Sjælesorg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Sjælesorgens formål er at hjælpe et menneske, der har brug for hjælp. Inden for sjælesorg skelner man mellem kristen og human sjælesorg. Ordet sjælesorg kommer etymologisk af det tyske "Seelsorge" (latin: cura animarum) og betyder omsorg for sjælen. Hvor prædikenen som cura animarum generalis, er rettet til flere forskellige på en gang, er sjælesorgen som cura animarum specialis, rettet mod den enkelte.

Sjælesorgen er en omsorg for den enkelte, der udmøntes i en hjælpende eller trøstende samtale. Om sjælesorgen er human eller kristen, afhænger af den udøvende. Kristen sjælesorg har ikke nødvendigvis et kristent indhold. Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og praktiserer en radikal næstekærlighed. Sjælesorgen drejer sig ikke kun om trosspørgsmål, men har hele menneskelivet som sit virkefelt. Menneskets udvikling, udfoldelse, trivsel, lykke og sundhed hører med i en kristen menneskeopfattelse, hvorfor også "human" sjælesorg kan være kristen, hvis den udøves af et kristent menneske. Den kristne sjælesorg har baggrund i Kristi diakonale virke og i hans død på korset, som giver mennesket mulighed for at udfries fra skylden. Heri består væsensforskellen til den humane sjælesorg.

Forskellen på sjælesorg og psykologi er en forskel på synsvinklen. Den kristne sjælesorgs egenart i forhold til en human sjælesorg er, at Kristus er forbilledet. Kristus er både tjener og frelser, så derfor er den kristne sjælesorg både diakonia og kerygma. Den kristne sjælesorg skal hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er – uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt. Det, som er den kristne sjælesorgs force i forhold til anden sjælesorg, er dog, at Kristus har videregivet myndigheden til at tilgive synder. Mennesket frigøres, når det bekender sine synder og får tilgivelse. Dermed sættes det i stand til at leve livet i frimodighed. Denne tilgives kan meddeles i skriftemålet. Den verdslige psykologi har her mødt sin begrænsning.

Definition: En hjælp som især præster tilbyder et medmenneske, som i større eller mindre grad har mistet livsglæden og måske også livsmodet. Det kan skyldes ydre begivenheder, eller være forårsaget af eksistensen i sig selv, eller noget i det enkelte menneske. Hjælpen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud, en opfattelse af, at kærlighed er livets mening og af, at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv. Disse opfattelser er bundet til opfattelsen af Jesus Kristus, som Guds søn og til opfattelsen af, at Helligånden er en levende åndelig størrelse, som virker på Guds vegne i grundfænomerne: troen, håbet og kærligheden. For at kunne have gavn af sjælesorg er det ikke et krav at være kristen, men på den anden side er det nødvendigt at være sig præstens religiøse ståsted bevidst, da livets sandhed for denne er det kristne evangelium. I sjælesorg taler vi om livets vilkår og prøver at komme overens med det, som ikke kan ændres, og på at finde mod og styrke til at ændre det som kan ændres – eller måske mod og styrke til at vælge at bevare det!