Skifergas

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Skifergas er naturgas, som er fanget inde i uigennemtrængelige skifersten, i modsætning til mere konventionelle naturgasforekomster, hvor gassen er fanget i en porøs og permeabel reservoirbjergart, som typisk har en veldefineret udstrækning, er overlejret af en cap rock (typisk lersten) og som regel har en velkendt underliggende vand kontakt. [1]. Det betyder, at skifergas må indvindes ved hjælp af en moderne gasstimuleringsteknik kaldet Hydraulisk frakturering.

Det amerikanske energiagentur, EIA, anslog i sommeren 2013, at ressourcerne i den danske undergrund potentielt rummer 906 mia. kubikmeter naturgas.[2]. Et nyt estimat er foretaget af USA’s nationale geologiske undersøgelser, USGS, i december 2013, som med en ny rapport konkluderer, at Danmark kan have omkring 186 milliarder m3 naturgas til rådighed til udvinding.[3] Det svarer omtrent til den mængde gas, der er udvundet fra den danske del af Nordsøen over 39 år i perioden 1972 til 2011, hvilket potentielt kan betyde hundredevis af milliarder i indtægter til den danske stat.[4] USGS anbefaler, at der foretages prøveboringer i Danmark for at kvalificere de geologiske data yderligere.

Den danske stat har givet licens til efterforskning to steder i Danmark, henholdsvis i Nordjylland og i Nordsjælland. Ifølge Energistyrelsen ses skifergas som et muligt bindeled, der kan sikre dansk forsyningssikkerhed og udfasning af bl.a. kul som energikilde, indtil Danmark har gennemført en omstilling til vedvarende energi [5].

Brugen af skifergas i energiforsyningen kan betyde en klimamæssig gevinst sammenlignet med eksempelvis kul, da gas udleder op mod 50 procent mindre CO2 end kul. I USA har øget udvinding og brug af skifergas således medført en markant reduktion af CO2-udledningen, sådan at man på blot fire år har bragt udledningen tilbage på niveau med 1992 [6].

En række miljøorganistioner bl.a. Danmarks Naturfredningsforening [7] og Skifergas Nej Tak [8] mener, at indvindingen af skifergas kan skade miljøet, bl.a. fordi der, i forbindelse med fraktureringsprocessen, under stort tryk, sendes store mængder af vand blandet med kemikalier ned i undergrunden, i visse tilfælde forbi grundvandsdepoterne. Den grønne tænketank Concito vurderer, at risikoen for grundvandsforurening som følge af hydraulisk frakturering er begrænset i Danmark, da der vil være en afstand på mindst 2,5 kilometer mellem grundvandet og eventuelle fraktureringer, som sker i dybder på ca. 4.000 meter [9].

Noter[redigér | redigér wikikode]