Slaget om Aleuterne

Slaget om Aleuterne
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Amerikanske tropper trækker forsyninger på Attu maj 1943 gennem Jarmin-passet. Deres køretøjer kunne ikke bevæge sig på tværs af øens barske terræn.
Dato 3. juni 1942 – 15. august 1943 Sted Aleuterne, Alaska Resultat Allieret sejr
Parter
USA Canada	Kejserriget Japan
Ledere
Amerikanske flåde: Thomas C. Kinkaid Francis W. Rockwell Amerikanske hær: Albert E. Brown Archibald V. Arnold Simon Bolivar Buckner, Jr. Canadiske hær: George R. Pearkes Harry W. Foster	Kejserlige japanske flåde: Boshiro Hosogaya Kakuji Kakuta Kejserlige japanske hær: Yasuyo Yamasaki †
Styrke
144.000	8.500
Tab
1.481 dræbt 225 fly ødelagt 640 savnede 3.416 såret/syge Flådens tab: USS Abner Read beskadiget, 22 mistet. USS S-27 mistet i juni 1942, ingen tab USS Grunion mistet den 30. juli 1942, 70 døde	4.350 dræbt 7 krigsskibe sænket 9 fragtskibe sænket

Slaget om Aleuterne var et felttog om øgruppen Aleuterne, en del af Alaska, under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig, der begyndte den 3. juni 1942. En lille japansk styrke besatte øerne Attu og Kiska, men den afsides beliggenhed af øerne og vanskeligheder med vejr og terræn betød, at det næsten tog et år for en stor amerikansk styrke at skubbe dem væk. Øernes strategiske værdi var deres evne til at kontrollere Stillehavets storcirkelruter. Denne kontrol med Stillehavets transportruter var grunden til, amerikanske general Billy Mitchell sagde til den amerikanske kongres i 1935: "Jeg tror, at i fremtiden, vil den der har Alaska have hele verden. Jeg tror, ​​det er det vigtigste strategiske sted i verden." Japanerne begrundede, at kontrollen med Aleuterne ville forhindre et muligt amerikansk angreb på tværs af det nordlige Stillehav. Tilsvarende, frygtede USA, at øerne ville blive brugt som baser, hvorfra man kan starte luftangreb mod USA's vestkyst.

Slaget er kendt også som det "glemte slag", på grund af at det blev overskygget af det siddeløbende slag om Guadalcanal. Før i tiden mente mange vestlige militærhistorikere at angrebet var en afledningsangreb eller et trickangreb under Slaget om Midway. Det var ment til at skulle trække den amerikanske stillehavsflåde fra Pearl Harbor ud, og blev faktisk sat i gang samtidig under samme overordnede chef, Isoroku Yamamoto. Imidlertid har historikere Jonathan Parshall og Anthony Tully lavede argumenter mod denne fortolkning, hvorefter japanerne invaderede Aleuterne, for at beskytte den nordlige flanke af deres imperium og havde det ikke til hensigt som en afledningsmanøvre.

Japanske angreb

Hovedartikler: Slaget ved Dutch Harbor, Japanske besættelse af Kiska og Japanske besættelse af Attu.

Den 3. juni 1942, angreb japanske bombefly Dutch Harbor på Unalaska ved hjælp af Kate (Nakajima B5N) bombefly fra hangarskibene Junyō og Ryūjō. I dårligt vejr, fandt kun halvdelen af flyene målet, og få skader blev udført.

De japanske invasioner af Kiska den 6. juni 1942, og Attu den 7. juni, mødte i første omgang lidt modstand fra de lokale Aleuter. Meget af den indfødte befolkning på øerne var blevet tvunget til at blive evakueret før invasionen og interneret i lejre i Alaska Panhandle.

Allieret svar

Hovedartikler: Træfningen den 5. juli 1942, Træfningen den 15. juli 1942 og Træfningen den 12. maj 1943.

I august 1942, oprettede USA en flybase på Adak Island og begyndte at bombe japanske stillinger på Kiska. Amerikanske ubåde og overfladeskibe begyndte også at patruljere i området. Kiska Harbor var den vigtigste base for japanske skibe, der var involveret i kampagnen, og flere skibe blev sænket, hvoraf nogle blev ødelagt af amerikanske skibe, men de fleste blev tabt i luftangreb. Den 5. juli 1942, angreb, orlogskaptajn Howard Gilmore, der kommanderede USS Growler, tre japanske destroyere fra Kiska. Den ene blev sænket, og to andre blev stærkt beskadiget. Over 200 japanske søfolk blev dræbt eller såret, mens USA ikke led nogen skade eller tab. Ti dage senere den 15. juli, blev USS Gruinion angrebet af tre japanske ubådsjægere i Kiska Harbor. I den efterfølgende kamp, blev to af patruljeringsskibene sænket, og en anden blev beskadiget. Den 12. maj 1943 blev den japanske ubåd I-31 sænket i en overfladetræfningen med USS Edwards 8 km (fem miles) nordøst for Chichagof Harbor.

Kommandørøerne

Hovedartikel: Slaget ved Kommandørøerne.

USS Salt Lake City under beskydning ved Kommandørøerne

En krydser og en destroyerstyrke fra den amerikanske flåde blev, under kontreadmiral Charles "Soc" McMorris, sat til at angribe de japanske forsyningskonvojer. Efter det betydelige søslag, der blev kendt som Slaget ved Kommandørøerne i marts 1943, opgav japanerne forsøg på at genforsyne garnisonerne på Aleuterne ved hjælp af overfladefartøjer. Fra da af blev kun ubåde brugt til at sende nye forsyninger. En amerikansk krydser blev beskadiget sammen med to destroyere, hvilket resultere i at syv mænd blev dræbt. På den japanske side, blev to krydsere beskadiget med tabet af 14 mænd og 26 flere blev såret.

Attu

Hovedartikel: Slaget om Attu.

Den 11. maj 1943 begyndte operationen for at generobre Attu. Inkluderet med invasionstyrken var en gruppe af spejdere rekrutteret fra Territoriet Alaska, kendt som Castner's Cutthroats. En mangel på landgangsfartøjer, uegnede strande og udstyr, der ikke kunne bruges i vanskelige vejr, gjorde det meget svært at få nogle styrker mod japanerne. Mange soldater led under forfrysninger, fordi livsvigtige forsyninger ikke kunne sættes i land, eller hvis de allerede var landsat kunne de ikke flyttes til der hvor de var nødvendige, fordi køretøjer ikke kunne fungere på tundraen. De japanske forsvarere, under oberst Yasuyo Yamasaki, ville ikke modstå landgangene, men ville hellere gravet sig ned i de højtliggende områder langt væk fra kysten. Dette forårsagede blodige kampe: 3.929 amerikanske tab; 580 blev dræbt, 1.148 blev såret, 1.200 havde hårde kuldeskader, 614 bukkede under for sygdomme og 318 døde af diverse årsager, hovedsageligt japanske lureminer og egenbeskydning.

Et kort over Beringshavsregionen.

Den 29. maj, angreb de sidste japanske styrker pludselig i nærheden af Massakren Bay i en af de største banzaiangreb i Stillehavskrigen. Angrebet, ledet af oberst Yamasaki, trængte amerikanske linjer langt nok til at møde rystede bag-echelonenheder fra de amerikanske styrker. Efter rasende, brutale og ofte hånd-til-håndkamp, ​​var de japanske styrker dræbt til næsten den sidste mand; kun 28 fanger blev taget, ingen af ​​dem officere. Amerikanske begravelseshold talte 2.351 japanske døde, men det var formodninger om, at flere hundrede varr blevet begravet ved bombardementer i løbet af slaget.

Kiska

Hovedartikler: Operation Cottage og Slaget ved the Pips.

Den 15. august 1943, gik en invasionsstyrke med 34.426 allierede tropper i land på Kiska. Castner's Cutthroats var en del af den styrke, men invasionsstyrken bestod hovedsagligt af enheder fra den amerikanske 7. infanteridivision. Invasionstyrken inkluderede også omkring 5.300 canadiere. Canadierne kom primært fra den 13. canadiske infanteribrigade af den 6. canadiske infanteridivision. De canadiske styrker havde også den canadiske del af First Special Service Force, også kendt som "Devil's Brigade".

Invasionstyrken gik kun i land for at finde øen forladt. Under tåges dække, havde japanerne, der besluttede, at deres stilling i Kiska var sårbar efter Attus fald, held med at fjerne deres tropper den 28. juli uden de Allierede opdagede det. Army Air Force havde bombarderet de opgivede positioner i næsten tre uger. På dagen før tilbagetrækning, kæmpede skibe fra den amerikanske flåde det uafgjorte og muligvis meningsløse slag ved the Pips 130 km (80 miles) mod vest.

Selvom japanerne var væk før invasionen af Kiska blev startet, nåede allierede tab under operationen alligevel 313. Alle disse tab var et resultat af egenbeskydning, lureminer, der er fastsat af japanerne, sygdom eller forfrysninger. Ligesom det var tilfældet med Attu, bød Kiska på nogle meget fjendtlige omgivelser.

Efterfølgende

Amerikanske troper møder sne og is under slaget om Attu i maj 1943.

Selvom der blev udarbejdet planer for at angribe det nordlige Japan, blev de ikke ført ud i livet. Over 1.500 togter blev fløjet mod Kurilerne inden krigens slutning, herunder mod den japanske base Paramushiro, der tvang 500 japanske fly og 41.000 landtropper til området.

Slaget markerede også første gang canadiske værnepligtige blev sendt til kampzoner under 2. verdenskrig. Regeringen havde lovet ikke at sende værnepligtige "oversøisk", som var defineret som værende uden for Nordamerika. Aleuterne blev anset for at være nordamerikansk jord, så den canadiske regering kunne opstille værnepligtige uden at bryde sine løfte. Der var flere tilfælde af desertering før brigaden sejlede til Aleuterne. I slutningen af ​​1944, ændrede regeringen sin politik om værnepligtige og sendte 16.000 værnepligtige til Europa for at deltage i kampene.

Slaget markerede også den første indsættelse af First Special Service Force (engelsk: Devil's Brigade) i kamp, selvom de ikke kom i kamp.

Dræbt i kamp

Under felttoget blev to kirkegårde lavet på Attu, for at begrave de dræbte i kamp: Little Fall-kirkegården, beliggende ved foden af ​​Gilbert Ridge, og Holtz Bay-kirkegården, som har gravene fra soldaterne i Northern Landing Forces. Efter krigen begyndte den frysende tundra, at tage kirkegårdene tilbage, så i 1946 blev alle amerikanske rester flyttet, til soldatens familier ønskede sted eller til Fort Richardson i nærheden af Anchorage, Alaska. Den 30. maj 1946, blev der holdt en Memorial Day-tale af kaptajn Adair med en salut og afspilning af Taps. Udsmykningen af gravene blev udført af feltpræster Meaney og Insko.

Veteraner

Dokumentarfilmen fra 2006, Red White Black & Blue har to veteraner fra slaget om Attu med, Bill Jones og Andy Petrus. Det er instrueret af Tom Putnam og havde premiere ved den internationale filmfestival 2006 i Locarno, Schweiz den 4. august 2006.

• Dashiell Hammett tilbragte det meste af 2. verdenskrig som en sergent i hæren i Aleuterne, hvor han var redaktør for en militæravis. Han kom ud af krigen, da han led af lungeemfysem. Som en korporal i 1943 var han med til skrive The Battle of the Aleutians med korporal Robert Colodny under ledelse af infanteriefterretningsofficeren major Henry W. Hall.

Se også

• Angreb på Amerika under 2. verdenskrig
• Castner's Cutthroats
• Aleuternes militærhistorie
• Den kejserlige japanske flådes Alaska angrebsstyrkegruppes organisation
• Report from the Aleutians, et film fra 1943 om slaget, instrueret af John Huston
• Slaget ved the Pips
• Paul Nobuo Tatsuguchi
• Aleut Restitution Act of 1988

Referencer

Noter

Bøger

• Cloe, John Haile (1990). The Aleutian Warriors: A History of the 11th Air Force and Fleet Air Wing 4 (på engelsk). Missoula, Montana: Pictorial Histories Publishing Co. and Anchorage Chapter – Air Force Association. ISBN 0-929521-35-8.
• Cohen, Stan (1981). The Forgotten War: A Pictorial History of World War II in Alaska and Northwestern Canada (på engelsk). Missoula, Montana: Pictorial Histories Publishing Co., Inc.. ISBN 0-933126-13-1.
• Dickrell, Jeff (2001). Center of the Storm: The Bombing of Dutch Harbor and the Experience of Patrol Wing Four in the Aleutians, Summer 1942 (på engelsk). Missoula, Montana: Pictorial Histories Publishing Co., Inc.. ISBN 1-57510-092-4.
• Feinberg, Leonard (1992). Where the Williwaw Blows: The Aleutian Islands-World War II (på engelsk). Pilgrims' Process. ISBN 0-9710609-8-3.
• Garfield, Brian (1995). The Thousand-Mile War: World War II in Alaska and the Aleutians (på engelsk). Fairbanks: University of Alaska Press. ISBN 0-912006-83-8.
• Goldstein, Donald M.; Katherine V. Dillon (1992). The Williwaw War: The Arkansas National Guard in the Aleutians in World War (på engelsk). Fayettville: University of Arkansas Press. ISBN 1-55728-242-0.
• Hays, Otis (2004). Alaska's Hidden Wars: Secret Campaigns on the North Pacific Rim (på engelsk). University of Alaska Press. ISBN 1-889963-64-X.
• Lorelli, John A. (1984). The Battle of the Komandorski Islands (på engelsk). Annapolis: United States Naval Institute. ISBN 0-87021-093-9.
• MacGarrigle, George L.. Aleutian Islands, World War II Campaign Brochures (på engelsk), United States Army Center of Military History. CMH Pub 72-6.
• Morison, Samuel Eliot (2001). Aleutians, Gilberts and Marshalls, June 1942 – April 1944, vol. 7 of History of United States Naval Operations in World War II (på engelsk). Champaign: University of Illinois Press. ISBN 0-316-58305-7.
• Parshall, Jonathan; Tully, Anthony (2005). Shattered Sword: The Untold Story of the Battle of Midway (på engelsk). Dulles, Virginia: Potomac Books. ISBN 1-57488-923-0.
• Perras, Galen Roger (2003). Stepping Stones to Nowhere, The Aleutian Islands, Alaska, and American Military Strategy, 1867–1945 (på engelsk). Vancouver: University of British Columbia Press. ISBN 1-59114-836-7.
• Urwin, Gregory J. W. (2000). The Capture of Attu: A World War II Battle as Told by the Men Who Fought There (på engelsk). Bison Books. ISBN 0-8032-9557-X.
• Wetterhahn, Ralph (2004). The Last Flight of Bomber 31: Harrowing Tales of American and Japanese Pilots Who Fought World War II's Arctic Air Campaign (på engelsk). Da Capo Press. ISBN 0-7867-1360-7.
• Zaloga, Steven J (2007). Japanese Tanks 1939–45 (på engelsk). Osprey. ISBN 978-1-84603-091-8.

Eksterne links

Wikimedia Commons har medier relateret til: Slaget om Aleuterne

• (Engelsk) Logistiske problemer på Attu af Robert E. Burks.
• (Engelsk) Aleutian Islands Chronology
• (Engelsk) Aleutian Islands War
• (Engelsk) Red White Black & Blue – indslagsdokumentar om Slaget om Attu i Aleuterne under 2. verdenskrig
  • PBS Independent Lens-præsentation af Red White Black & Blue – skabelsen af og andre midler
• (Engelsk) Soldater fra 184th Infantry, 7th ID i Stillehavet, 1943–1945
• (Engelsk) ”Attu: North American Battleground of World War II”, en National Park Service Teaching with Historic Places (TwHP)-undervisningsplan
• (Engelsk) Attu, Aleutian Islands, Alaska WW-II KIA