Slagelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 15. jun. 2015, 08:49 af Pugilist (diskussion | bidrag) Pugilist (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Dawikibot, fjerner ændringer fra 94.189.1.190 (diskussion | bidrag))
Slagelse
Bysegl Byvåben

Sankt Mikkels Kirke
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Sjælland
Kommune Slagelse Kommune
Sogn Slagelse Provsti
Postnr. 4200 Slagelse
Demografi
Slagelse by 34.648[1] (2023)
Kommunen 79.728[1] (2023)
 - Areal 567,34 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.slagelse.dk
Oversigtskort
Slagelse ligger i Sjælland
Slagelse
Slagelse
Slagelses beliggenhed

Slagelse er en by på Sydvestsjælland ca. 90 km fra København med 34.648 indbyggere (2023)[1]. Det er en af Danmarks ældste byer. Byen er Sjællands ottendestørste og ligger i Slagelse Kommune, der hører under Region Sjælland. Navnet "Slagelse" kommer af det olddanske ord slagh som betyder "sænkning i terrænet", og af else, der er et andet ord for "løse". [2]

Som handelsby har den et stort opland og er et naturligt centrum med gågader og indkøbscentre ikke mindst med Vestsjællandscentret som det helt store handelssted. I den sydøstlige del af Slagelse ligger Antvorskov Kaserne, hvor Gardehusarregimentet holder til. Kasernen har 200 ansatte og kan huse op til 2000 soldater. Desuden findes adskillige uddannelsesinstitutioner.

Midt i byen ligger en af de ældste teglstenskirker i Danmark, nemlig Sankt Mikkels Kirke bygget i 1300-tallet, og i den sydlige ende af byen ligger ruinerne af Antvorskov Kloster, der blev overdraget til munkeordenen johanniterne i 1164 af kong Valdemar den Store. Desuden findes et museum og ringborgen Trelleborg findes få kilometer fra byens centrum.

Historie

Indre gård i Slagelse Kloster.

I oldtiden lå der et hedensk kultsted, indtil Roskilde Biskop Svend Nordmand opførte en stenkirke omkring år 1000. Da Antvorskov Kloster kom til i midten af 1100-tallet, rejste syge langvejs fra til klosteret for at blive helbredt af munkene: Det satte yderligere gang i handelen. Blandt disse munke var Hellig Anders, som har fået en kilde, Hellig Anders' Kilde opkaldt efter sig. Byen fik købstadsprivilegier af kong Erik Menved den 13. december 1288, men Knud den Store havde allerede oprettet et fast møntsted i byen. I de næste århundreder skød et helligåndshus, et spedalskhedshospital og adskillige kirker op. I 1300-tallet led byen meget under Den Sorte Død, og en fjerdedel af befolkningen blev revet væk af denne pest. I 1500-tallet virkede teologen Hans Tausen som munk på klosteret, indtil han drog mod Wittenberg i Tyskland for at studere ved universitetet. Da han vendte hjem, var han overbevist lutheraner og holdt i 1525 den første lutheranske prædiken i klosterets kirke. Efterhånden forfaldt klosteret, og i 1580 blev det bygget om til et slot, hvor kong Frederik 2. døde i 1588 efter al sandsynlighed af druk.[kilde mangler]

Skt. Mikkels Kirke set fra Stenstuegade.

Mellem 1515 og 1804 var Slagelse ramt af en række storbrande, der ødelagde meget af det gamle bymiljø, men enkelte bygninger overlevede, bl.a. en kirkelade fra slutningen af middelalderen, som fra 1616 til ind i 1800-tallet var latinskole. De berømte digtere/forfattere, B.S. Ingemann, Jens Baggesen og H.C. Andersen var elever på skolen: Det var dog ingen succes for sidstnævnte, som gik på skolen 1822-26. Underviseren dr. S. Meisling gjorde tiden til en "plagelse" for unge Andersen. Jernbanen (København)-Roskilde-Korsør kom til byen i 1856, men stationen blev anlagt lidt nord for byen; og i 1881 kom byparken Slagelse Lystanlæg. Egentlig stationsby blev Slagelse først i 1892 med flytningen af stationen ind til byen og opførelsen af den nuværende stationsbygning, tegnet af arkitekten N.P.C. Holsøe. I 1909 blev der bygget et elværk i byen, som i 1995 blev til Slagelse Musikhus.

Nyere historie

Efter kommunalreformen 2007 består den fusionerede Slagelse Kommune nu af 4 tidligere kommuner nemlig Skælskør, Korsør, Hashøj og den tidligere kommune omkring selve Slagelse by.

Rytterstatue af Christian 9. på Schweizerpladsen af Ludvig Brandstrup
Slagelse Rådhus

Geografi

Slagelse ligger ved motorvejen E20 og er samtidig et østdansk jernbaneknudepunkt, dels mellem Odense og København, dels mellem byen selv og TølløseNordvestsjælland. Byen ligger ca. 18 kilometer fra Korsør og Storebæltsbroen. Efter Kommunalreformen er kommunen kendetegnet ved en række større bycentre indenfor et område på nu 567 km2, som fungerer som primære service-, beskæftigelses- og handelscentre for regionen.

Uddannelse

Byen er præget af en række uddannelsesinstitutioner som pædagogseminaret, Syddansk Universitet, handelshøjskolen, sygeplejeskolen, gymnasiet og Teknisk skole samt flere offentlige folkeskoler, og en række private.

Kultur

I byen er et egnsmuseum, Slagelse Museum, der udstiller forskellige genstande fra Slagelse og omegn.

Ca. 7 kilometer vest for byen ligger ringborg fra Vikingetiden. Museet på stedet blev for nylig overtaget af Nationalmuseet.

Sport

FC Vestsjællands rød-blå fodboldspillere i aktion

Slagelse var i 1990'erne meget omtalt i medierne inden for især kvindehåndbold, ikke mindst pga. Slagelse DT da den karismatiske træner Anja Andersen stod i spidsen for holdet. Klubben vandt flere danmarksmesterskaber og sågar det europæiske klubmesterskab Champions League tre gange (2004-2005-2007). Efter Anja Andersen forlod klubben i 2008 har den taget sit gamle navn igen, Slagelse FH, og spiller nu (2010) i den næstbedste række, 1. division. Klubben har hjemmebane i Antvorskovhallen med plads til ca. 2300 tilskuere.

Et nyere tiltag inden for fodboldens verden er FC Vestsjælland der siden 1. juli (2008) har overtaget Slagelse B&Is eliteholdsplads i Danmarksturneringen. Hovedaktionær i projektet er Kurt Andersen.[3] Klubben spiller pt. i Superligaen

Berømte bysbørn

Venskabsbyer

Galleri

Gamle billeder af byen

Kilder

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ J.P. TRAP DANMARK, Sorø Amt, bind III, 1954 femte udgave, side 687. Citat: "Slagelse (ValdJb. Slauløsæ, Slaglæsæ, Saxo:Slaglosa; på latin ellers i reglen Slaulosia; gamle landsbynavn på -løse; Slag- betyder terrænsænkning, her måske om vejspor".
  3. ^ FC Vestsjælland i Bold.Nyt

Eksterne henvisninger