Skopje

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Steder i Skopje

Skopje (Makedonsk: Скопје), er hovedstaden i Makedonien.

Byen ligger på bredden af Vardar-floden og mellem bjergene Vodno og Skopska Crna Gora. Byen er 8 km bred og 32 km lang og har ca. 500.000 indbyggere[1] (2002 tal).

Den 26. juli 1963 kl. 05:17 blev byen jævnet med jorden ved et kraftigt jordskælv på 6,1 efter Richterskalaen (9 efter Mercalliskalaen). 2487 mennesker mistede livet (1070 mennesker blev fundet i ruinerne og 1417 mennesker blev meldt som savnede) og over 4000 blev sårede. Over 90 % af bygningerne i byen lå i ruiner, og over 20.000 mennesker blev hjemløse.

Skopje er handelscenter for tobak, uld, frugter og grønsager som dyrkes i de omkringliggende områder. I den gamle Jugoslavien, Skopje var vigtig producent af jernprodukter indtil værket blev lukket ned. Skopje Universitetet blev åbnet i 1949.

Skopje (dengang kaldt for Scupi) var i gamle dage hovedstad i kongeriget Dardania (Dasaretien). Senere blev byen erobret af serberne (1282), derefter af tyrkerne (1392) og den blev til nøgleby i den Osmanniske Rige (omtalt på makedonsk som Otomanska Imperija). Senere blev den igen del af Serbien under Balkan krigene (1912-1913) og igen senere blev den del af Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener (1918), som senere skiftede navnet til Jugoslavien (1929).

Året 1991 blev den jugoslaviske republik Makedonien en selvstændig nation.

Byens historie[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Skopje nævnes første gang af den græske geograf Claudius Ptolomeius under sit gamle navn Scupi i det 3. århundrede f.Kr. og lå på stedet, hvor floden Lepenec løber ind i floden Vardar (her fandt arkæologerne resterne af Scupi, kun 5 km fra byens centrum udenfor forstaden Zlokukjani). Ifølge videnskabsmændene blev det gamle Scupi taget af Tribalene og senere kontrolleret af Dardanerne, som var en Illyrisk stamme. Året 148 f.Kr. kom romerne til Balkan, erobrede Scupi og placerede her deres armé. Efter dette blomstrede byen ikke blot som økonomisk, strategisk og kulturelt center, men også som religiøst center hvor kristendommen spredte sig meget tidligt, og byen fik sin egen arhiepiskopi (Arhiepiskopia → Skopje).

Det var ikke kun barbariske overfald, som senere skabte problemer for byen: Skopje blev nærmest totalt ødelagt ved et jordskælv året 518, som var den første, som hjemsøgte denne by (i dag er der daglig små jordskælv i byen). Comes Marcelinius skrev i sine bøger om denne tragedie: "På et øjeblik blev 24 byer ødelagt. Scupi, hovedstaden i Dardanien, var total jævnet med jorden. En revne i jorden på 48 kilometers længde og 4 meters bredde spyede varme dampe". Pragtfulde bygninger, mange offentlige badesteder, templer og det antikke amfiteater bygget i romersk stil, forsvandt fra jordens overflade. Efter denne tragedie nævnes byen Scupi ikke mere. Arkæologiske fund viser, at livet fortsatte i den nordøstlige del af den gamle by. I Byzans tiden, under Justinijan den 1., fik Skopje-dalen en ny by, som blev kaldt Justinijana Prima, efter hans grundlæger Justinijan, hvis familie var fra landsbyen Taor, udenfor Skopje.

I tiden under Justinijan den 1., begyndte tiden som beskrives for "slaverne" ankomst til området. Slottet Crni Zamok (det Sorte slot) blev bygget på skråningerne af Vodno bjerget i denne periode og beskrives som forsvars position mod 'slaverne' af historikere der går ind for teorien 'slavere' som kommende fra nord. Ved slutningen af det 6. århundrede, erobrede en stamme Beregeziti (kendt som Berziti), byen i året 695 som menes at have døbt byen – Skopje. Stammen Beregeziti blev senere anerkendt som hersker af området mellem Skopje og Ohrid. De næste 3 århundreder er der ingen skrevne dokumenter om byen Skopje.

I slutningen af det første årtusinde fødtes den makedonske stat med Tsar Samoil (976-1014) på magten. I denne periode fra den 10-11. århundrede, fortsatte byen med at vokse. Handelsmænd fra Samoils imperium spredte deres varer til de nærliggende byer, både mod nord og syd, og langs Adriaterhavet. Under Samoils regeringsperiode blev Skopje styret af romerne, som vendte tilbage fra Konstantinopel (dagens Istanbul). Senere i 1004, under et slag mellem Tsar Samoils soldater og styrker fra Byzans, overgav han byen til Vasilius den 2. Den tragiske slutning af Samoil ved Belasica slaget i 1014, bragte hårde tider tilbage til byen. Efter det makedonske imperiums fald blev byen igen et eftertragtet strategisk punkt. Indbyggerne prøvede mange gange at gribe til våben og rejse sig mod besættelsesstyrkerne. Året 1040 kom det til oprør anført af Petar Deljan, som var nevø af Tsar Samoil. Han kæmpede modigt for Skopje og Makedonien og det lykkedes ham at generobre byen, men kun for en kort periode. Den næste opstand var i 1072 anført af Georgi Vojteh, men også denne succes varede kun kort tid.

Skopje fik en ny hersker i 1081. Normannerne, anført af Robert Guiscard, ankom via Durrës (by i Albanien), angreb og besejrede Skopje – de herskede derefter i 7 år. I 1093, afbrød serbernes hovedstamme Vukan Normannernes dominans for en kort periode, og derefter generobrede Normannernes grev Boemund Tarenian hele Polog-dalen, inklusive Skopje. Mange andre erobrere fulgte efter ham. Den første af dem var den bulgarske Kaloyan (1204), og 3 år bagefter fulgte Dobromir Strez som blev i byen til 1215. Efter ham igen var bulgarere, byzantere og serbere. Skopjes skæbne var den samme som Makedoniens: konstant udskiftning af herskere. Theodor Matohit skrev om Skopje i 1299: "Under byens ruiner er en grundmur af de skønneste katedraler jeg nogen sinde har set i denne region."

Endnu engang i dens rige byhistorie blev Skopje til hovedstad, denne gang under den mægtige Serbiske stat under Dušan Stefan. Dušan blev kronet i Skopje i 1346. En anden vigtig begivenhed skete i 1349 da Dušan's lov blev proklameret og gjorde byen vigtig, ikke blot politisk, men også som kulturel og som handelscenter.

I 1392 faldt Skopje i tyrkiske hænder. En ukendt munk fra klosteret Sankt Teodor skrev: "I året 69…., da tyrkerne ankom til Skopje…." (ifølge den nye kalender var det den 19. januar 1392). Efter tyrkernes ankomst blev byen omdøbt til Uskup, som var det tyrkiske navn for Skopje. Med tiden voksede indbyggertallet på grund af immigration af mange tyrkiske familier, og Skopje voksede igen både økonomisk og som politisk center. Op til året 1453, var Skopje hovedsæde for de tyrkiske sultaner og udviklede sig senere til handelscenter. Optegnelser viser, at byen allerede i 1469 havde en stor markedsplads med mange forretninger, som blev besøgt af mange rejsende og handelskaravaner, og som bragte varer fra østen.

Skopje blev ramt igen af en ny katastrofe i 1555 da et andet jordskælv ødelagde mange huse. Indbyggerne, som var vant til ødelæggelser, naturlige som unaturlige, genopbyggede hurtigt byen, og en Veneziansk handelsmand skrev: "Skopje dækker et område på 28 km² med flotte huse." Den tyrkiske forfatter Evlija Čelebi skrev: "Skopje har 70 bykvarterer med 11.060 huse, som er bygget i en eller to etager. Husene er bygget af sten og ler, tagene er udført i røde tagsten. Gaderne er rene og lige, stenbelagt, og forretningskvarteret er fuldt af latinoer, franskmænd, ungarere og andre. Omkring byen er der 77.000 hektar af privat land med mange vinmarker, som er ejet af religiøse foreninger".

Den tyrkiske poet Dilger Zede som besøgte byen i den 17. århundrede, og som var betaget af byens skønhed og beliggenhed, skrev: "Jeg rejste meget igennem landet, og jeg har set mange skønne byer, og jeg er betaget af Allahs velsignelse, men ikke en har imponeret mig så meget som paradis byen – Skopje, hvor floden Vardar løber igennem."

Mange historikere siger, at i perioden mellem den 15. århundrede og 17. århundrede, var Skopje en af de rigeste byer på Balkan. Dette var muligt på grund af byens beliggenhed, og fordi grænsen til det Osmanniske Rige var langt herfra. Dybt inde i imperiet, fik Skopje lov at udvikle sig til et vigtigt økonomisk -og handelscenter. Ifølge kilderne, var Skopje den rigeste by i hele den europæiske del af det Osmanniske Rige. Det meste af dens indbyggere var makedonere ligesom i landsbyerne på bjerget Skopska Crna Gora, hvor den slaviske levevis og kultur havde bedre muligheder for at overleve. Biskop Marin Diči skrev i 1604, at byen havde omkring 200.000 indbyggere og over 40.000 huse. Måske er disse tal lidt overdrevet, men mange, som rejste igennem Balkan og Makedonien beskrev Skopje som "en stor by".

Den tyrkiske armés nederlag i det 17. århundrede ved Wien bymuren og dens tilbagetog foran den Østrigske armé tændte lunten hos mange slaviske oprørere på Balkan. Den første succesfulde opstand i Makedonien var i Kratovo i 1689 og er kendt som Karpoš opstanden (Karpoško Vostanie), hvor minearbejdere anført af den legendariske Karpoš vandt den såkaldte "fredelige krig". De befriede byen Kriva Palanka og området op til Veles, Demir Kapija. Oprørerne kom tæt til Skopje, men blev tvunget tilbage af den tyrkiske armé som led mange nederlag og var på tilbagetog fra den Østrigske armé. Den østrigske general Picolomini og hans armé nærmede sig Skopje igennem Kosovo og Kačanik passet. Denne hændelse havde stor betydning for byens historie. På vej ind i Skopje, blev Picolomini betaget af dens skønhed, og han skrev: "Skopje er spændt over et stort område og er lidt smallere end Prag. Byen har omkring 60.000 indbyggere, blandt dem er der omkring 2.000 jøder."

Picolomini erobrede byen den 25. oktober 1689, endda uden stor modstand. Han ønskede ikke at fortsætte sydpå og erobre Makedonien, men ønskede at tage Durrës og Albanien, for at nå til havet. Men, for at vise sin armés styrke og for at ødelægge denne vigtige tyrkiske rede, besluttede han til at brænde byen. Den anden grund til denne beslutning var koleraepidemien, som rasede i byen. Fra Vodno bjerget betragtede Picolomini nedbrændingen og skrev: "Jeg besluttede, selvom det var ikke let, at brænde byen ned til aske. Jeg er ked af det for de skønne huse, som jeg ikke har set andre steder i denne krig. Moskeerne er bygget af høj marmor kvalitet, dekoreret med tusinde lamper på gyldne kupler, som vil kunne vække misundelse i selve Rom. Alt dette giver jeg til flammerne uden at efterlade fjenden nogen, som de kan bruge mod os."

Brandene rasede i to dage og foruden de massive stenbygninger, blev byen totalt ødelagt, og dette mærkedes i lang tid derefter. Helt op til det 19. århundrede, kunne byen ikke gendanne den skønhed, som mange rejsende havde skrevet om. Amy Bue, en fransk geolog, som rejste igennem Makedonien, skrev, at Skopje havde 10.000 indbyggere. I 1836-1837 åbnede den første offentlige slaviske skole i Skopje. Det samme år, ifølge Amy Bue, havde byen tre skoler, hvor man lærte geografi, historie og filosofi. I den anden del af det 19. århundrede blev byen et vigtigt trafikcenter og indbyggertallet fordobledes. Da Napoleon var på vej hjem fra Mellemøsten, passerede han igennem Skopje. Mange handlende med deres endeløse karavaner lastet med værdifuldt gods fandt vej igennem byen.

I 1872 blev Skopje Ærkebiskopiet endeligt adskilt af Patriarkiet i Istanbul. Men i stedet for selvstændighed, blev denne truet af Stor Bulgariens ønske om udvidelser, og det betød nye farer fra fremmed propaganda i det delte Makedonien (Grækenland eksisterede allerede).

Et nyt kapitel i byens historie var konstruktionen af Solun (Thessaloniki)-Skopje jernbanen i 1873. Efter dette blev byen en moderne jernbaneby og trafikcenter.

I tiden da VMRO (Vnatrešna Makedonska Revolucionarna Organizacija – Den Indre Makedonske Revolutionære Organisation) var aktiv i Skopje området, blev der arresteret kun 528 personer i Skopje, efter den store Vinica skandale.

Skopje var det Osmanniske Riges by i 5 århundreder, fra 1392-1912. De to Balkan krige (1912-1913) forandrede situationen på Balkan, men de bragte ikke fred til byen, Makedonien eller makedonerne. Makedonien, som var den største provins i det Osmanniske Rige, blev med aftalen i Bukarest i 1913 delt mellem Grækenland, Bulgarien og Serbien, mens en lille del var givet til Albanien. Den 12. oktober 1912 blev tyrkerne drevet ud af byen, men den serbiske armé blev. Sammen med Skopje, Vardar Makedonien (Vardarska Makedonija – forblev hele området langs Vardar floddalen) under serbisk dominans.

Igennem 1. verdenskrig (1914-1918), var Skopje okkuperet af bulgarerne, tyskerne og østrigerne, og terroren over for befolkningen voksede. Ifølge Versailles fredsaftalen i 1919, blev Vardar Makedonien (som i dag er del af Republikken Makedonien) del af det nyoprettede "Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener", kendt som Kongeriget Jugoslavien, som eksisterede til 1941. Mellem de to verdenskrige voksede byen på begge sider af Vardar floden. Området fra stenbroen til jernbanestationen blev centralt, og der blev bygget hoteller, restauranter, mm. Byen blev til hovedsæde i det sydlige "Kongeriget Jugoslavien, Vardarska Banovina", som omfattede hele Vardar Makedonien, dele af Kosovo og Metohija og den sydøstlige Serbien.

Da byen var hovedsæde i tiden under 2. verdenskrig (1941-1945), blev Skopje en af de første ofre-byer og var bombet af fascistiske fly den 6. april 1941, hvilket resulterede i, at 600 mennesker blev dræbt og over 1.000 sårede. Den næste dag, den 7. april 1941, kom tyske styrker ind i byen fulgt af bulgarske styrker, som havde til opgave at nationalisere befolkningen. Ønsket for frihed hos den makedonske befolkning var så stærk, at det den 11. oktober 1941 kom til opstand som startede først i Prilep, derefter i Kumanovo. Den første partisanenhed blev dannet straks efter okkupationen, og angrebene på besættelsesmagten var organiseret i Skopje.

Den 11. marts 1943 blev der deporteret 7200 jøder til Treblinka-lejren fra Skopje .

I det sidste forår af den 2. verdenskrig var der endelig fred i Skopje.

Straks efter befrielsen blev der holdt den anden Antifascistiske Kongres i den befriede by, og Skopje blev makedonsk hovedstad i Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien.

Skopje var blandt de flotteste byer indtil den 26. juli 1963 da byen blev igen ramt af en stor katastrofe kl.05:17 om morgenen – et jordskælv som efterlod byen i ruiner, hvor 80% af bygningerne blev ødelagt.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Istorija za III klas Gimnazija og Istorija za IV klas Gimnazija, samt andre makedonske skolebøger.


Koordinater: 41°59′00″N 21°26′00″Ø / 41.983333333333°N 21.433333333333°Ø / 41.983333333333; 21.433333333333