Slaget om Anholt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget om Anholt
Del af Kanonbådskrigen
Anholt
Anholt
Dato 25.-27. marts 1811
Sted Anholt
Resultat Britisk sejr
Casus belli Britisk invasion og besættelse af Anholt
Territoriale
ændringer
Ingen ændringer
Parter
Danmark Danmark-Norge Storbritannien Storbritannien
Ledere
Danmark General Tellequist Storbritannien Kommandør Maurice
Tab
30 dræbte 2 dræbte

Slaget om Anholt fandt sted under Kanonbådskrigen (en del af Englandskrigene). Anholts fyrtårn var blevet lukket af danskerne og et mindre britisk orlogsfartøj, HMS Proselyte, strandede på Anholt Rev i januar 1809. Derfor besluttede englænderne sig for at besætte øen for at beskytte konvojer og orlogsskibe, og for at kunne bunkre drikkevand.

1809[redigér | redigér wikikode]

Den 18. maj 1809, anførte 74-kanoners linjeskibet HMS Standard, under kommandør Askew Hollis, en eskadre der inkluderede fregatten HMS Owen Glendower, og de mindre HMS Avenger, HMS Ranger, HMS Rose and HMS Snipe. Tilsammen erobrede de Anholt[1]. En landgangsstyrke bestående af søfolk og marineinfanteri under ledelse af kommandør William Selby fra HMS Owen Glendower, med assistance fra kaptajn Edward Nicolls fra HMS Standards marineinfanteri, landede. Den danske garnison på 170 mand gjorde hårdnakket men uvirksom modstand, der dræbte en britisk marineinfanterist og sårede to andre. Garnisonen kapitulerede og briterne besatte Anholt[1].

1810[redigér | redigér wikikode]

Anholts tilbageerobring var stadig Kong Frederik VI magtpåliggende , og d. 15. februar 1810 fik den øverstkommanderende for Jylland, general Carl Tellequist, ordre til en ekspedition, hvis formål var at generobre øen, tage besætninger til fange og ødelægge fyret.

Først d. 13. marts lykkedes det at få styrken samlet i Gjerrild Bugt, men kanonbådene var mangelfuldt bemandede. Hårdt vejr medførte flere gange at man var nødt til at udskibe de indskibede tropper, og tre gange afgik ekspeditionen men hver gang blæste det op til østlig storm så man måtte vende om. Da imidlertid de engelske orlogsskibe begyndte at vise sig, fik general Tellequist d. 11. april ordre til at opgive ekspeditionen.[2]

Kaptajn Nicolls, der var Anholts guvernør, fik i 1810 bekymrende efterretninger om at der var samlet en dansk styrke i Jylland med henblik på at generobre Anholt[3]. Han beordrede derfor Anholts både til at overvåge Randers og Grenå, hver gang vinden var gunstig. Derfor genudrustede han "GB Grinder", som havde overvintret på øen. Efter nogen succes, blev Grinder erobret af en dansk kanonbådsflotille under Peter Nicolai Skibsted d.13. april 1810. [4][5]

1811[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af marts 1811 modtog viceadmiral James Saumarez efterretninger om at danskerne ville angribe Anholt, hvor der var en garnison på omkring 450 britiske søfolk, marineinfanterister og soldater under kommandør Maurice fra Royal Navy. Saumarez sendte derfor HMS Sheldrake og HMS Tartar for at forstærke øen. Det efterfølgende slag om Anholt (25.-27. marts 1811) var et nederlag for danskerne, med 30 dræbte og 638 krigsfanger mod to dræbte og 30 sårede på den engelske side. De døde danskere blev begravet i ørkenen[6].

1812 – 1814[redigér | redigér wikikode]

Englænderne holdt fortsat øen besat indtil Kielertraktaten afsluttede krigen d. 15. januar 1814.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 London Gazette 23 may 1809
  2. Wandell s 261-262
  3. National Archives, Kew, London: ADM 1/10 – letters from Admiral commanding, Baltic 1810
  4. Garde s.548
  5. Topsøe-Jensen bind2 s.519
  6. Slaget om Anholt 1811 200-året for Slaget om Anholt 27. marts 2011

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Garde, Hans: Den dansk-norske Sømagts historie 1700-1814.
  • Topsøe-Jensen, T.A., og Emil Marquard (1835): Officerer i Den dansk-norske søetat 1660-1814 og Den danske søetat 1814-1932. (Andet bind Kloppenborg-Ørsted. H. Hagerup).
  • Wandell, C.F. (1815): Søkrigen i de dansk-norske farvande 1807-14 (Copenhagen: Carlsbergsfonden for Jacob Lund).
  • With, J.P.: Danske og norske søheltes Bedrifter fra År 1797 – 1813. s.119