Slaget om Berlin

Slaget om Berlin
Del af Østfronten, 2. verdenskrig
Sovjetiske tropper hejser hammer og segl ved Unter den Linden Sovjetiske tropper hejser hammer og segl ved Unter den Linden
Dato 16. april 1945 - 2. maj 1945 Sted Berlin, Tyskland Resultat Sovjetisk sejr, Det Tredje Rige brød sammen.
Parter
Tyskland	Sovjetunionen Polen
Ledere
Gotthard Heinrici Helmuth Weidling	Georgij Zjukov Ivan Konev Konstantin Rokossovskij
Styrke
766.750	2.500.000
Tab
458.080 døde 479.298 taget til fange	81.116 døde eller savnede 280.251 sårede

Slaget om Berlin var det sidste store slag på Østfronten under 2. verdenskrig. Slaget stod mellem Nazi-Tysklands sidste reserver og til dels udtjente mandskab og Sovjetunionens overlegne styrker, både med hensyn til mandskab og materiel.

Optakten

21. januar 1945 indledte Den Røde Armé en stor offensiv vestover over hele Østfronten, hvilket medførte, at de sovjetiske styrker tidligt nåede floderne Oder og Neisse i Vestpreussen, kun 70 km fra Berlin, bortset fra dele af Østersøkysten. Den strategiske mulighed var opstået, efter at den tyske midterfront var totalt kollapset i sommeren 1944 med et korps totale udslettelse og mindst en million døde tyske soldater. Dernæst indtog Den Røde Armé Ungarns hovedstad Budapest i syd og mod nord hele Baltikum, til trods for at den tyske garnison i den østpreussiske hovedstad Königsberg holdt ud helt til slutningen af april. I februar og marts 1945 indtog de sovjetiske styrker herudover også kystområdet til Stettin. Den tyske overkommando beregnede, at den tyske hær alene i jan. og feb. 1945 havde en million døde. Inden da havde overkommandoen skønnet, at det tyske forsvar kunne holde ud til august 1945. Den amerikanske besættelse af Ruhr-distriktet i marts 1945 og tabet af oliekilderne i Rumænien kuldsejlede den tyske udholdelsesstrategi. Tilsyneladende troede Hitler stadigvæk på, at de 1.000 nye jetjagere, der rent teknisk ville kunne blive indsat i løbet for forsommeren 1945, kunne have reddet det nazistiske regime. Alene i januar 1945 var krigsproduktionen lige så stor som hele 1942 og 1943 tilsammen og overgik derved den samlede krigsproduktion hos de allierede.

Strategi

De sovjetiske styrker blev i felten ledet af feltmarskalerne Konstantin Rokossovskij (gennem Pommern i nord), Georgij Zjukov (i midten) og Ivan Konev (gennem Schlesien i syd). De ledede en massiv, sovjetisk styrke bestående af totalt 2,5 millioner soldater, 41.000 artillerienheder, 7.500 fly, cirka 6.000 kampvogne og over 3.000 ramper for de såkaldte Katjusjaraketter (stalinorgel).

Totalt havde tyskerne i underkanten af en million mand til rådighed, men mange af disse var ikke regulære soldater, men ældre mænd fra militsen Volkssturm og tvangsudskrevne unge fra Hitlerjugend helt ned i 14 årsalderen. Mange af dem manglede våben og blev kun udstyret med så mange Panzerfaust, de kunne bære. Den sovjetiske styrke var overlegen på alle områder.

Den sovjetiske strategi var at omringe byen, ved at Konevs styrker fra syd og Rokossovskijs styrker fra nord skulle mødes vest for byen, mens Zjukov skulle presse de tyske forsvarslinjer fra øst. Josef Stalin spillede de sovjetiske marskaler ud mod hinanden og skabte en konkurrencestemning mellem dem om, hvem der først kunne indtage selve byen. Særligt Konev og Zjukov fik tvetydige signaler. Forholdet mellem dem var derfor spændt, og dette gik ud over koordineringen i felten. Stalin krævede, at den Røde Armé skulle indtage Berlin til fejringen af 1. maj. Først i slagets sidste fase udsendte Stalin og Stavka klare ordrer om, hvilke enheder der skulle gøre hvad. Til slut var det Zjukov, som fik æren af at indtage byens centrum og Rigsdagsbygningen.

Slaget ved Seelowhøjderne

Den sovjetiske fremrykning blev stoppet ved Oder-Neisse-linjen, for at man kunne reorganisere styrkerne, inden det sidste fremstød mod Berlin. Byen Seelow ligger lige vest for floden Oder langs Reichsstraße 1, den gamle hovedvej fra Berlin og Brandenburg til Østpreussen, og denne rute blev kaldt "Porten til Berlin". Tyskerne anså med rette, at det sovjetiske hovedfremstød ville blev sat ind her og etablerede derfor et forsvarsværk på højderne ved Seelow med deres sidste reserver. Selvom tyskerne koncentrerede styrkerne på et lille område, var deres styrker meget underlegne, både materielt og ikke mindst mandskabsmæssigt. Den tyske styrke bestod kun af omkring 100.000 soldater mod en sovjetisk styrke på 1 million mand. Seelowhøjderne gav en god oversigt over området og den sovjetiske opmarch, desuden oversvømmede tyskerne området og gjorde bakken til en sump.

Den militære situation ved sammenbruddet

Slutangrebet mod Berlin blev indledt tidligt om morgenen den 16. april med et voldsomt sovjetisk bombardement af Seelowhøjderne, men fortsættelsen gik dårligt for Zjukov. De tyske styrker forsvarede sig ihærdigt mod den store overmagt, samtidig med at netop størrelsen af de sovjetiske styrker inden for et forholdsvis lille område skabte en del indledende kaos. Desuden blev de hindret af den våde bakke, samtidig med at Zjukovs ide med at blænde det tyske forsvar ved at opstille 143 kraftige lyskastere slog fejl, da morgentågen gjorde sigtbarheden endnu dårligere for de sovjetiske soldater, samtidig med at de blev tydelige mål for tyskerne. De sovjetiske tab de første timer var enorme, og Zjukov måtte allerede den første dag indsætte reserverne.

Men den sovjetiske overmagt var stærk, og de tyske panserreserver blev holdt for længe tilbage, og endelig brød luftwaffedivisionen sammen, og langsomt rykkede de sovjetiske styrker frem. De sovjetiske styrker brugte imidlertid tre døgn på at komme forbi de tyske forsvarslinjer på Seelowhøjderne, og først d. 19. april kunne de starte den videre fremrykning mod Berlin. Hele 30.000 sovjetiske og 20.000 tyske soldater blev dræbt i kampene om Seelowhøjderne, og de sovjetiske styrker var allerede langt efter den sovjetiske tidsplan.

Kampene omkring byen

Selv efter gennembruddet ved Seelow mødte de sovjetiske styrker hård modstand flere steder under omringningen af Berlin. Slaget ved Halbe var et af de største under den sovjetiske indringning af byen. Det varede fra d. 24. april og helt til d. 1. maj og blev udkæmpet ved den lille landsby Halbe i Landkreis Dahme-Spreewald i Brandenburg omkring 60 km syd for Berlin. En tysk styrke på omkring 80.000 soldater blev omringet og kæmpede mod en overmagt på 280.000 mand, men blev til slut knust med mere end 30.000 døde og 25.000 taget til fange. Det er beregnet, at også op mod 10.000 civile døde. Omkring 20.000 sovjetiske soldater døde. Flere tusind af de tyske soldater fra Halbe-omringningen klarede at slå sig vestover og overgav sig til de amerikanske styrker ved Elben ved Tangermünde for at undgå sovjetisk krigsfangenskab.

I nord var der kampe langs linjen mellem Stettin ved kysten og Schwedt længere ind i landet ved floden Oder, desuden var der kampe bl.a. ved Werneuchen og Cottbus længere sydpå.

Den 20.-27. april lukkede ringen sig omkring Berlin, og hovedstaden blev udsat for et voldsomt bombardement. Totalt skal der have slået omkring 7 millioner granater ned over Berlin i disse dage. Efter dette tidspunkt var det næsten umuligt at forlade byen. Der var ingen nye forstærkninger at sætte ind, og det var klart, at det eneste, de tyske styrker havde mulighed for at gøre, var at forsinke den sovjetiske fremmarch.

Kampene i byen

De sidste kampe blev indledt d. 27. april med meget blodige kampe, men tyskerne var chanceløse mod overmagten. Tilsammen havde de tyske kommandanter en styrke på omkring 45.000 mænd, en sammensat styrke bestående af resterne af tilfældige Wehrmacht- og Waffen-SS-divisioner, dele af politistyrker, tvangsudskrevne børn fra Hitlerjugend og Volkssturm. Mange af disse 45.000 var ældre mænd fra Volkssturm, som havde deres militære baggrund og træning fra 1. verdenskrig. Tillige var Volkssturm ledet af Goebbels som ingen militære forudsætninger havde. Indsatsen blev ikke koordineret med hæren. Kommandant for styrkerne i byens centrum var SS-Brigadeführer Wilhelm Mohnke, og styrken bestod kun af 2000 soldater. Dernæst var de to ammunitionsdepoter og de tre fødevaredepoter i Berlin placeret i periferien af Berlin og blev ret hurtigt erobret af russerne. Hvad der satte det berlinske forsvar under endnu vanskeligere forudsætninger. Dernæst gjorde Berlins geografiske og øvrige konstruktionsmæssige forhold det umuligt at forsvare i en moderne krig.

Det symbolske mål for de fremrykkende sovjetiske styrker var Rigsdagsbygningen og Rigskancelliet. De sovjetiske styrker rykkede frem i centrum langs tre hovedakser, fra sydøst langs Frankfurter Allee frem til Alexanderplatz, fra syd langs Sonnenallee til Belle-Alliance-Platz, fra syd frem til Potsdamer Platz og fra nord frem til Rigsdagsbygningen. De hårdeste kampe stod ved Rigsdagsbygningen, Moltke-broen, Alexanderplatz og Havelbroerne ved Spandau, og kampene udspillede sig som nådeløse hus-til-hus, mand-mod-mand kampe. Særlig gjorde de ikke-tyske Waffen-SS-soldater intens modstand, både på grund af deres ideologiske motivation og på grund af, at de regnede med at blive henrettet, hvis de blev fanget. Størstedelen af Waffen-SS-soldaterne var fra SS-division Nordland som var opsamlingsdivision for skandinaviske frivillige.

Undsætningsordre fra Hitler til hærene nord for Berlin og vest for Berlin fandt de ledende generaler formålsløst og blev på "skrømt" gennemført for blot at skaffe korridorer til flygtningestrømmen fra Berlin og resterne af enheden fra Halbe. Især undsætningen fra nord kunne faktisk havde været gennemført, men havde ingen militær værdi selv på få dages sigt. Som chefen for den tyske arme i vest udtrykte det:"undsætningen af Berlin var blot et spørgsmål at vende kanonerne fra vest til øst." Så tæt var de Allierede på et totalt tysk sammenbrud.

Tidligt på dagen den 29. april krydsede de sovjetiske styrker Moltkebroen og rensede de nærliggende bygninger og gader for tysk modstand. De ødelagte broer hindrede fremføring af artilleri, og manglen på dette forsinkede fremrykningen. Samme dag pressede de sovjetiske styrker på i centrum, særligt fra sydøst, og efter meget hårde kampe indtog de Gestapos hovedkontor i Prinz-Albrechtstrasse, men en afdeling fra Waffen-SS klarede at generobre bygningen lige efter, dog kun for en stakket frist. Fra sydvest pressede de sovjetiske styrker nordover over Landwehr-kanalen og ind i Tiergarten.

Adolf Hitler begik selvmord den 30. april sammen med Eva Braun. Propagandaminister Joseph Goebbels og hustruen Magda tog deres eget liv dagen efter, efter først at have taget livet af deres seks børn. Samme dag havde de sovjetiske styrker løst problemet med de ødelagte broer og angreb Rigsdagsbygningen med artilleri. De mødte imidlertid kraftig artillerimodstand fra tyske Flak-batterier ved Berlin Zoo og klarede derfor ikke at angribe bygningen før om aftenen. De kæmpede sig langsomt gennem bygningen, det sovjetiske flag blev hejst om natten den 30. april og genrejst for pressens skyld i dagtimerne 1. maj. De tyske forsvarere opgav bygningen om eftermiddagen samme dag.

Tidligt om morgenen 2. maj indtog de sovjetiske styrker Rigskancelliet og Førerbunkeren. Samme dag kapitulerede de tyske styrker i hele byen.

På Vestfronten fortsatte kamphandlingerne fortsat i nogle dage, før tyskerne kapitulerede betingelsesløst på samtlige fronter 7.-8. maj. Efter Berlins fald trak de tyske styrker vestover for at overgive sig til Vestmagterne og således undgå sovjetisk fangeskab. Omkring 100.000 skal have klaret dette, og for Vestmagterne var det et problem, både i forhold til deres forpligtelser overfor en allieret, men også besværet med at håndtere en så stor flygtningestrøm.

Tab og ødelæggelser

Tabstallene under slutkampene om Berlin er meget usikre og bygger på estimater, og disse varierer en del. Men antydningsvis kan det siges, at de sovjetiske tab var på omkring 81.000 døde, og af disse døde 20.000 – 25.000 i kampene inde i selve byen. Sovjetunionen havde også 280.000 sårede. På den tyske side er tallene endnu mere usikre, men mindst 150.000 tyske soldater skal være blevet dræbt, og 134.000 blev taget som krigsfanger. Yderligere 150.000 civile blev dræbt. De totale dødstal er mindst 485.000. Russernes sædvane med at arrestere alle iført uniform herunder brandmænd og postmedarbejdere gør kun fangeantallet endnu mere usikkert.

De materielle ødelæggelser var enorme. Store dele af byen var lagt i ruiner, både som følge af kamphandlingerne og som følge af den omfattende strategiske bombning af byen. Både vandforsyning, kloaksystemer og strømforsyning var ødelagt, og befolkningen led hele sommeren 1945 af sult, underernæring og sygdomme, særligt dysenteri. Særligt i de første måneder efter sammenbruddet var der omfattende overgreb mod den tyske civile befolkning i form af drab, plyndring og ødelæggelser. Men særligt var sovjetiske soldaters voldtægter af tyske kvinder meget udbredt en periode, man anslår hele to millioner. Først hen på efteråret strammede Den Røde Armé disciplinen, men overgrebene sluttede ikke helt, før de sovjetiske soldater blev indkvarteret i bevogtede forlægninger adskilt fra civilbefolkningen i vinteren 1947/48.

Litteratur

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Slaget om Berlin
• Ryan, Cornelius, svensk udgave: Slutstriden: slaget om Berlin 16 april-2 maj 1945 ISBN 91-0-010240-7

engelsk udgave: The Last Battle, Simon & Schuster Ltd 1995 ISBN 978-0-684-80329-6

• Ziemke, Earl F., Slaget om Berlin: Tredje rigets fald
• Beevor, Antony, Berlin: Nederlaget 1945 ISBN 82-04-09992-4