Skriftkloge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Skriftkloge (hebr: sofer, græsk: grammateús) var en social stand på nytestamentlig tid, der var opstået i Israel i tiden efter det babylonske eksil, og hvis medlemmer bestod af folk, der var uddannet i de hellige skrifter (Det Gamle Testamente) og i særdeleshed Moses' lov – Torah. Ordet "skriftklog" bruges enkelte gange før eksilet (2 Sam 8,17;20,25) om en statsskriver, men ellers er den første, som bliver kaldt skriftlærd Ezra, da han var velbevandret i Moses' lov (Ezra 7,6).

Samfundsmæssig rolle[redigér | redigér wikikode]

Som datidens akademikere fik de efterhånden en vigtig samfundsmæssig rolle i at fortolke loven teologisk og juridisk ind i folkets praktiske situationer. Af de fleste jøder blev de anset som lovgivere, fordi det, de besluttede, blev gældende ret. Disse love kom efterhånden til at dække alle tænkelige situationer. Med tiden, da jøderne begyndte at tale aramæisk, blev de også nødvendige til at oversætte og hjælpe jøderne til at forstå de hellige, hebraiske tekster. De skriftkloge havde også til opgave at undervise i lovens bestemmelser og i de afgørelser, som berømte lærere i fortiden havde truffet (de gamles overleveringer se Mark 7,3 og 7,5).

Uddannelsen som skrifklog startede gerne i 15-årsalderen og varede 12 år med læsninger af fortolkninger af Skriften (senere samlet i Talmud). Retten og myndigheden til at undervise andre som rabbi kunne en skriftklog først få som 40-årig. Enkelte skriftkloge var præster, men størstedelen havde et borgerligt erhverv ved siden af som f.eks. den skriftkloge Paulus, der var teltmager. Deres arbejde som skriftkloge var ubetalt, og derfor tilhørte de trods deres store betydning den fattigere del af befolkning. Nogen fik dog underhold for deres indsats og betydning.

De skriftkloge som gruppe[redigér | redigér wikikode]

De skriftkloge var ikke et egentligt parti eller religiøs retning som farisæerne, saddukæerne og essæerne, men snarere en stand svarende til vor tids teologer eller jurister, der virkede inden for det jødiske samfund med råd og vejledning omkring forståelsen af skrifterne. I Det Nye Testamente (NT) står de skriftkloge og farisæerne ofte nævnt sammen, men de to benævnelser er ikke nødvendigvis sammenfaldende. De fleste farisæere var ikke skriftkloge, men de farisæiske skriftkloge, som der sandsynlgvis hentydes til i NT, var dog en større og mere betydningsfuld gruppe end f.eks de saddukæiske skriftkloge.

De skriftkloge og Jesus[redigér | redigér wikikode]

Jesus havde ikke fået en skriftklogs uddannelse, men blev jævnligt kaldt for rabbi og underviste. Johannes gengiver jødernes forundring over dette forhold:

"Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?" Jesus svarede dem: "Min lære er ikke min egen, men hans som har sendt mig" (Joh 7,15-16)

Jesus er flere gange i konfrontation med farisæerne og de skriftkloge, hvad der i dag har givet denne gruppe et negativt eftermæle, trods deres store indsats og vigtige rolle i datidens samfund. Især Matthæusevangeliet (Matt 8,19; 13,52) nævner de skriftkloge sammen med farisæerne, mens Lukasevangeliet fortrinsvis anvender betegnelsen lovkyndige og lovlærere (Luk 5,17; 7,30; 10,25; 11.45 fl.)