Skånske Krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Den skånske krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Den fransk-nederlandske krig | |||||||||
 Danmark genindtager Kristianstad i Skåne i 1676: Maleri af Claus Møinichen. |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Danmark-Norge, Forenede Nederlande,22px Brandenburg, .svg){kind=small} Tysk-romerske rige, Habsburgske Spanien |
 Sverige, Frankrig |
||||||||
| Ledere | |||||||||
| Christian 5., Ulrik Frederik Gyldenløve |
Karl 11. af Sverige, Magnus Gabriel De la Gardie, Rutger von Ascheberg, Simon Grundel-Helmfelt |
||||||||
Maleri af Claus Møinichen, 1686.
Maleri af Claus Møinichen
Skånske Krig 1675–1679 blev indledt i september 1675, da Danmark og Brandenburg indledte et modangreb på de svenske tropper i Pommeren, og i foråret året efter indledtes angrebet på Skåne. Dette sidste angreb skulle bringe Skånelandene hjem til Danmark. Den danske hær var i almindelighed bedre uddannet, bevæbnet og udrustet end den svenske.
Man blev mødt af en venligsindet befolkning, som med håb om befrielse fra den svenske okkupation stillede sig på den danske hærs side med folk og fornødenheder. Christian 5. oprettede også "Det skaanske Rytteriregiment" med oberstløjtnant Hans Dittler Steensen som chef, og skånske friskytter som Svend Poulsen, Jens Andersen, Casper Due, Simon Andersen, Aage Monsen med flere fik til opgave at hverve ryttere til friskyttekompagnier.
Efter seks ugers felttog var Helsingborg, Landskrona og Christiansstad på danske hænder. Kun Malmøhus modstod belejringen. Svenskerne trak sig tilbage til Småland for at få forstærkning.
Da Karl XI vendte tilbage til Skåne med en forstærket hær, foretog friskytterne og snaphanerne mange bagholdsangreb og forsinkede fremrykningen, deraf øgenavnet som snaphanekrigen. I Løsholt (Loshult) fik snaphaner fingre i hele Karl XIs krigskasse på 50.000 rigsdaler. Det samlede krigsbytte var fordelt på 250 hestetrukne vogne. Nogle af kobberpladerne (svenske mønter) vejede helt op til 20 kilogram, og man fik travlt med at grave kostbarhederne ned. Den svenske konges pragttelt, som var med i transporten, blev skåret i småstykker.
Den 4. december 1676 forvandledes markerne omkring det gamle tingsted Sankt Libers høj nord for Lund til en gruopvækkende valplads. Slaget kostede over 8.300 døde, hvoraf den svenske armé mistede 3.200 mand, resten var danske inklusive skånske, blekingske og hallandske soldater i danske regimenter, hvervede tropper og friskytteafdelinger. Svenskerne gik sejrende ud af kampen, hvorefter de ransagede gårde og huse vidt omkring i jagten på sårede danske soldater eller friskytter. Disse blev som regel henrettet, når de blev fundet. I dagene efter lagde den svenske armé under ledelse af Karl XI hele Landskrone-egnen øde med plyndring og mordbrand.
Efter den svenske sejr ved Lund beordrede den svenske øvrighed takkegudstjenester i Skånelandenes kirker. En samtidig kilde fortæller, at "i många kyrkor blev det ett sådant gråtande och skrikande av allmogen, att prästernas ord från predikstolarna inte kunde höras".
Men krigen var ikke afgjort. Ganske vist holdt svenskerne i Malmø stand, men det gjorde danskerne i Christiansstad over for en svensk belejring. Og Niels Juels sejr i Køge Bugt sikrede dansk herredømme i Østersøen, så hærens stilling i Skåne ikke blev kritisk. Men et stormangreb på Malmøhus mislykkedes totalt. 3.000 danskere døde, blandt dem mange af de højeste officerer. Og helt galt gik det, da Christian 5. og hans generalstab var for længe om at få undsætning frem til det belejrede Christiansstad. Christian 4.s fæstningsby holdt tappert ud, men til sidst måtte den kapitulere. Under tilbagetoget til Landskrone ødelagde undsætningsstyrken alt, hvad den kunne overkomme i det sydlige Skåne. Taberen fra slaget ved Lund, den tyske general Arensdorf brugte "den brændte jords taktik" og gav friskytterne ordre til at brænde bl.a. Ystad, Simmershavn, Trelleborg og Skanør. Beboerne som så gårde og slotte blive ødelagt af deres egne landsmænd, blev opfordret til at flytte over Sundet.
Hærens hærgende tilbagetog var næppe givtig for modstandsbevægelsen hos Skånelandenes befolkning. Det ændrede ikke noget, at Karl XI havde været den første til at bruge den brændte jords taktik. Arensdorf måtte dog modtage en alvorlig reprimande, og han faldt i unåde hos Christian 5. Han blev kaldt til København, hvor han blev arresteret og fik frataget kommandoen over den danske hær. "Dette puff undte Skaaningerne hannem gierne for hans haarde medfart skyld." skriver det samtidige vidne, Sthen Jacobsen i Den Nordiske Kriigs Krønicke.
[redigér] Freden
Det før så rige Skåne var blevet et fattigt land, da freden endelig blev sluttet. Og Freden i Fontainebleau, som blev dikteret på slottet Fontainebleau den 23. august og ratificeret i Lund den 26. september 1679, ændrede intet. Selv om den største del af Skåne faktisk var på danske hænder, fik man ikke lov at beholde en millimeter af den skånske jord. Den franske solkonge Ludvig 14. dikterede, at freden i København fra 1660 skulle stå ved magt. Han var Sveriges forbundsfælle. Alle den begavede rigskansler Peder Schumacher Griffenfelds bønner om ikke at indlede noget felttog, før man havde opnået diplomatisk forståelse netop hos Frankrig, Europas ledende stormagt, var prellet af på Christian 5.
Ved fredsslutningen forpligtede Karl XI og Sverige sig til at lade paragraf 9 fra freden i Roskilde - som fastslog, at alle i Skånelandene, adel, gejstlige, borgere og bønder, skulle bevare deres ret, lov og gamle privilegier og friheder uforstyrret - " forblive uryggeligt i kraft og vigueur." Ikke desto mindre blev Skånelandenes folk udsat for brutal forsvenskning. Skånske Lov blev sat ud af kraft og afløst af svensk lovgivning, og svensk sprog blev påbudt i kirker og skoler. Et udtryk for perversion var de mange lokale danske præster, som følte sig forpligtede til at tjene den nye herre, frem for deres egen menighed. Og efter krigen fortsatte den intensive menneskejagt på skånelandske modstandsmænd, på trods af at fredsaftalen foreskrev: "Wndersaatterne skulde och niude denne forskreffne amnestie, saa at det dennem til ingen sværighed skal komme, at de sig paa den ene eller anden siide haffuer begiffuet, eij heller skal nogen aff dennem hereffter nogen forfang eller skade aff samme aarsage specie juris aut via facti, under huad prætext det och være kand, paaföris, eller der offuer nogen undersögning eller randsagning till nogenss præjuditz foretagiss."
Det er foretaget en beregning over flygtningestrømmen fra Skånelandene til Sjælland efter krigens slutning i 1679-80. Man har anslået, at det drejer sig om ca. 20.000 mennesker ud af en befolkning på ca. 200.000 indbyggere. De fleste ville ikke være i stand til at efterlade deres hjem i Skåne og skabe et nyt i Danmark. Derfor blev de fleste, hvor de var. [Kilde mangler]
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
