigste by, Lübeck, kan man se at sild var den vigtigste handelsvare af alle. Forskere fra History of Marine Animal Populations (HMAP) har kaldt middelalderens sildefiskeri "the most commercially important fishery in the world"^[2].

I midten af 1500-tallet kom det danske fiskeri af sild i krise, og gradvist blev handelen overtaget af nederlandske nordsøfiskere – sandsynligvis affødt af hanseatiske købmænds dårlige forvaltning af deres monopol på sildehandelen ved Østersøens markeder og af at større nederlandske skibe ikke behøvede at bruge øresundshavnene som mellemstation undervejs til de baltiske havne^[1]. Sildefangsten skiftede dermed gradvist til at have Nordsøen som sit hovedområde, og i den danske økonomi overhalede landbruget fiskeriet som den største eksportsektor.